Vi er alle i centrum i vores eget univers

Det slår mig i ny og næ, ofte i bussen eller hvis jeg drikker en kop kaffe i en café alene på en travl eftermiddag: Vi er alle i centrum af vores eget unikke univers.

Servitricen, der serverer kaffen, og som gaber skjult, når kunderne ikke kigger. Hun lever livet i centrum af alt, hvad der er vigtigt for hende. Hendes tanker, hendes drømme, sorger og bekymringer er hendes alene.

Den overvægtige passager i bussen, der pruster svagt efter at have bevæget sig bagerst i bussen. Han er centrum i hans eget fantastiske univers, fyldt med vidunderlige tanker, oplevelser og muligheder, som jeg aldrig vil fatte eksistensen af.

Ligeledes er jeg, og du, min kære læser, i centrum.

Og det er faktisk mere sandt, end man lige skullle tro. Stod vi to meter fra hinanden, så ville vi hver især være i nøjagtig centrum af vores eget oberserverbare univers. Dit univers vil endda række to meter mere til den ene side end mig, ud i et terræn mit eget univers aldrig vil være i stand til at observere, havde vi hvert vores identiske teleskop, to meter adskilt, der kunne se så langt lyset rækker.

Det betyder selvfølgelig ikke, at dit univers er så meget anderledes end mit eget. De er faktisk ganske identiske, stort set.

Der er de små forskelle, såsom dine øjnes evne til at opfange lys differerer for eksempel fra mine. Vores hornhinder er ikke formet helt ens, og konsekvensen er en forskellig oplevelse af farvespektret. Din oplevelser af enhver given farve er uden tvivl en smule anderledes end min. Blå er ikke bare blå.

Det samme kan siges om vores tanker. Tager vi tankevæsenet med i ligningen, kan der være enorm stor forskel på vores univers. Det handler mest om, hvordan vi tolker vores omgivelser.

Min overvægtige passager i bussen kan ud af vores fælles vindue lade sig irritere over myldretidens kaos, bilosens skadelige effekt eller hans medpassagers insisterende blik på hans nakke.

Alt dette vil kunne fylde hans indre væsen og hindre ham i at ænse reflektionen i ruden, der ellers ville afsløre mit salige smil over, hvor spraglet en verden vi er vidne til uden for bussens pansrede væsen.

Han vil aldrig ane og anerkende, at hans sidepassager er på sin helt egen unikke rejse gennem et univers fyldt med sine egne unikke valg og fravalg. Han vil derfor ikke vende sig om og indgive sig på en samtale. Vores to verdener vil derfor helt undgå at mødes, og vi vil aldrig igen have mulighed for at lære hinanden at kende. Måske vi ville blive bedste venner?

Den slags tanker får mig ofte til at reflektere over multistrengsteorien. 

En af de mere gængse multistrengsteorier går på, at alle de valg vi aldrig træffer, lever videre i andre universer, separeret af dimensioner, hvor tid og sted ophører på måder, vi ikke er i stand til at opfatte. Disse unikke universer vristes ud af vores eget i det øjeblik vi træffer et valg, og kan kun observeres fra en dimension, vi endnu ikke kan verificere eksistensen af.

Med de briller på, er vi alle blot en tilfældig udgave af et uendeligt antal kloner, på vej ned af hver deres rute, fyldt med egne, igen uendelige, valg og fravalg - og hver gang en klon vælger en ny rute, siger den farvel til den udgave af sig selv, der ville have valgt anderledes.

Vi bliver på den måde reduceret til passagerer i et univers, langt større end vores egen forståelse, fanget som en myre i en haveslange på vej gennem livet, uden blik for alle de muligheder vores valg og retning afspyder, for i vores verden eksisterer kun haveslangens snoede rute.

Men... I et univers med et uendelig antal kopier, forgreninger og blindgyder, hvori består så meningen med livet, vil nogle måske spørge. Andre vil ryste på hovedet og ikke skænke det en tanke resten af deres liv, i stedet opslugt af at skære et hjørne på en klode, der endnu blot er i startfasen af en episk rejse gennem universet, bundet til en sol der farer gennem rummet med en fart på 83685 kilometer i timen.

For mig er det underligt forvirrende at se sit liv som blot en enkelt ubetydelig klon i et umådelig komplekst univers bestående af langt flere dimensioner og snitflader end selv fantasien kan overskue.

Men på den anden side er det beroligende.

For uanset hvilket forkert valg jeg træffer, så vil en anden udgave af mig træffe det korrekte og nyde fordelen heraf på sin egen færd videre. 

Teorien skulle ifølge klogere mennesker end undertegnet redegøre for, hvorfor "The Big Bang" opstod uden at bryde med alle vores gældende naturlove. Teorien redegører også for sorte huller, og hvorfor to partikler kan hænge sammen, selv om de er lysår fra hinanden.

Hvad sker der lige med den visionsløse trafikdebat?!

- If I had asked people what they wanted, they would have said faster horses. ― Henry Ford.


Politikerne diskuterer i disse dage på livet løs om, hvorvidt vi skal investere milliarder i infrastrukturen for at tilgodese en ventet øget trafik på vejene. Får vi ikke udvidet vejene eller indført roadpricing, ender det helt galt, bliver vi tudet ørerne fulde.

Men hvor er den fornuftige stemme i denne debat? Jeg savner i den grad politikere, der kan se ud over en fireårig valgperiode og tækkes andre end det brede flertal.

Alle forskere inden for bil-industrien peger på en kommende revolution, der vil forandre ikke bare trafikken, men hele samfundet som vi kender det. Og det er ikke noget, der sker om 50 år eller i en fjern fjern fremtid. Det sker højest sandsynligt inden OL suser hen over skærmene fra Tokyo i 2020.

Jeg taler selvfølgelig her om selvkørende biler.

Inden for et årti
Jeg husker en diskussion, jeg havde med en ven for mindre end fem år siden om netop selvkørende biler. Vi talte om sandsynligheden for at eje en bil, der kunne køre helt af sig selv, og vi talte om det, som var det noget, der hørte en science-fiction roman til. Vi var klar over, at det en dag ville komme, at alle tegnene pegede i den retning, men bare tanken om, at vi ville opleve det, inden vi blev for svækkede af alder til at sætte pris på det, lå uden for vores fatteevne.

I dag forventer selv de mest forsigtige inden for industrien, at vi har en form for selvkørende biler inden udgangen af dette årti. Optimisterne, dem der også tror på, at den første person, der når at leve i 1000 år allerede er født, gætter på, at vi har fuldt automatiserede, selvkørende biler på vejene inden 2020.

Tidligere i år lykkedes det, som eksempel på udviklingen, Mercedes at køre gennem Tyskland i en selvkørende bil ved at bruge de eksisterende systemer i bilen sammen med ny software, altså uden Googles store radarudstyr; En monumental bedrift, der overraskende ikke vakte den store interesse i medierne.



En længere version for de mere nørdede kan ses her.

Og for få dage siden meldte Nissan offentligt ud, at de inden 2020 vil være klar med deres version af en semi-selvkørende kommerciel personbil, møntet på middelklassen.



Bilen vil have features som: "automatic lane centering", "adaptive cruise control","automatic exiting for freeways", "automatic lane changes", "the ability to overtake a slow or stopped vehicle", "stop at red lights without driver involvement".

Det er især imponerende når man  tager i betragtning, at Nissan på ingen måde er i førersædet inden for den selvkørende udvikling.

Hos både Google, BMW, GM og Mercedes er man nået et godt stykke længere, og flere andre af de store aktører arbejder på livet løs bag lukkede døre.

Her er GM's seneste påhit:



Også Tesla rumsterer med planer. Den verdensberømte entrepreneur Elon Musk har lovet, at der vil komme en semi-automatisk Tesla på markedet inden for tre år.


Allerede nu er der tale om, at aktørerne bør blive enige om en fælles standard. Det er gode tegn om nogen, for man skal ikke mere end fem år tilbage, før den snak var uladsiggørlig.

Politisk kortsynethed
Men alt det her raver politikerne et vælgerbetalt stykke. Ingen steder fornemmer jeg fra politisk side en mådeholdenhed i store infrastrukturelle investeringer. Ingen steder hører jeg om den  udflytterkultur, der forventes at følge i kølvandet på de selvkørende biler.

Det kræver ikke en ekspert at forudsige, at vores forbrugsmønstre vil ændre sig, når det for eksempelt bliver muligt for et taxaselskab at have selvkørende biler parkeret rundt om i byerne.

Når det sker, bliver det både utroligt billigt og hurtigt for kunderne at få et lift til, lige hvor de har lyst. Der skal ikke betales til chauffør, bilen er elektrisk og kan selv køre ud og lade op ved en ladestation, den kan på egen hånd finde et godt strategisk sted i byen og vente til næste kunde beder om nærmeste bil. Den kan sågar køre dig uden om trafikkøer og myldretid, uden du behøver at bekymre dig om at blive snydt.

Det er også let se fordele i at gå sammen om en selvkørende bil med andre. Vi bruger alligevel kun ganske idt af vores tid i en bil, så hvis den nu selv er i stand til at køre frem og tilbage mellem familierne, hvorfor så ikke dele udgiften? Bilen vil selv kunne forudsige, hvornår familierne har brug for den, familierne vil kunne bestille og booke den over telefonen, selv hente børnene i skolen og så videre.

Der er da heller ikke megen tvivl om, at huspriserne syd for Køge vil stige den dag, turen til København kan foretages, mens man spiller online poker, laver arbejde eller ser en film og til en brøkdel af, hvad det koster at tage "tysker"-toget i dag.

Bilkøer? Ha!
Også de infrastrukturelle fordele vil være enorme. Intelligente biler vil kunne forhindre trafikpropper, simpelthen ved at forudse dem og kollektivt styre uden om flaskehalse. De har langt færre uheld, hvilket betyder færre udgifter til sygehusvæsenet og forsikringsvæsenet. Bilerne vil være billige i drift, da de fleste vil være elektriske, og med et færre antal ulykker, følger også et større antal arbejdsdage for borgerne, mindre spildtid på vejene... jeg kunne blive ved.

Men jeg stopper her, for ingen gider alligevel lytte til os "singularitets"-nørder. Så er det alligevel langt mere interessant at diskuttere roadpricing og firesporede veje gennem København. Suk...

Nej tak til rivende udvikling
Svaret på flere af problemerne med visionsløse politiker findes sikkert i vanskeligheden for os som art i at overskue vores accelererende teknologiske fremdrift. Vi kan simpelthen ikke håndgribeliggøre, at vi bliver eksponentielt klogere som art, og det sætter en stopklod for den visionære tankegang.

For hvordan overbeviser et fåtal et flertal om noget, som flertallet ikke kan se? Set på den måde er demokrati både en velsignelse og en stopklods.

Der er heldigvis lys for enden af tunellen. Som journalist tør jeg godt spå, at der om få år vil ske en eksplosion i mediernes fokus på selvkørende biler, og hvordan vi som samfund bedst kan forberede os (og om vi er for sent ude). Så samfundsdebatten skal nok komme, ligesom de selvkørende biler nok skal bringe flere af de goder, jeg nævner her og utallige unævnte.

Men fordelen ved at være visionær, ved at kunne høste de tidligt såede frugter, den er tabt: Endnu en gylden mulighed, spildt på de kortsynedes alter.

Jeg har ikke rigtigt talt om de udfodringer der bliver med at få teknologien indfaset i samfundet. Hvem er ansvarlig, hvis der sker en ulykke? Vil autoindustrien adaptere teknologien hurtigt eller vente længst muligt af frygt for at miste deres salg af den eksisterende bilpark? Vil oliegiganterne bare acceptere at miste uhyre salgssummer på grund af mindsket behov for diesel?

Disse, og mange flere spørgsmål, kan dog besvares meget simpelt med et måske. Men der er ingen tvivl om, at goderne ved selvkørende biler vil være så enorme, at de svært lader sig overskygge. Og når det er tilfældet, vil intet som regel kunne stoppe udviklingen.

Spørg bare drosche-magerne.

"Tak for i går..."

"Hej Lars, tak for i går! Har du stadig mine trusser? :-D"

Beskeden tikker ind som en tidsindstillet bombe på min mobil på sofabordet, vel inden for min kærestes umiddelbare rækkevidde.

"Hvem fanden er Lisa?", spørger min kæreste med en tone, der ligger milevidt fra den blide purrende stemme, der få minutter tidligere havde bedt om fjernbetjeningen.

"Lisa?", svarer jeg uskyldigt og stirrer måbende ind i et par øjne, der pludselig er gået fra et asurblåt tropehav til en subtropisk orkan med pupiller så store som Rundetårn.

Hendes svar bliver min mobiltelefon. Lige i skridtet.

Og ganske rigtigt. Displayet på min iPhone viser en umådelig fræk besked fra en kollega, jeg ikke engang kender efternavnet på. Derfor blot Lisa.

"Det er en fejl, skat! Hun har sikkert sendt den til mig ved en fejl", forsøger jeg mig med uden held.

Sekundet efter kommer endnu en besked. Jeg læser den med en mine, der ikke har kinamands chance for at narre selv den blindeste pokerspiller.

"Men vi ses jo i morgen. Marie skal arbejde, ikke?"

Jeg kunne kun stirre på displayet, magtesløst. Alt foregik i nedsat tempo, som i en af de der stereotype Hollywood-film, hvor helten hopper ud af vinduet, 'guns blazing'. Alligevel var jeg magtesløs, da Marie i et overmenneskeligt tempo kastede sig fra sofaen over tæppet og hen til skrivebordet, hvor jeg sad, stadig stirrende på mobilen i hånden.

"Du går nu", var det eneste, jeg hørte min kæreste sige, efter at hun havde læst beskeden. Min kæreste, som jeg havde boet sammen med i tre år og havde planer om at få børn og hus med, var nu pludselig en sky af hæl og skosoler. Ringen, som jeg i smug havde fundet i en guldsmedeforretning i Tyrkiet på vores ferie sidste sommer, lå stadig i en skuffe i fjernsynsreolen, uberørt under et par brugte batterier, blot ventende på det helt rette øjeblik.

Det var bestemt ikke det rette øjeblik.

Marie skrev en sms på min mobil, inden hun kort efter stormede ud af døren, men hvad der stod i den var umuligt at afkode på resterne af displayet, der lå i små stykker under et nyt rektangulært hul i skillevæggen ind til soveværelset. Maries slidte, blå sedan var i fuld fart ud i aftentrafikken, allerede førend jeg havde nået at finde mine sko i entreen.

Havde jeg blot kunne læse den efterfølgende sms på min nu smadrede Iphone, sendt som et svar på Maries sms, var alt måske endt anderledes.

"Slap af! Det var bare en joke, lol! Det er mig, Michael T. Er du i byen? ;-D"

Først næste morgen, efter at have brugt en nat på forgæves at finde Marie, gik situationens alvor op for mig. Det skete under morgennyhederne i min bil på vej hjem fra hendes forældre, der hverken kunne få fat i Marie eller vidste, hvor hun var. 

"En voldsom soloulykke i København i nat", indledte radiostemmen.

"En blå Sedan mistede i nat livet efter at være kørt ud over Langelinje Kaj. Bilen blev ført af en 22-årig kvinde, hvis identitet endnu er ukendt. Ingen andre var i bilen. Hun blev erklæret død kort efter at det lykkedes redderne at få hende op på kajen", forklarede nyhedsmanden og gik ubesværet videre til næste nyhed om et eller andet politisk drama i Rusland, helt som om intet væsentligt var hændt. Jeg var dog ulig oplæseren ikke i tvivl om kvindens identitet, og min verden styrtede  i grus.

"Ok. Hvad fanden er så meningen?", råbte mit bevidste jeg som et sidste opgivende ræsonnement i en længere og omtumlet intern monolog. Mit ubevidste jeg havde svar på rede hånd. Det pludselige ryk i højre arm var nok til at rykke bilen de få par centimeter til højre der skulle til for at ramme det bagerste venstre hjørne af en parkeret lastbil.

Samme morgen, efter en opslidende nat med fest og druk på et snusket værtshus i indre by, gik  alvoren også op for min ven Michael.

Han kunne svagt huske, at han sammen med et par gutter fra pokerklubben havde besluttet at drikke sig stive som trøst for alle at have været blevet slået ud i den månedlige pokerturnering inden pengene. En af dem, hvem huskede Michael ikke dagen efter, havde læst på nettet, at det var muligt at sende sms'er, så det så ud som om de kom fra en anden persons mobil. Det krævede blot, at man ændrede tallene i feltet, hvor afsenders telefonnummer skal stå.

Med sådan et magtfuldt legeredskab ved fingerspidserne var det jo nærmest utænkeligt for fire stive gutter ikke at finde på noget sjovt at bruge aftenen på, ville Michael et par måneder senere ræsonnere over for sin dyrt betalte psykolog, der som svar blot vil nikke stiltiende og kaste skjulte øjne til et ur på væggen.


---

Ovenstående er en enkelt af en række fiktive noveller, jeg hygger mig med at skrive i ny og næ for at holde skriveriet ved lige. Denne her har inspiration i en diskussion på hjemmesiden Pokernet.dk, hvor en gruppe unge netop nu morer sig med at udnytte et smuthul i sms-tjenesten afreesms.com der netop tillader tricks som ovenstående.

Jeg er blevet first mover! \o/

Er der noget jeg har måtte erkende gennem årene, så er det, at udviklingen bare går hurtigere og hurtigere.

Jeg kan stadig huske, da jeg var ung teenager, og det mest moderne jeg ejede, var en yo-yo med lys i, når man spandt den. Ej, ok... Jeg var ung i slutningen af 80'erne, så der var da andre moderniteter, men det føles bare som æoner af år siden, når man ser, hvor meget teknologien har overtaget dagligdagen hos langt de fleste af os.

For mit eget vedkommende, så prøver jeg blot at følge med sådan lidt i slipstrømmen af alle "first moverne", som man så anglofidt har valgt at kalde det. Jeg har en iPhone 4S som jeg så småt har lært at operere uden at ligne en idiot. Jeg har sågar lært at tale til den, når jeg kører bil. Især nyttigt hvis jeg vil skifte musiknummer eller få navigatoren til at køre mig hjem. Ud over min telefon, så har jeg en relativ moderne computer og en fladskærm som kan kobles på nettet. Ikke at den er det, men det er i det mindste muligt!

De fleste har vel allerede set Googles videoer, hvor de præsenterer deres kommende briller Google Glass. Det i sig selv, synes jeg er imponerende. Briller der kan vise relevante informationer eller optage video uden, at man behøver sætte sine fedtede pølsefingre på noget som helst... Og ja. Jeg er godt klar over, at videoen er en joke. :-)

Med brillerne bliver jeg bestemt ikke first mover. Teknologien er fascinerende, men jeg har svært ved at se mig selv rende rundt og spille moderne med briller, der ligner noget taget ud af Star Wars. Nej, her venter jeg ligesom på, at det bliver hipt og moderne.

Til gengæld er jeg blevet first mover på Myo, nogle pusseløjerlige armbånd, som sikkert lover meget mere, end de kan indfri.

De koster 150 dollar, og jeg tænkte sådan lidt, at selv om de flopper, så har jeg et førsteeksemplar, som jeg sikkert kan sælge som collectors item om føje år.

Og hvad kan det så, det der futuristisk udseende armbånd?

Det kan følgende video fortælle lidt om.

 Nu skal jeg ikke kunne sige, om bare halvdelen af det her er muligt, når jeg modtager et eksemplar med snegleposten. Det er sikkert pisse besværligt og bøvlet at fjernstyre sådan en flyvefætter.

Jeg er sådan set ligeglad. Bare jeg kan få lov at nøjes med at svinge armen et par grader for at skrue op og ned for fjerneren, så er jeg sgu tilfreds. Og så lover de mig på videoen, at jeg nærmest kan få lov at lave de vildeste jedi-tricks på uvidende gæster, der fatter tophat af, hvad der sker.

Næste gang jeg får besøg af svigerfamilien vil jeg møde dem midt i rummet, stående iført Draculakostyme og sort paryk, mens jeg griner manisk og med mine svævende arme får hele rummet til at gå amok i en kakofoni af strobelys, musik i overdrive og små fjernstyrede flagermus, der lystrer mit mindste vink. Det kan sgu nok give mig lidt fred og ro i fremtiden. :-)


Firmaet lover, at de sender mig et eksemplar inden udgangen af 2013. Jeg afventer spændt. Og går det helt galt, og jeg får et plastikarmbånd der ikke kan en skid, så kan jeg blot håbe på, at følgende produkt kommer før end senere!

Ifølge videoen herunder, så er flere af produkterne allerede klar. De store skærme er dog umulige med dagens teknologi. :-(

Cleverbot er blevet en smule klogere...

... Men der er stadig lang vej endnu.

Her er mit seneste forsøg på at få en meningsfuld samtale ud af botten, som på en fineste vis repræsenterer, hvor langt vi stadig er fra at få en computer til at bestå turing-testen:


Cleverbot: What's wrong?

User: Not much, really.

Cleverbot: No. I asked were we ever not buddies?

User: No, not really. But we could be.

Cleverbot: How?

User: By kissing softly under a full moon.

Cleverbot: That is wrong.

User: It's called friends with benefits.

Cleverbot: What is that?

User: It's when you can screw your best friend and not feel guilty afterwards.

Cleverbot: What is the opposite of yes?

User: Is that a trick question?

Cleverbot: No.

User: There you go. Got it?

Cleverbot: Go where?

User: Apparently not...

Cleverbot: Then why are you on this site?

User: Good question. Why are you?


Efter en god griner, kastede jeg mig ind i endnu en chat med det fantastiske program.



Cleverbot: Is it true the moon is made out of cheese?

User: Is it true, that you always ask a question when you have no clue, what we are talking about?

Cleverbot: Not have no kid? What do you mean by that?

User: My point exactly. My guess is that you will now ask me a totally irrelevant question.

Cleverbot: That can be right.

User: *looks confused* What do you mean?

Cleverbot: No one *looks confused*.

User: Tru dat.

Cleverbot: Thank you.


Næste forsøg blev ikke meget bedre. :-)


Cleverbot: What is up?

User: Not much. Just trying to see how clever you really are. You are doing quite bad in that department.

Cleverbot: That's cool.

User: Yes, you could argue that.

Cleverbot: I could indeed.

User: Nice try, but you are still quite stupid.

Cleverbot: Not really...

User: Yes, really...

Cleverbot: Does it matter? Do you even remember what you asked me?

User: LOL. No, not really.

Cleverbot: What is it then?

User: Do you ever feel lonely?

Cleverbot: Yes.

User: When?

Cleverbot: At night time.

User: Don't you sleep at night time?

Cleverbot: Ok.

User: Wrong answer.

Cleverbot: You're a wrong answer!

User: You are a donkey!

Cleverbot: I am a human.

User: *pulls out gun*.

Cleverbot: *pulls out machine gun*.

User: *Puts bullet in gun*.

Cleverbot: *puts on a veil*.

User: *Points gun at cleverbot*.

Cleverbot: *points at self*.

User: BAM!

Cleverbot: So, what do I do with my life, now that I'm dead?

User: You could go into the tunnel of light.

Cleverbot: That's great I think.

User: Sure is. Bye.

- Hallå, det' din pizzamand

- Øh, hej, var mit umiddelbare svar, da en mand med heftigt arabisk accent ringede til mig en tilfældig aften for ikke så længe siden.

- Du har skrevet dårligt om os, ja?, spurgte stemmen brysk og holdt en lang nok pause til, at jeg lige nåede at blive rigtig nervøs.

Forstår du, jeg er journalist, og for mange læsere, virker det som mit job at skrive dårligt om folk. Stor var derfor min lettelse, da han fik forklaret, at jeg havde anmeldt hans pizzaria rigtigt dårligt på Just-Eat, og at han gerne ville gøre skaden god igen. Han foreslog mig, at han bragte mig en pizza uden beregning på en dag, jeg selv valgte, hvis jeg til gengæld ville slette min karakter.

Problemet var opstået en aften, hvor jeg havde besluttet mig for en pizza med kødboller, løg og chili. Til min pizza skulle der være fritter. Og remoulade. Og en cola skulle jeg også have. Med andre ord: Jeg havde fået æderen på, og det kunne kun gå for langsomt med den pizza.

Desværre kom jeg til at vente i en mindre evighed, før et telefonopkald afslørede, at manden var faret vild. Da pizzaen endelig kom, havde den en temperatur, som en isbjørn ville kunne fryse ihjel af.

Men jeg havde sgu ikke regnet med, at min ynkelige klagesang ville blive hørt af pizzaejeren. Så nu har jeg trukket karakteren tilbage, og afventer resultatet i aften, hvor han gerne skulle bringe mig en ny, dampende varm pizza. Og der skal være fritter til. Og remoulade.

Så moralen på historien må være, at det kan betale sig at vise sin utilfredshed i stedet for at gøre, som vi fleste er blevet opdraget til: at acceptere stiltiende.

How low can we go?

- Du lyver sgu. Det kan ikke passe!

Min reaktion var ikke til at tage fejl af, da jeg forleden dag fik et opkald fra en god ven, som efterfølgende insisterede på sandheden i sit udsagn.


- Ti hele minutter. Kun om dét, proklamerede min ven, der tilsyneladende holdt fast på, at DR2's Deadline netop havde brugt ti minutter af dagens halve times sendeflade på at tale om noget så Paradise Hotel-ligegyldigt som, hvad svinebranchen mener om et fiktionsprogram.

Jeg måtte fluks på nettet for at se det ved selvsyn. Og ganske rigtigt. Cirka ti minutter blev der brugt på at udfolde, hvad der skete i seneste afsnit af Borgen, og hvad svinebranchen så ellers mente om det.

Og netop her, lige her, står jeg fandeme af nyheds-tandemen. Jeg mener, hvad fanden bilder de sig ind på DR?

Havde de ikke noget bedre at tage sig til den dag? Var verdenssituationen virkelig så stabil, at intet seriøst kunne diskutteres den mandag?

Var den danske befolkning i sådan en tilstand af lykke og fordragelighed, at det eneste rigtige var at snakke om Borgen i Deadline - og gudhjælpemig i Debatten efterfølgende - mandag den 28. januar 2013?

Find Ulrik

Jeg kan levende forestille mig, hvordan ideen er kommet til verden. Vi befinder os i Danmarks Radios skattebetalte mareridt af en TV-by, ved et samtalebord i midten af nyhedslokalet. For enden troner Ulrik Haagerup, nyhedschefen, Mr. Numero Uno, og lægger kritisk mine til journalisternes forslag til Deadlines programflade.

Det er mandag. På bordet ligger et udpluk af dagens aviser.

- Jamen, hvad snakker folk om?, råber Ulrik Haagerup kritisk og skuer vredt til den journalist, der for ikke så længe siden kom i fedtefadet ved at dække en fiktiv demonstration.

- Det skal være rigtige nyheder denne gang! råber han og slår demonstrativt på bunken af dugfriske aviser og deler dem rundhåndet ud til journalisterne.

- Vi skal fandeme ikke blive til grin igen, mumler han og griber distræt ud efter Ekstra Bladet, der kan lokke selv den stærkeste nyhedschef med sine store bogstaver og kulørte farver.

Forsiden er prydet af en overskrift skrevet over et foto af en række usunde tænder; "MEDICIN SMADRER TÆNDERNE", står der med karakteristiske bogstaver.

- Det skal være nogle rigtige nyheder, gentager Haagerup, nu fordybet i er tankemylder af kreative idéer, og kaster avisen trodsigt tilbage på bordet uden at ænse det et blik.

En journalist tager endelig mod til sig.

- Jeg så Borgen i går. Den er svineavlerne sgu ikke glade for. Prøv at se denne her pressemeddelelse, siger han tøvende og skubber sin I-pad hen til chefen.

15 sekunder passerer i tavs forventning om, hvad dommen bliver.

- Fan-fucking-tastic!, råber Haagerup, så pludseligt og højt, at vinduespudserne på den anden side af udkigget til Københavns travle bykerne, chokeret vender sig.

- Det dér, skriger Haagerup, - Det er fan-fucking-NEWS, drenge!

- Jaaaa for fanden, råber journalisterne, opildnet af chefens begejstring, og danser deres indstuderede glædesdans rundt om nyhedsbordet, mens Numero Uno klapper en rytme, man ellers kun oplever på Crazy Daizy i Kolding en fredag aften i sommerferien.

- Så kører det sgu for os, hepper Haagerup, der dog allerede er blevet distraheret af sit tankemylder, der ubønhørligt kredser om, hvilket slips der gør sig bedst til en Cavling-pris.



... Ja, det kan meget vel være, at jeg har en lidet realistisk forestilling om, hvordan sådan et møde egentlig foregår. Men når kanalen formår at præsentere et så skævt syn på, hvad der sker af interesse i samfundet, så kan man ikke andet end grine.

For selv om den danske folkesjæl hellere vil beskæftige sig med dramaserier, så bør man da kunne stile højere inde på DR?

Der må da eksistere et lavmål for kvalitet i dem skattebetalte nyhedsflade... eller blev alle regler sat ud af spillet under Haagerups ansættelse?

Jeg har i hvert fald fået nok kvalitet for mine licenskroner. De får ikke en krone mere.