Next Stop: Who the f.... knows?

Jeg havde en underlig drøm for et par uger siden, som jeg stadig husker tydeligt.

Det var mørkt, koldt og ensomt. Vægge af metal, kolde at røre ved, men altid inden for rækkevidde.
 Et enkelt rundt vindue befandt sig midt mellem alle væggene, ikke større end mit hoved, og det gav et glimt af et viderunderligt udkig til en bizar verden uden for. Jeg husker stadig følelsen af overvældelse af at nærme mig vinduet, nysgerrig til, hvor jeg befandt mig. Synet af at kigge ud over et forladt kuperet terræn, følelsen af en mægtig tomhed ved synet af vores lille blå planet, som hang blot et par grader over horisonten, lige midt i alt intetheden, det var overvældende.

Jeg vågnede på et tidspunkt kort efter, badet i sved og med en klar følelse af at være vendt hjem fra et af de mest ensomme steder i hele universet. Et par dage senere læste jeg en nyhed, som fik hårene til at rejse sig på armene.

Det skal meget snart være muligt at melde sig til et reality program om at være blandt de fire første, der lander på Mars. Mars af alle steder! Og så er det oven i købet en envejs-billet.

Konceptet er lige så skørt, som det er fantastisk nutidigt. Det er helt sikkert noget, vi vil le ad om et par årtier, men præmissen er, at nogle spekulanter vil holde en reality-konkurrence, hvor præmien for de fire udvalgte vil være en envejsbillet til den røde planet. Meningen er, at de skal etablere en base til kommende reality-deltagere, og det hele vil blive fulgt hjemme i stuerne nede på Jorden langt, langt væk. Alle på jorden kan søge om at være med, og hele jorden vil være med til at stemme deltagerne om bord i rumraketten.

For ikke så forfærdelig mange år siden, var den tanke næsten umulig at foretage sig. Ja, man kunne forestille sig alle mulige ting om at komme til Mars, men som en del af et reality-program sponsoreret af et privat firma og uden returbillet? Næppe!

Tanken om at rejse til Mars lyder på overfladen som en romantisk og lidt håbløs tanke efterhånden. Måske NASA vil være i stand til det en skønne dag, men at det allerede er så langt i planlægningsproces, at de allerede vil udvælge deltagere til næste år kommer bag på mange, særligt dem fra før Internettet blev opfundet.

Da jeg var ung, en tid hvor brun fløjl var på højeste mode, og en rumraket var noget man købte i Fætter BR eller så i formiddagsmatineen på den eneste danske TV-kanal Danmarks Radio. Dengang, og det er skam blot i starten af 1980'erne, råbte vi altid "hallo", når vi kom hjem. Mobiltelefonen var ikke opfundet, og derfor vidste man sjældent, om der nu var nogen hjemme, når man kom ind ad døren. Når man skulle lege med kammeraterne, så gjaldt det om at lave aftalen i skolen, for var man først fløjet fra skolegården, så var man i bund og grund "off the grid". Man kunne være allevegne og ingen steder, og ingen anede en skid om, hvor nogen var, hvis ikke de lige var inden for synsvidde.

Jeg husker, at jeg en dag, i forbindelse med en ordentlig druktur i starten af 90'erne, havde en dyb snak med en god ven om fremtiden. Jeg havde netop anskaffet mig en diktafon, og vi besluttede at optage vores gæt for, hvordan fremtiden ville se ud om 20 år.

Mit første gæt var flyvebiler. Det var også mit gæt for nyligt, da jeg blev bedt om at gætte ti år frem. Dengang i 9'erne var jeg sikker på, at verden i 2010 ville være et sted, hvor vi alle fløj rundt imellem hinanden i vores flyvende biler.

Min ven var ikke så optimistisk. Om tyve år ville al indlandsis være smeltet for længst, og verden ville være så knap for ressourcer, at krige ville rase uafbrudt. Hvor han forestillede sig et dystopisk samfund, forestillede jeg mig et mere frit, oplyst og krigerløst samfund.

Ingen af os fik ret. Jo, min ven, mere end mig, men ingen af os kunne ane, at man tyve år senere ville skrive internettet med lille i, at en bærbar telefon kunne rumme mere regnekraft end alle computerne i hele min hjemby på daværende tidspunkt, og at jeg kan smide mig under en laserstråle og blive nærsynheden kvit for altid for mindre end en månedsløn.

Ingen af os havde fantasi til at forestille os, at verden ville se så anderledes ud, som den gør i dag.

Og nu skal vi snart til Mars. Eller månen, hvis man er til mere hjemlige himmelstrøg. NASA, Rusland, Kina og private firmaer knokler i øjeblikket løs på at forberede minebaser på månen og Mars, månebaser, som skal være forløbere for et permanent samfund. Mange forventer at have en permanent beboelse på månen om mindre end 20 år.

Det var faktisk med i min fremtidsversion dengang, nu når jeg tænker efter! Aldrig havde jeg dog kunne forestille mig, at man blot 20 år senere ville have udviklet en teknologi avanceret nok til at udvinde vand og ilt ud af månesten. Det har man nu. Jeg havde heller ikke forestillet mig, at jeg - lille mig - ville have en bare en minimal chance for at bosætte mig på Mars. Men det kan jeg i princippet nu. Jeg havde sågar heller ikke forestillet mig, at man kan købe biler i dag som kører på ren ilt. Det kan vi nu.

 En playmobil som kører på luft? Hvad skete der med flyvebilerne?!?

Ray Kurzweill, en ofte hyldet fremtidsforker på denne pokerblog, er overbevist om, at den første person som bliver 1000 år allerede er født. Han er så sikker, at han tager flere hundrede piller daglig for at neddæmpe aldringseffekten, hvilket han også er overbevist om snart er en saga blott. Han tror på en eksponentiel vækst i den teknologiske udvikling, som vil ramme et punkt om cirka 30 år, hvor udviklingen vil gå hurtigere, end vi mennesker kan følge med. Vi bliver derfor nødt til at integrere os med maskinerne, med den teknologi, som vi ikke selv kan udvikle; Cyborgs som vil være ét med maskinerne, men også udødelige og nærmest guddommelige.

Og så har jeg slet ikke talt om mulighederne inden for nano-teknologien, eller de vidunderlige opdagelser forskerne gør om universets gåder i øjeblikket i den gigantiske artikelaccelerator i Schweiz. Begge ting kan om få år vende op på alt hvad vi i dag tror er muligt.

Tak skæbne for en fremtid vi har foran os de næste par årtier!