Kære Facebook...

Ovenstående sikkerhedsspørgsmål mødte mig, da jeg for nyligt ville logge ind på Facebook. Det fik mig til at forfatte følgende åbne brev til Facebook:

Kære sikkerhedsspørsmålsanvarlige hos Facebook

Jeg ved, du har travlt med at udtænke snedige sikkerhedsspørgsmål, men jeg har lige et par hurtige spørgsmål, hvis du ellers har tid.

Først og fremmest vil jeg gerne understrege, at jeg udmærket forstår vigtigheden af at forskanse os brugere fra de farlige cyber-kriminelle!
Men behøver dine spørgsmål være så snedige, at det kun er brugere fra stabile kernefamilier, født før 2. verdenskrig, der kan svare på dem?

Jeg gætter på, at flere af mine Facebook-venner, ligesom mig, har svært ved at svare på dine spørgsmål, især med tanke på, at vi jo skal kunne huske svaret og gerne svare korrekt, hvis vi i en fjern fremtid skulle glemme vores password til jeres ellers ganske fine, omend noget snagende, hjemmeside.

For eksempel er der ikke mange i min omgangskreds, som vil kunne huske deres lærers efternavn. Forstår du, jeg er ligesom mange af mine jævnaldrende født og opvokset i et undervisningsmiljø, hvor vi ikke behøvede at adressere vores lærer ved efternavn - og vi havde faktisk flere af dem!
Jeg gætter på, at vi med mere en en enkelt underviser skal tænke på vores klasselærer? Hun hed for mit vedkommende bare Anja, og hun var faktisk rigtig streng! Hun sendte mig uden for døren for de mindste ting... Måske har jeg glemt efternavnet, fordi jeg har fortrængt det?

Det næste spørgsmål er altså ikke lettere. Hvor er min mor født, spørger du. Er jeg i et humoristisk lune, vil jeg svare "på sygehuset", men for det første vil det sikkert være løgn, og for det andet vil jeg have glemt det, når jeg om føje år sidder gnaven og stresset i min flyvebil og har svært ved at logge ind på Facebook.
Jeg regner da også med, at du mener min mors fødeby? Det eneste jeg lige kan huske er, at det var i en lille landsby et sted vest for Køge.
Jeg kan selvfølgelig altid ringe til min mor, men jeg er ikke sikker på, at hun også vil være der til at hjælpe mig, når jeg sidder i desperat i flyvebilen og har brug for at læse, hvem det er, der nu har lagt billeder af deres børnebørn på Facebook.

...Og jeg boede altså ikke i en gade, da jeg var otte år gammel. Jeg boede i et af de der nymodens boligkvarterer i en forstad til København.
Kvarteret kan i øvrigt staves på flere forskellige måder, og jeg er derfor lidt i tvivl om, hvilken stavemåde jeg bedst vil kunne huske. Har det i øvrigt nogen betydning, om jeg skriver med store eller små begyndelsesbogstaver?

Dit næste spørgsmål viser, at du bestemt er en sympatisk person. Du har nok tænkt, at hvis brugeren ikke kan huske deres 1.klasseslærer, så kan de da med sikkerhed huske deres 3.klasselærer.
Jeg er nok bare en af de uheldige, der gik i en af den slags kommuneskoler, hvor lærerne ikke automatisk overgik til efternavne på tredje klassetrin... Jeg tror i øvrigt, at vi havde endnu flere lærere i 3. klasse, end i 1., så valget er blevet endnu sværere! Jeg havde blandt andet to klasselærere og en rigtig dygtig matematiklærer, som hed Christian.

Til sidst spørger du mig om, hvad min bedstemor og bedstefar beskæftigede sig med. Det er meget muligt, at dine børnebørn for altid vil huske dig for dit arbejde som sikkerhedsspørgsmålstiller for Facebook, men mange af os andre har haft flere forskellige job i vores levetid, og det havde mine bedsteforældre sikkert også. Hvem af dem mener du i øvrigt? Dem på min mors eller fars side?

Kærlig hilsen

En fortvivlet bruger

Og med dette åbne brev vil jeg nu læne mig tilbage og afvente svar fra den Facebook. Det kan ikke tage lang tid...

Den dag "Forbuds-Sverige" flyttede til Danmark

De fleste kender sikkert nu til politiets nye påhit for at komme hash-handelen på Christania til livs. Nye smarte elektroniske "hash"-sniffere gør det muligt for ordensmagten at fratage bilister deres kørekort i tre år ubetinget for at have røget en joint op til tre dage efter indtagelse.

Er det fair?, begynder flere og flere helt almindelige borgere at spørge på diverse netaviser og forummer. Mange er forundret over det nye tiltag, der med en enkelt spytklatanalyse har kriminaliseret en stor og diversiv del af den danske befolkning.

Det er nemlig ikke kun hashtumperne på Amagers gamle bastion, som risikerer at miste deres køretøj. Det er også den bankansatte, der på grund af stresset fra sin arbejdsgiver, der kræver mere salg til kunderne, tager en joint om aftenen. Han vil ikke drikke et glas rødvin, for han husker stadig sin alkoholiserede forældre, der hver aften spritstive gik i seng, blot for at tage på arbejde dagen efter, omtågede og øre efter nattens diskussioner.

Det rammer også den unge fremadstormende politiker, der til en fest tog imod en hashkage, og tre dage efter kan læse på Ekstra Bladet, at han pludselig er en narkoman uden kørekort.

Modargumentet lyder, at det kun er fair, når det nu beviseligt nedsætter køreevnen, når man er høj af hash.

Dem der argumenterer sådan har misset problemstillingen. Selv vores egen Sundhedstyrelse skriver, at effekten af en joint er væk cirka 24 timer efter indtagelse, og at der ingen synlige effekt er på kørslen efter det tidsrum. Talrige undersøgelser bakker op om påstanden.

Så hvorfor skal bilister trues på deres levebrød for en forbrydelse, der mangler et offer? Hvordan kan vi i et land, der tidligere hånende omtalte vores broderland som "Forbuds-Sverige" pludselig tillade, at vi nu straffer folk for en forteelse, der ingen negativ effekt har på trafiksikkerheden, blot fordi politiet ikke magter at gøre noget ved hashhandelen på Christiania?

Hvorfor får den alkoholiserede far, der bliver snuppet i spritkontrollen med 0,6 promillei blodet, ikke frataget sit kørekort i tre år? Hvilket signal er det at sende hans søn, der måske hellere vil hygge med en joint foran computeren end at smadre spritstiv rundt på Strøget med fare for at blive pandet ned af en anden spritstiv stodder? Han vil gøre sig klogt i at finde vinåbneren frem og sætte sig sammen med mor og far. I hvert fald ifølge politikerne på Christiansborg.

Jeg græmmes, og i dag, for første gang i mit liv, skammer jeg mig over at være dansker. :-(

Reality som du aldrig har set den før

Jeg er oprørt! Det har jeg egentlig været i et stykke tid nu. Faktisk lige siden jeg opdagede, at et af mine reality-yndlingsserier "World Worst Tenants" er rent skuespil.  :-(

 Normalt gider jeg ikke bruge tid for meget tid på at se reality-tv, men lige netop denne her serie fangede min umiddelbare interesse. Man følger et team bestående tre professionelle "viceværter" med speciale i at opkræve udestående husleje og behandling af naboklager. Opgaverne kommer fra udlejere, som er bange for selv at konfrontere udlejerne. Var programmet optaget i Danmark ville det hurtigt blive kedeligt og monotont, primært bestående af politibesøg til fester og husspetakler, men i USA, landet som flyder med våben og gale mennesker, kan alt ske. Det var mit ræsonnement for at se første afsnit.

Og gale løjer skete i den grad! Hvert afsnit viste sig at være bonanza af skøre begivenheder!: En mand opdages efter tre ufrivillige dage i et badekar, en tilfældig gaslæk afslører en pervers stodder med videokameraer installeret i naboernes badeværelser, en gal motorcykelbande bliver konfronteret på den mest bad-ass måde, krokodiller opdages gemt i badekar, dværge opdages stuvet sammen i  et soveværelse og hvad ved jeg!

Til sidst blev det for meget. Min mistanke blev første gang vakt efter at holdet havde reddet en ganske overvægtig ung fyr ud af sit badekar. Han havde været fanget i tre dage ude af stand til at komme op, men på en eller anden måde var hans hår stadig perfekt og skægget nyklippet. Jeg hoppede på nettet, for det virkede uægte. Producenterne proklamerede dog stolt, at det var ægte reality-tv og intet tydede på, at scenerne skulle være opdigtede. Såfremt ville det vel have stået tydeligt i starten, som man ser i andre serier som lader sig inspirere af virkeligheden?

Nettet afslørede den ækle sandhed: I rulleteksterne, i ved dem der ofte er klemt ned i bunden af skærmen, mens tv-stationen reklamerer for det kommende program, stod, at "visse" scener er inspireret af virkelige begivenheder, flere af dem endda optaget med afdankede pornoskuespillere. (Ok, det sidste stod der ikke, men det er sandt)

Hvad fanden er meningen?! Det er en bevidst omgåelse af sandheden at lade seerne forstå, at det er ægte "reality"-tv og ikke opdigtet og så gemme sandheden af vejen et sted, ingen kigger. Værre er, at det er accepteret og langt mere omfattende, end man, som den gennemsnitlige naive tv-seer (mig!), skulle tro.

I min søgen efter svaret på min oprindelige mistanke faldt jeg over flere skræmmende eksempler på skjulte sandheder i reality-branchen. Et andet program som åbenbart også har en lemfældig omgang med virkeligheden er American Pickers, et realityshow som følger to mænd, som rejser rundt for at findfe skatte i andres gemmer. 

Serien er klassisk opbygget fortællermæssigt ved, at vi først bliver introduceret for en række genstande, som til sidst i programmet bliver vurderet. Mellemtiden bliver brugt på at finde ud af mere om genstandene, og det kan tit være ganske spændende og informativt. Problemet er, at der veksles mellem virkelighed og skuespil uden at informere tilskuerne.

Et eksempel kan findes ved at studere disse to fotos. Det første viser en enøjet ekspert i cirkusbannere, som bliver brugt i American Pickers.

Her er han igen, denne gang som ivrig opkøber i et andet realityprogram "Baggage Wars". Om ikke andet så må der være sket en del i mandens liv mellem de to fotos for at forklare forskellen.

Det beviser selvfølgelig ikke, at de to shows er falske, men det viser, at sandheden er en størrelse, som man kan manipulere som man lyster. Det er ikke tillidsvækkende.

House Hunters, et andet populært reality-show, dog ikke i Danmark. Konceptet er nu ganske kendt. Man følger et par, som skal købe hus. De skal ud at se på tre huse for at beslutte sig, og man får som seer lov at følge deres gennemgang af hvert hus. Til sidst bliver det så afsløret, hvilket hus de købte.

Problemet er, at ofte så er to af de tre huse slet ikke til salg, og parret har for længst underskrevet købsaftalen med det sidste hus. Jeg kan ikke verificere for ægtheden i linket, men der er tilsyneladende flere med samme oplevelse, hvilket kan læses i kommentarerne til en video af parrets medvirken i showet, en video som desværre ikke er tilgængelig længere.

Når man faker så vigtig en del af hele showets præmis, hvad er der så tilbage at vise? Hvilken relevans har det at følge et tilfældigt par gennem to huse, som de ingen intentioner har om at købe? Jeg skal ikke kunne sige om den samme kynisme gør sig gældende for realityprogrammer optaget i Danmark, jeg håber det ikke.

Af andre serier som er under mistanke kan nævnes:

Operation Repo - Et program som ligner World Worst Tenants. Også her bliver der brugt script og skuespillere.


The Cardassians - Man lader seerne tro, at alle scener er ægte, selv om enkelte er optaget på et set i et studie.

Iron Chef - Den "hemmelige ingrediens" er tilsyneladende kun hemmelig for seerne.

America Got Talent - Tilskuerne bliver tilsyneladende instrueret i, hvem de skal heppe på og buuh'e af.


Det forarger mig ikke så meget, at visse dele af et show er opdigtet så længe det forbedrer min seeroplevelse, men når det sker, så skal producenten sgu være ærlig omkring det og vise, når vi forlader virkeligheden og bevæger os over i skuespil og script. Ellers bør de kalde det noget andet end et realityshow.

Selv om vi i Danmark har højere standarder end i USA for reality-tv, så kan vi ikke tillade os at kaste med for store sten. DR's serie Sporløst bliver kritiseret for at have opsporet personerne på forhånd for derefter at rekonstruere en spændende virkelighed.

Der er ikke reality-tv per se, men det er tæt på. Det er sikkert flere eksempler derude, men det her var, hvad min korte søgen på nettet bragte frem. Man kan kun håbe, at der snart bliver kastet lidt mere lys på det her, så vi i fremtiden kan sikre os en vis form for autencitet, når en tv-udbyder kalder noget for reality-tv. Ellers mister ordet sin værdi.

Bør man torturere ekstremister?

Mød Khalid Shaikh Muhammed/Mukhtar al-Baluchi, også kaldet "The Brain", Hjernen. Et stygt barn har mange sære navne, og ham her flere end jeg orker at remse op.
Mandens navn og mange aliaser er fremmed for de fleste, et navn som kunne tilhøre pizzamanden eller taxachaufføren, men Hjernen er bagmanden til stort set alle større terrorangreb, som er udført i de sidste to årtier.

Han stod bag planlægningen af 9/11, han orkestrerede bomben under World Trade Center i 1993, han var i Nairobi samme dag den Amerikanske ambassade blev sønderbombet, han var i telefonisk kontakt tre timer forinden med den selvmordsbomber, som den 11. april 2002 bombede en synagoge i Tunesien. Han var den selvsamme mand som i 2002 - og foran snurrende kamera, blæste hjernen ud på den amerikanske Wall Street journalist Daniel Pearl. Han var manden, der hyrede en ung muslim, som den 22. december 2001 forsøgte at sprænge en bombe gemt i sålen på en sko ombord et fly. 

I dag er hans navn US9KU-010024DP. Navnet blev sikkert givet til ham af en computer i det berygtede amerikanske torturfængsel Guantanamo, hvor han i øjebelikket opholder sig - på ubestemt tid.

Tidligere i år udgav Wikileaks en række hemmelige dokumenter med data på fangerne i Guantanamo. Validiteten af dokumenterne er god, men tag oplysningerne med det forbehold, at kilden ikke er identificeret. De stammer højest sandsynligt fra ex-soldaten Bradley Manning, ham der blev idømt en streng fængselsstraf i USA for at lække millioner af klassificerede dokumenter til Wikileaks.

I GTMO-papirerne, som dokumenterne bliver kaldt, bliver fangernes liv udredt i stor detalje. Vi kan for eksempel læse, at Hjernen havde sin tidligere opvækst i et rigmandskvarter i Kuwait, og at han allerede blev involveret i Jihand som 11-årig gennem et familiemedlem.  Som 16-årig blev han medlem af Det Muslimske Broderskab.
Vi kan også læse, hvordan han gik på et college i North Carolina, USA og senere uddannede sig som ingeniør på et amerikansk universitet. Senere arbejdede han for flere internationale virksomheder i højt respekterede stillinger.

Mere interessant er læsningen dog om, hvilke terrorist-operationer Hjernen planlagde i det skjulte sammen med sin kumpan Osama Bin Laden.

Miltbrand
Vi starter i den milde ende af terrorist-skalaen. "The Brain" eksperimenterede med miltbrand på hunde i et forsøg på at inficere vesten. Det foregik længe i et hemmeligt laboratorium i Kandahar, den næststørste by i Afghanistan, men efter at Al Qaida (ifølge fangedokumentet og nyt for mig) havde forladt Afghanistan, forsøgte han at oprette et lignende laboratorium i Pakistan, lige syd for grænsen til Afghanistan. Historien melder ikke om, hvor langt han nåede med eksperimenterne.

Bojinka-planen
Planen her er nok mere et komplot og gik blandt andet ud på at kapre 12 fly på samme tid og styrte dem i Stillehavet. Til formålet havde han hyret flere af bagmændene fra World Trade Center i 1993, og de havde skaffet finansiel opbakning gennem en nu død muslimsk leder, Abdullah Azzam.
Ud over de 12 nedstyrtede fly var det også planen at tage livet af ingen ringere end pave John Paul d. II og den daværende amerikanske præsident Bill Clinton. Det skulle ske under deres respektive besøg til Filippinerne. 

Panama-kanalen
Ja, heller ikke den livsvigtige handelskanal var hellig for terroristerne. Hjernen sørgede i 2001 for at sende en underordnet til Panama for at se, om det var muligt at sænke amerikanske skibe i sejlrenden med bomber. Det var det åbenbart ikke.

Sega-bomber
Kreativiteten fejlede bestemt intet hos folkene omkring Hjernen. Der var blandt andet planer om at bruge en ung 19-årig Al-Qaida sympatisør til at bygge små fjernstyrede bomber ind i spil til konsollen Sega. Det er før 2008 det her, skal i lige huske. Den plan lykkedes heller ikke, for i 2008 kom det frem, at teenageren sidder og rådner op i Guantanamo.

Der Endlösung
Intet mindre end en nuklear helvedesstorm blev planlagt. Ifølge Hjernen er Al-Qaida i besiddelse af en uranium til konstruktionen af atombombe, som måske - måske ikke, allerede er bygget og nu befinder sig et sted i Europa.

Bomben var planlagt til at blive udløst, såfremt Osama Bin Laden blev dræbt. Det skete som bekendt ikke, så den del af planen havde intet hold på sig. Men bare tanken om at de skulle sidde med beriget plutonium er skræmmende.


 Mange flere mere eller mindre skøre påfund er blevet planlagt af den i sandhed skræmmende hjerne bag Al-Qaida og hans underordnede.
Måske ligeså skræmmende er det faktum, at ingen af de ovenstående informationer var kommet for dagens lys uden brugen af tortur - eller hvad amerikanerne forsøger at udvande med formuleringer som "water-boarding" og "sleep deprevation methods".

Det er let at sidde her i trygge Danmark og fordømme brugen af tortur, men når man så læser, hvilke ting der kommer for dagens lys ved brug af den, så er det svært for mig at være alt for hellig.
Ja, jeg fordømmer skam og nødvendigheden af så stygge metoder, men stod valget mellem at holde den kollektive vestlige ære i behold og redde London eller København for en atombombe, ja så ville det ikke tage mig mange sekunder at finde boltsaksen frem.

Next Stop: Who the f.... knows?

Jeg havde en underlig drøm for et par uger siden, som jeg stadig husker tydeligt.

Det var mørkt, koldt og ensomt. Vægge af metal, kolde at røre ved, men altid inden for rækkevidde.
 Et enkelt rundt vindue befandt sig midt mellem alle væggene, ikke større end mit hoved, og det gav et glimt af et viderunderligt udkig til en bizar verden uden for. Jeg husker stadig følelsen af overvældelse af at nærme mig vinduet, nysgerrig til, hvor jeg befandt mig. Synet af at kigge ud over et forladt kuperet terræn, følelsen af en mægtig tomhed ved synet af vores lille blå planet, som hang blot et par grader over horisonten, lige midt i alt intetheden, det var overvældende.

Jeg vågnede på et tidspunkt kort efter, badet i sved og med en klar følelse af at være vendt hjem fra et af de mest ensomme steder i hele universet. Et par dage senere læste jeg en nyhed, som fik hårene til at rejse sig på armene.

Det skal meget snart være muligt at melde sig til et reality program om at være blandt de fire første, der lander på Mars. Mars af alle steder! Og så er det oven i købet en envejs-billet.

Konceptet er lige så skørt, som det er fantastisk nutidigt. Det er helt sikkert noget, vi vil le ad om et par årtier, men præmissen er, at nogle spekulanter vil holde en reality-konkurrence, hvor præmien for de fire udvalgte vil være en envejsbillet til den røde planet. Meningen er, at de skal etablere en base til kommende reality-deltagere, og det hele vil blive fulgt hjemme i stuerne nede på Jorden langt, langt væk. Alle på jorden kan søge om at være med, og hele jorden vil være med til at stemme deltagerne om bord i rumraketten.

For ikke så forfærdelig mange år siden, var den tanke næsten umulig at foretage sig. Ja, man kunne forestille sig alle mulige ting om at komme til Mars, men som en del af et reality-program sponsoreret af et privat firma og uden returbillet? Næppe!

Tanken om at rejse til Mars lyder på overfladen som en romantisk og lidt håbløs tanke efterhånden. Måske NASA vil være i stand til det en skønne dag, men at det allerede er så langt i planlægningsproces, at de allerede vil udvælge deltagere til næste år kommer bag på mange, særligt dem fra før Internettet blev opfundet.

Da jeg var ung, en tid hvor brun fløjl var på højeste mode, og en rumraket var noget man købte i Fætter BR eller så i formiddagsmatineen på den eneste danske TV-kanal Danmarks Radio. Dengang, og det er skam blot i starten af 1980'erne, råbte vi altid "hallo", når vi kom hjem. Mobiltelefonen var ikke opfundet, og derfor vidste man sjældent, om der nu var nogen hjemme, når man kom ind ad døren. Når man skulle lege med kammeraterne, så gjaldt det om at lave aftalen i skolen, for var man først fløjet fra skolegården, så var man i bund og grund "off the grid". Man kunne være allevegne og ingen steder, og ingen anede en skid om, hvor nogen var, hvis ikke de lige var inden for synsvidde.

Jeg husker, at jeg en dag, i forbindelse med en ordentlig druktur i starten af 90'erne, havde en dyb snak med en god ven om fremtiden. Jeg havde netop anskaffet mig en diktafon, og vi besluttede at optage vores gæt for, hvordan fremtiden ville se ud om 20 år.

Mit første gæt var flyvebiler. Det var også mit gæt for nyligt, da jeg blev bedt om at gætte ti år frem. Dengang i 9'erne var jeg sikker på, at verden i 2010 ville være et sted, hvor vi alle fløj rundt imellem hinanden i vores flyvende biler.

Min ven var ikke så optimistisk. Om tyve år ville al indlandsis være smeltet for længst, og verden ville være så knap for ressourcer, at krige ville rase uafbrudt. Hvor han forestillede sig et dystopisk samfund, forestillede jeg mig et mere frit, oplyst og krigerløst samfund.

Ingen af os fik ret. Jo, min ven, mere end mig, men ingen af os kunne ane, at man tyve år senere ville skrive internettet med lille i, at en bærbar telefon kunne rumme mere regnekraft end alle computerne i hele min hjemby på daværende tidspunkt, og at jeg kan smide mig under en laserstråle og blive nærsynheden kvit for altid for mindre end en månedsløn.

Ingen af os havde fantasi til at forestille os, at verden ville se så anderledes ud, som den gør i dag.

Og nu skal vi snart til Mars. Eller månen, hvis man er til mere hjemlige himmelstrøg. NASA, Rusland, Kina og private firmaer knokler i øjeblikket løs på at forberede minebaser på månen og Mars, månebaser, som skal være forløbere for et permanent samfund. Mange forventer at have en permanent beboelse på månen om mindre end 20 år.

Det var faktisk med i min fremtidsversion dengang, nu når jeg tænker efter! Aldrig havde jeg dog kunne forestille mig, at man blot 20 år senere ville have udviklet en teknologi avanceret nok til at udvinde vand og ilt ud af månesten. Det har man nu. Jeg havde heller ikke forestillet mig, at jeg - lille mig - ville have en bare en minimal chance for at bosætte mig på Mars. Men det kan jeg i princippet nu. Jeg havde sågar heller ikke forestillet mig, at man kan købe biler i dag som kører på ren ilt. Det kan vi nu.

 En playmobil som kører på luft? Hvad skete der med flyvebilerne?!?

Ray Kurzweill, en ofte hyldet fremtidsforker på denne pokerblog, er overbevist om, at den første person som bliver 1000 år allerede er født. Han er så sikker, at han tager flere hundrede piller daglig for at neddæmpe aldringseffekten, hvilket han også er overbevist om snart er en saga blott. Han tror på en eksponentiel vækst i den teknologiske udvikling, som vil ramme et punkt om cirka 30 år, hvor udviklingen vil gå hurtigere, end vi mennesker kan følge med. Vi bliver derfor nødt til at integrere os med maskinerne, med den teknologi, som vi ikke selv kan udvikle; Cyborgs som vil være ét med maskinerne, men også udødelige og nærmest guddommelige.

Og så har jeg slet ikke talt om mulighederne inden for nano-teknologien, eller de vidunderlige opdagelser forskerne gør om universets gåder i øjeblikket i den gigantiske artikelaccelerator i Schweiz. Begge ting kan om få år vende op på alt hvad vi i dag tror er muligt.

Tak skæbne for en fremtid vi har foran os de næste par årtier!

Til alle trolls: Tror i virkelig, at i er urørlige?

Her kommer, hvad amerikanerne ynder at kalde "a cautionary tale".

Det er historien om en ung fyr, der kom til at fyre lidt for meget lort af om sig selv på nettet. Det er historien om en mand, der måtte lære, hvor langt fremmede mennesker kan gå for at fucke dit liv op, hvis du spiller for smart.

Manden hedder John Decyk, og hans brøde var simpel. Han pralede af at være en MMA-fighter ( (Mixed Martial Arts for de uindviede) med et prangende generalieblad. Han pralede af sine mange gerninger som bounty-hunter, frivillig brandmand, hans fars død som brandmand under 9/11-angrebet, hans fortid som marinesoldat, og meget mere.

For mange er det blot endnu en række uskyldige pralerier i en endeløs stribe af "falske profeter" på nettet. Men denne gang var det noget andet. Den relativt uskyldige selvpromovering skulle ende med at blive John Decyks største mareridt. Et mareridt, der ville ende med fængselsstraf, selvmordsforsøg og en evig forfølgelse.


Det starter

En tilfældig februardag i 2009 falder et medlem af MMA Underground over en side på Wikipedia med en ganske imponerende 23-årig MMA-fighter. En fyr ved navn John Decyk praler med at have slået over 50 modstandere i gulvet. Brugeren opretter straks en ny tråd med titlen: "Check out this fake fighter"


Kort efter begyndte brugerne på et af sidens sub-forums "The Underground" at redigere i wikipediasiden.

Wikipedia blev hurtigt trætte af at læse om John Decyks interesse for dyresex og lukkede undersiden.

Det stillede dog ikke brugerne på Underground tilfredse - langt fra. De begyndte i stedet at stalke ham online. De fandt hurtigt hans Myspace-side, hans telefon-nummer, private billeder, emailadresser til hans venner og familie. De fandt ud af alt, hvad den stakkels mand nogensinde havde skrevet på nettet, både under hans rigtige navn og hans aliases. Det hele blev gjort offentligt på forumet.

En af brugerne ringede efter lidt tid til hans mor. Hun forsvarede ham bravt Hele John Decyks familie blev svinet til, billeder cirkulerede af søstrene, mails blev skrevet til dem alle.


Fanget i Cyberspace

I starten forsøgte John Decyk at svare tilbage. Han skrev mange vrede svar på de mange mails og som respons på opkaldene til familien. Det vækkede blot gruppen af de anonyme medlemmer af Underground. De lugtede blod. Enkelte af brugerne gjorde det til deres livsmission at ødelægge denne unge mands liv.

De oprettede en falsk Myspace-profil i John Decyks navn og begyndte at maile alle hans venner og familie med linkes til alt det lort, han havde løjet om sig selv. De fik hans venner til at poste en falsk bekendelse fra John Decyk på deres egne boards, hvor han undskyldte for alle hans løgne, og forklarede at han var gået i behandling.

De fik fat i en af mandens ekskærester gennem den falske Myspace-profil. Ved hjælp af en fiktiv kæreste til John fik de gjort hende tilpas jaloux til, at hun røbede alle hans hemmeligheder. Blandt andet, at han har en kønssygdom, og at hans far var død af AIDS. Her er en af de mange svar fra ekskæresten:

Hun every thing that comes out of his mouht is a lie he never was a fighter he was never in the us milatary... dad died from aids that is true all the things that r on his wall izs fake. he is nothin but a bum that wants to live off of mom. and all i can say is get ouT wail u stil can cuz u well anx 1 can do better than hin. trvst me thd day i left up there we where stil 2 gether. and he told u that we broke up i know he did. and the next dax he brakes up wit me i was so happy i dhdnt haue 2 do it. all i can say is get out now be for u cant.. i dont want u 2 get hurt he is cheatin on u with i dont know how many other girls its not even funny babe i dont want that back i am doin just fine on my own. i really am but all i can say is i know how he is i should have gave u the heads up and i didnt thats my bad. but get out whail u can cuz he is crazy

De gik endnu længere. En bruger på Underground fik gennem den falske profil provokeret en perifær ven til John Decyk i en grad, at han lovede John tæsk. Brugeren udgav sig både for at være John og hans rigtige kæreste.

Her er en af svarene fra det vrede vennepar til den falske John Decyk:

u wana start shit come and fuckin get some, heres my cell cuz u think i ain't gonna talk shit to your face, but you are so fucking wrong call me and i'll tell it to your ear you fat lying cocksucking faggot, and about tif apparently you don't know shit cuz she is a scanky whore just like she will always be and if you think i can't take her then ask her why she is so fucking scared of me!!!!!! 717-[xxx-xxxx]

Svaret fra den falske John Decyk kom prompte:

you are fat. you are a cunt. you have the hairiest arms I have ever seen. tiff would fucking kill you. and YOU are scared... sending me a fucking phone number... come get some bitch! OR IS THAT FAT FUCK TOOSCARED OF ME???

Vær i øvrigt opmærksom på, at dette her sker godt to måneder efter den indledende post med den falske wikipedia-side swn 10. februar 2009. På det her tidspunkt ved samtlige familiemedlemmer og venner til den lange forum-post på Underground, hvor brugerne internt konkurrerede om at lave det ondeste prank.

De blotlagde ikke blot John Decyks liv, men også hans søstres, hans mors og flere af hans venner, når de prøvede at forsvare ham.

En af de mest hårdnakkede brugere af Underground oprettede sågar en falsk Facebook-profil:

I did a facebook... not much happening...I sent out 38 friend reqs to all his former classmates.... 48 hours later NOT 1 accepted.... fucking guy is popular

På Myspace havde de lange mail-samtaler med John Decyks tidligere barndoms- og skolekammerater, der alle troede, at de skrev med ham. De kunne med gru læse om, hvordan deres barndomsven var blevet homoseksuel, modtog behandling for sine løgne og alt muligt andet lort.


Shit just got real, bitch!

Metoderne blev grovere. En af medlemmerne optog telefonsamtaler med John Decyks mor og uploadede dem til forumet. I et forsøg på at få fred valgte familien at skifte deres telefonnumre ud.

Det gjorde troldene ekstra sure:

I challenge you all to find a new and working phone number for john decyk, karen [slettet efternavn] (mom) donold [slettet efternavn] (stepdad) or jessica [slettet efternavn] (sis) OR get us a number to "tif" (GF) I am prepared to get some malice quality audio... I just need a working number...

they live at [slettet af mig]

Intet var helligt. Selv hans venner blev chikaneret. Et billede på Myspace af et par børn til en veninde til John Decyk blev kommenteret på følgende måde af den falske John Dycek:

my cousin has down syndrom as well... Just love him and give him a better life than anyone could imagine and it will be all good. god bless you for having the strength.

De forsøgte med alle midler at få hans venner til at vende sig mod ham. Kort efter begyndte de på at kontakte helt tilfældige Myspace brugere, mens de udgav sig for den stakkels falske MMA-fighter. Mailsne blev grovere og grovere:

Shut your dirty hooker mouth . Do you know who you are talking to? I am the fucking Jam Man. Do not talk like you are something. You are a white girl do not get it fucked.
Do everyone a favor take down your myspace becasue it is not for fat girls.
You should not post pics you make sistas look bad.

De ringede til hans bror og lagde optagelsen på Youtube. De gik langt ud over alle normale grænser for, hvad man normalt ser på nettet. De var som dræberbier med det mål at ødelægge John Decyks ry og rygte. Det blev hurtigt sørgeligt.

De blev ved. Flere af de mest ondskabsfulde retfærdiggjorde deres handlinger med, at John Decyk på et tidspunkt havde alluderet, at han var tidligere marinesoldat. Det er åbenbart MEGET forkert at lyve om i USA.

Til sidst begyndte de at samle sammen til en bounty. Alt John Decyk skulle gøre, var at acceptere en kamp mod en tidligere marinesoldat fra Underground. Selv hvis han vandt på point, ville han få alle pengene. Han skulle ikke selv sætte penge på højkant. Tosserne havde samlet over 4000$ sammen i winbonus og 1000$ bare for at stille op til øretæverne.

John Decyk måtte til sidst svare.

ok well here is the thing I am not a bounty hunter I am a Free Lance Fugitive Recovery Agent. Second the shadow boxing was cut out of a 3 minute video of me being drunk and throwing punches they just cut that one what 15 20 second clip out and did this. As for MMA I really could care less about legal fighting done inside of a cage with rules and laws im sorry but that's not my bag. Any information about my past is closed. These people just need to get a life and leave mine alone.

Forsøgte selvmord

Månederne gik, forfølgelsen fortsatte. Den 11. september 2009 kunne man læse følgende i en amerikansk avis:

Mercersburg

ASSAULT: A Mercersburg man was arrested Wednesday for allegedly firing a shot during a domestic dispute, according to Mercersburg Police.

Police said John W. Decyk II, 24, Mercersburg, allegedly threatened to commit suicide at 1:40 p.m. Wednesday when an argument at 305 S. Park Ave. escalated.

Decyk went into the attic, allegedly put a .22-caliber revolver in his mouth and cocked it during an argument with his brother, William J. Decyk II, 26, Mercersburg.

When William Decyk and his girlfriend, Desiree M. Dupus, 23, Mercersburg, tried to talk John Decyk out of committing suicide, he allegedly pointed the revolver at them and fired a shot to the left of his brother, according to police.

The incident ended when the men's mother, Karen Dopkant, 52, collapsed from a panic attack on the second floor. Everyone left the attic and William Decyk emptied the revolver, police said

Police arrived after William Decyk and Dupus left the house. Police arrested John Decyk and charged him with aggravated assault and two counts each of simple assault and reckless endangerment. He was placed in Franklin County Jail in lieu of $50,000 bail.

Police also charged William Decyk with disorderly conduct for yelling profanities outside the house as he left.

Tiffany N. Koppenhaver, 19, Mercersburg, was charged with harassment, because she allegedly punched Dupus in the right eye during the argument.

Selv ikke denne tragiske hændelse kunne stille hyænernes blodtørst:

can you imagine how fucking pissed he would be getting a letter from us in the mail as he rots in a jail cell.... I will also find a way to get another letter to his cellmate.... explaining everything in detail, along with a copy of this thread... maybe cc a guard at the jail

Kort efter henvendte en kvinde sig på forumet. Hun havde et papir, som kunne bevise, at John Decyk havde været i marinen. Det var falskt, og det fik gruppen til at planlægge, hvordan man kunne få ham fængslet for at lyve om sin militære fortid. Det er nemlig muligt at ryge bag tremmer i USA for sådan en gang pjat.

Det viser sig, at kvinden er mor til en ung pige, som John Decyk skulle have mere eller mindre misbrugt. En retssag er under vejs. Detaljerne er utydelige, noget med en pige, der stak af hjemmefra og som han gav husly og senere fik et barn med.

John Decyk sad på tidspunktet for moderens opdukken på Underground stadig i fængsel for hændelsen den 9. september. Hvad der fik ham til at forsøge selvmord på årsdagen for 9/11 er stadig usikkert. Pøbelen på Underground giver dem selv kreditten. Ifølge retsrapporter var han oppe at skændes med sin broder.

De begyndte at planlægge at dukke op til retssagen, som blev sat til den 21. december 2009.

Kort efter lod militæret høre fra sig. De anmodede om at få en samtale med John Decyk. De valgte en god måneds tid efter at droppe sagen efter en undersøgelse.

Den 14. marts 2010 blev John Decyk arresteret for vold mod selv samme kæreste, som løb væk hjemmefra.


En forgæves undskyldning

Endelig, den 19. januar 2011 kom en længe ventet respons fra hovedpersonen. Han bukkede endelig under for det langvarige krav om en undskyldning:

I am not a pro fighter or a marine or a billy bad ass or any of that I am John Decyk I am related to the Cossacks of Russia I can shoot? a gun at a professional level and i can build a house i have a cock and i use it to please my girl at least twice a day there is my hobbies there is my apoligee so dont bother posting after me with insults or e-mailing me or any of that sht because of all this 3 people who kept harassing me with this are now in jail or on probation because of harassment.

Det var stadig ikke nok. John Decyk, fandt de ud af, var glad for sit frivillige arbejde som hjælper for den lokale præst.

I know that John thinks alot of Rev Murphy, the pastor at Feed My Children. John calls him pappy. This guy is the one that got John off on probation and is to be mentoring him. He has a church on Blue Spring Rd. Mercersburg, PA 17236. I am do not have a clue if this fella knows anything about John's life of lies or not, but I do know that he would never want to look bad in his eyes. Hope that this helps.

Den 8. februar 2011 begyndte det hele igen. Den mest standhaftige i pøbelen på Underground skriver følgende:

I have sent a link to this site along with a brief description of the events in this thread, and some highlight information to almost every single friend john has on FB. It has created quite a stir, and took me about 2 hours last night, and 6 different FB accounts.

Billeder blev uploaded af hans nye kæreste. Hun fik en ordentlig sviner.

Den dag i dag kører tråden stadig med jævne opdateringer om alt, hvad den stakkels lystløgner foretager sig.

Og for os andre er det et af de tydeligste eksempler på, at nettet ikke er en legeplads længere. Det er dødelig alvor. Den nysgerrige - og tålmodige - læser vil måske på falderebet spørge til, hvad den forfulgte John Decyk foretager sig lige nu. Svaret skal findes på Frankling County Jails hjemmeside.

John Decyk Shadow Moves - Awesome video clips here