onsdag, april 30, 2008

Status for måneden

Status quo.

Så let kan det skrives. En ordenlig omgang prygl til sidst sikrede, at jeg ikke får et godt resultat. Og det pisser mig ærlig talt af, for der er intet værre end ren og skær uheld. Og det er det, jeg har haft de sidste par sessions. Det nåede til sidst så vidt, at jeg nærmest så mig selv som en 30/70% underdog i coinflip situationer, og hver gang en modstander havde en draw, vidste jeg bare, at han ville ramme på river. Det gjorde de selvfølgelig ikke hver gang, men når det kører skidt, kommer man hurtigt til at fokusere på det negative, og så synes man jo, at alt går modsat, det man ønsker.

Men til trods for, at jeg til slut formåede at spille næsten 20 sngs uden at komme i pengene en eneste gang, slutter jeg på ca. 100$ for april. Så jeg kan egentlig ikke klage alt for meget. Jeg tabte trods alt ikke, og det er værd at tage med sig over til maj, hvor tingene forhåbenligt vil tegne sig lidt lysere.

Ud over en lidt pauver april, ser jeg frem til næste måned. I det lange løb betyder held og uheld heldigvis ikke det store, når man spiller sngs. Og da jeg er ca 10% bedre til spillet end gennemsnittet, dikterer matematikken, at jeg vil komme ud af hver måned med et gennemsnit på ca. 1000$ i profit såfremt jeg spiller det antal sngs som jeg nu skal. Så betyder det ikke alverden, at jeg har en enkelt svipser eller to i årets løb. Det må man tage med, helt ligesom man jo gladeligt accepterer, når man er brandvarm og rammer alt.

Jeg trækker heller ikke penge ud i denne måned. Dollaren ligger simpelthen for lavt til, at jeg gider. Jeg venter med at hive pokerpenge hjem til efter primærvalget. Der har USA forhåbentligt fået en demokratisk præsident, og så regner jeg med, at dollaren igen stiger. Det burde der egentlig være taget højde for allerede nu, men jeg håber det bedste. Når man, som nu, får under fem kroner for en dollar, kan det da næsten kun gå fremad.

tirsdag, april 29, 2008

En grusom verden - Og lidt om GTA IV

Det er med dage som disse, mit verdenssyn for alvor bliver sat på en prøve. Et eller andet sted, har jeg nemlig en rodbunden tiltro til, at vi alle besidder noget godt i os, og at der som regel skal ydre omstændigheder til, før det grusomme kommer frem i vores væsen.

Det tror jeg sådan set stadig, men historien om 42-årige Elisabeth Fritzl, der siden hun var 18 år, blev holdt fanget i en kælder af sin far, er rystende. Hun gav liv til syv børn, der alle havde hendes egen far som fader. Og ikke nok med det, tre af hendes børn blev ligeledes holdt fangentagen i kælderen, hvor de blandt andre grusomheder blev tvunget til at bevidne deres egen fars misbrug af deres mor... Jeg mener - Hvad fanden er verden for et sted, når sådanne ting kan foregå?

Det får mig også til at undres over, hvad der driver mennesker til den slags handlinger. Evolutionært set giver det jo ingen logik. Indavl skaber et dårligere afkom, og dermed hindres muligheden for at videreføre arven succesfuldt. Vi stirrer jo heller ikke uhæmmet op på solen, da vi ved, allerede som spædbørn, at det vil skade vores øjne. Så hvorfor findes behovet for at misbruge sit eget afkom hos visse mennesker?

En forklaring kan måske findes i dyreriget Hos visse dyrearter, specielt blandt grise og fisk, ser man ofte forældre dræbe deres eget afkom. Årsagen kan blandt andet være stress, overbefolkning eller mangel på føde.

Måske har det hos os mennesker noget at gøre med den måde, hvorpå vi alle kramper os sammen i små enklaver. I vores moderne samfund lever vi i dag så tæt, at der sjældent er plads til udfoldelse. Måske er det lidt ligesom med lemminger. Når de bliver for mange, er de villige til at risikere alt for at finde andre græsgange. Det slår på en måde kollektivt klik for dem, hvilket har den konsekvens, at de ofte alle forlader boerne, og begiver sig ud i en fremmed verden, uden at vide, hvad der venter dem. I Norge resulterer det en gang imellem i, at flere tusinder lemminger, ofte med døden til følge, kaster sig ud over klipper og ned i havet i håb om at finde mere plads på den anden side af oceanet.

Men hvad der får moderne "civilicerede" mennesker til at dræbe og mishandle eget afkom, er for mig, en stadig kilde til undren og afsky.

Og for at blogindlægget ikke skal være alt for deprimerende, vil jeg skrive lidt om, hvad der helt sikkert bliver en af sommerens landeplager hos mangen en teenager. Jeg snakker selvfølgelig om Grand Theft Auto IV, der i går ramte alverdens computerforretninger.

Og jeg må indrømme, at selv om jeg sjældent spiller computerspil nu til dags, ser spillet fantastisk ud. Ikke mindst efter at have set en live stream af spillet, hvor en gut har hooket sin X-Box up til et kamera, så han kan vise omverden, hvor imponerende flot spillet tager sig ud. Så nu sidder jeg blot og venter i spænding på, at PC versionen udkommer. Og jeg har sågar tænkt mig at betale for produktet. Sidste gang jeg havde tegnebogen fremme i den forbindelse, var da jeg købte Fallout II. Og det er sgu efterhånden en del år siden.

I kan følge med i den unge fyrs spilleri (ok, det lyder sgu forkert!) på følgende side: Live stream: GTA IV

torsdag, april 24, 2008

"Hip-Hurra, det' min fødselsdag!"

Så blev jeg sgu et år ældre. Og sådan går tiden sin raske gang. Men trods det ekstra år på bagen, føler jeg mig stadig rask og rørig. Og som alle de gamle siger: Alder er jo blot et tal. :-)

Min afstemning fra sidste uge gav i øvrigt et foruroligende resultat. Hele 42% af mine læsere mener, at poker fylder en for stor del af deres hverdag. Det er trods alt mere, end jeg havde regnet med.

Men det er måske i sig selv ikke så overraskende, da de fleste besøgende trods alt har poker som enten en hobby eller som et arbejde.

Jeg er sikker på, at spurgte jeg på et frimærkesamlerforum, om de mente, de brugte for meget tid på deres passion, ville en stor del måske også svare ja. På den anden side, er poker jo en af de mere risikofyldte hobbyer, da man trods alt flirter lidt med ludomani. Og derfor er 42% måske e tlidt foruroligende højt procenttal. Det kunne også godt tyde på, at netop poker har en tendens til at opsluge ens tid. For når man først har sat sig til bords, så kan det tit være svært at rejse sig. Især hvis enten man er meget bagud eller er i et stort plus. Så vil man jo enten gerne vinde det tabte tilbage, eller udnytte sit momentum.

Næste rundspørge vil sigte på, hvor meget tid, vi rent faktisk bruger på poker. Det må trods alt løbe op i en del timer, når nu der er så mange, der mener, at spillet fylder for meget i hverdagen.

Jeg er i øvrigt i en slags staus quo. Mit overskud er stadig på små 500$, så jeg har ikke ligefrem kørt fremragende. Jeg har sågar tabt på sng's, men heldigvis er jeg en vinder på 5-card draw, og det opvejer nogenlunde hinanden. Jeg håber at kunne komme op på ca. 1000$ i profit inden månedens udløb. Men det kræver så også, at jeg igen begynder at sparke mås på 27- og 35$ bordene. Jeg vil dog gøre mit bedste.

onsdag, april 16, 2008

Endelig lidt fremgang

Efter en sløv periode rent pokermæssigt, mærker jeg endelig lidt fremgang. Jeg spiller stadig kun et sæt eller to om dagen (15-30 sngs), så fremgangen skal tages med et gran salt. Men for måneden er jeg nu oppe med ca. 475$ efter 177 spillede sngs. Men mere vigtigt, kan jeg mærke, at lysten til at spille, er vendt retur. Jeg skal nærmest tvinge mig selv til at nøjes med maks to sæt om dagen, og det er positivt. Det betyder nemlig, at jeg igen kan spille optimalt. Når fornøjelsen ved poker er lav, er mine resultater ofte elendige. Sådan er det som regel - Jeg fungerer dårligt i modvind, og det er noget, jeg efterhånden har lært at acceptere. Derfor nøjes jeg også med blot et par sæt dagligt, for jeg vil nødig ryge ind i en stime, som den jeg havnede i sidst i marts. Det resultere jo som bekendt i en hel måneds pause. Så hellere køre dårligt ét sæt af gangen, og så gå i en dags tid og tygge lidt på nederlaget. Så er den dårlige smag i munden væk næste dag, og jeg kan igen spille optimalt. Det er kun i weekenderne, når jeg ikke har andre planer, at jeg tillader mig selv lidt mere action på bordene.

Jeg spiller i øvrigt stadig HU sngs, og det er den eneste grund til, at jeg ikke er et stykke over de 500$ for måneden. Jeg taber nemlig som en hækkeløber uden ben, og det er noget, der går mig lidt på. Jeg nægter simpelthen at acceptere, at jeg ikke kan slå fiskene nede på 22$ bordene. Det pisser mig ærlig talt af i en grad, så jeg bliver stædig.

I fredags slog jeg mine folder i et værtshus på Frederiksberg. Her endte jeg med at spille Snyd (Tænkeboks) det meste af aftenen med en flok kammerater. Vi startede traditionelt med at taberen gav en omgang, men til sidst fik jeg lokket en eller anden gut til at spille om hundredelapper. Det gav hurtigt gevinst, og jeg gik derfra med et lommerne fulde af sedler. \o/

Snyd er lige så meget et spil om at kunne læse modstanderne, som det er et spil om terninger. Og her komplimenterer almindelig pokerviden flot. Vi er jo trænet til at aflæse "betting patterns", hvilket er alfa omega, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at vinde HU i det spil... Bare der var en side på nettet, hvor man kunne spille Snyd. Det var der måske et marked for?

mandag, april 14, 2008

5 Card Draw: Gratis penge til de tålmodige

Hvis sng'sne ikke rigtigt kører, og jeg trænger til en succesoplevelse, er der altid 6-max 5 card draw på PokerStars. De fleste modstandere har nemlig intet begreb om, hvordan spillet skal spilles, og når man sidder ved bordet, føles det næsten som at være tilbage i skolegården, hvor kammeraterne ofte limpede med alle par, alle draws, og alt andet, der bare så en smule interessant ud.

Derfor er der en absolut sikker strategi for de tålmodige: Fold alle par under JJ fra ep og mp, spil alle gode hænder med et raise pf og limp med bag andre limpere med 4-flushs i et passivt spil. Så simpelt er det. Næsten.

Sidder du i LP med fks. et par bønder, kan du komme ind med et raise, hvis mindst to af dine andre kort inkluderer enten en dame, konge eller es. Det betyder nemlig, at der er færre høje parmuligheder hos de resterende modstander, hvilket øger chancen for et fold. Re-raises skal altid respekteres. Især hvis de er store. Det er nemlig ikke som i hold'em, hvor der er flere budrunder. I draw er der kun to. Før og efter dit draw. Derfor er man nødt til at raise sine rigtig gode hænder mere end man ville i NLHE, da du kun får én yderligere chance til for at hive lidt penge ud af modstanderne.

Og sidder man med et par i konger og en fra EP åbner, bør man folde. Et enkelt par i draw er sjældent værd at spille i en raised pot. Det gælder også to små par i et tight game. Sets er den mest normale vinderhånd, og derfor skal man være påpasselig, når man ser andre åbne potten. Jeg re-raiser fks. kun sjældent med de små sets (222-777), og næsten aldrig med to par uden esserne (fks TTQQ re-raiser jeg kun, hvis jeg sidder i BB og SB åbner med et raise) og ALDRIG med blot AA.

Du skal i øvrigt undgå at beholde esset. Lad os sige, at du sidder med KKKA7 og vælger at bytte et kort. Her skal du smide esset, da sandsynligheden for, at der allerede er mindst et es i spil, er større end, at der er 7'ere i de andres hænder.

Og bluff kun sjældent. Det kan ikke svare sig at åbne med dårlige hænder fra LP i håb om at få et fold. Modstanderne har simpelthen for mange kort-kombinationer til, at du får et fold ofte nok. SKAL du bluffe, så gør det med et re-raise. Og kalder modstanderen dit re-raise, kan du stå pat - altså lade være med at bytte kort - hvilket gerne skulle skubbe de fleste hænder af bordet, når du byder et pot-sized bet efter jeres draw (især hvis modstanderen bytter to eller flere kort).

Man skal også være opmærksom på, hvordan modstanderne spiller deres draws. Bytter de tre kort med par på hånden? Bytter de kun et kort med et set? Kalder de raises med flush draws? osv.

Bytter modstanderne fks blot et kort med sets, kan du være rimelig sikker på, at et to-kort draw betyder et par med en god kicker. Bytter de oftest tre kort med et par, skal du være forsigtig når modstanderen kun bytter to. Så er muligheden for et set stor. Bytter de oftes to kort med sets, har de enten to par eller et draw til enten en flush eller straight, når de bytter ét kort. Det vil sige, at du ofte kan byde ud for value, hvis du selv sidder med et sæt efter drawet. Du kan også ofte checke til dem for at lade dem bluffe med en bustet draw eller tro de kan valuebette to par mod dig. Det vil sige, at du kan kalde et bet med to par, hvis du har checket til dem, og de byder ud.

Kalder modstanderen ikke raises med 4-draws, kan du være rimelig sikker på, at han har to par, eller nogle gange et set, hvis han blot bytter et kort.

Netop derfor er det vigtigt, at du varierer din egen strategi. Nogle gange bytter du to kort med et set, andre gange, fks. når dit sæt et af den høje variant, blot et. Det samme med par, hvor du dog ofte bør bytte to kort for at maskere dine sets.

Følger man denne simple strategi, og i øvrigt læser lidt op på spillet via en søgning på Google, er du næsten garanteret en fast indtægt på de mindre borde. Især fordi tilfældighederne (og dermed variancen) er mindre i og med, at der kun er to budrunder. Og så har du i øvrigt bedre muligheder for at læse modstanderne, da de jo er tvunget til at bytte kort.

Så, nu har jeg skrevet alt, hvad jeg ved om spillet. Og tro mig, det er rigeligt for at vinde i det lange løb på fks. 50$ bordene og sågar på .5$/1$ niveauet.

Men jagter du den hurtige gevinst, er draw nok ikke noget for dig. Tålmodighed er absolut påkrævet, da det gælder om at vente på sine hænder, og da der ikke er så mange budrunder, mindsker man også potstørrelserne og dermed det "rush" som NLHE giver, når man stadig har en modstander hængende på river.

PS. Tag mine råd med forbehold. Jeg er ret sikker på, at jeg senere vil lave en blogpost, der vil sætte en del af disse råd til skamme. Jeg lærer noget nyt hver gang, jeg spiller, så jeg forventer ikke, at disse råd er optimale på et rent strategisk plan. Men på de mindre limits, virker de nu meget godt, da der er plads til en gedigen fejlmargin, da de fleste modstandere spiller rent ud sagt elendigt. :-)

lørdag, april 12, 2008

Tilbage på plus for måneden

Jeg fik spillet to sessions i dag, og de forløb fint. 31 sng's gav et plus på 298$ (ROI 33%), hvilket må siges at være veltrængt. Jeg var nede for måneden med små 200$, så det er rart at kunne se grønne tal igen i Pokertracker. Jeg har dog kun spillet 103 sngs indtil nu, så det er stadig ikke meget, jeg får spillet. Det kunne jeg godt tænke mig at lave lidt om på, så i morgen regner jeg med at give den en skalle.

Jeg har også en reload bonus på 120$ at hente hjem, så incitamentet er der. Desværre er jeg røget helt tilbage i PokerStars reward hierarki, og er derfor bronze star. Det betyder, at jeg ikke optjener de mange points, jeg skal bruge for at kunne købe mig et nyt fjernsyn. Men jeg skulle gerne nå gold star i denne måned, så der er da lys for enden af tunnellen.

Spillet fungerer fint trods den lange pause, og det er også herligt. Jeg har et par spots, hvor jeg måske er lidt for passiv, men så længe jeg er bevidst om det, kan det fixes. Sådan er det tit, når jeg vender tilbage efter en pause. Jeg skal lige have fundet mit mandsmod, før jeg oppee aggressiviteten. Det har vel noget med selvtillid at gøre.

Og så er jeg flyttet i et rækkehus, hvor jeg tidligere boede i en lejlighed på 3. sal. Det er noget af en forandring pludselig at have have, to etager og stor kælder. Jeg har ikke møbler til at fylde pladsen ud, og jeg mangler stadig at købe gardiner. Så i øjeblikket hænger der et hvidt lagen for vinduerne i stuen, og da haven ser ud af helvedes til, kan man let få det indtryk, at der bor en eller anden sølle junkie. Så jeg tager ud og shopper forhåbentlig allerede mandag, så jeg kan få rettet lidt op på den pinlige situation. :-)

onsdag, april 09, 2008

Når halsen brænder

Jeg har ligget syg de sidste par dage med halsbrand. Som de fleste ved, er halsbrand noget nær den mest irriterende uskadelige sygdom man kan have. Hver synkebevægelse gør ondt, appetitten er væk, og man har mest af alt lyst til at lægge under dynen indtil smerten forsvinder.

Alligevel er der blevet tid til en smule poker. Lysten er så småt ved at vende retur. Efter en måneds pause føler jeg mig dog rimelig rusten, så jeg forventer ikke de store resultater, de første par dage. Min målsætning er et sæt om dagen. Det vil sige 15-20 sng's hver dag, og så må vi se, hvad der sker.

Jeg vil også begynde at blogge lidt mere fremover. Da mit pokerspil stadig er på vågeblus, bliver der nok mest skrevet om andre ting, jeg lige falder over. Men jeg vil da forsøge at smide lidt pokerstrategi i mikset fra tid til anden.

PS. Ja, min post 1. april var selvfølgelig en aprilsnar - Oven i købet en af de mere ringe af slagsen. :-)

tirsdag, april 01, 2008

Aarsagen til min lange blog-pause:

Jeg har ikke blogget i et stykke tid nu. Det beklager jeg. Men undskyldningen er saa god, at jeg er sikker paa, at i tilgiver mig. I skrivende stund sidder jeg ombord et fly paa vej mod Kennedy Space Center (derfor kan jeg ikke bruge danske skrifttegn), hvor - og hold nu fast - rumfaergen Discovery er ved at gennemgaa sidste pre-flight checks inden lift-off praecis 5:01 p.m. EDT d. 31. maj.

Og hvad laver jeg saa der, er der sikkert en enkelt nysgerrig laeser, der spoerger.

For godt tre aar siden vandt jeg 1. praemien i et stort anlagt spansk realitity-show (jeg er halv spanioler), hvor 1. praemien var en sponsoreret tur ud i rummet med en privat rumfaerge. Vi har haft noget lignende i Danmark engang.

Desvaerre blev turen aflyst, da firmaet, der skulle have floejet os derop, gik konkurs. Men jeg stod paa stand-by i det tilfaelde, at der ville blive aabnet op for en ny mulighed.

Og det er der nu. I de sidste tre uger har jeg derfor gennemgaeet diverse tests i Japan sammen med en gruppe japanske videnskabsfolk, der skal installere et nyt laboratorium deroppe.

Det er foerst nu, at jeg har faet lov til at "sladre" om min heldige situation, og i kan derfor laese om hele historien i Politiken i morgen, der har sikret sig de danske eksklusiv-rettigheder fra det spanske TV-selskab TVE.

Ifoelge planen docker vi med den Internationale Rumstation (ISS) allerede 1. juni, og vi forventes tilbage 11. juni, hvor vi - forhaabentlig - kan traede sikkert ud på AFB Hoedspruits landingsbane i Sydafrika.

Er tvunget til at logge af, da vi skal til at lande, men hvis jeg faar tid i morgen, vil jeg skrive en mere gennemgaende opfoelgning til historien her. Ellers kan i laese det meste i Politiken i morgen.