tirsdag, maj 15, 2007

Min blog er sgu da blevet ret så grim!

Jeg opdager det først rigtigt nu. Hjemmelavede billeder fra Google Earth, utydelige Youtube videoer, ækle dybhavsfisk og afdankede pokerspillere.

Det skal der gøres noget ved!

Derfor tilegner jeg denne post til skønhed og harmoni. Så i finder ikke grimme tegneserier, rystede mobilfotos eller grynede videoer i denne dags blog.

Jeg præsenterer i stedet tre baggrunde til jeres skrivbord, som jeg er overbevist om, vil falde i jeres smag.

---
Jeg vil også bruge lidt linjeplads på at fortælle om en anden form for skønhed. Nemlig, det smukke i, hvor heldige vi er i forhold til vores forældre.

Vi har internettet. Og dermed har vi en kilde til at hæve bevidshedsniveauet hos en hel generation af kommende voksne.

Et eksempel:

I går så jeg for første gang filmen "Cinderella Man". Filmen handler om en irsk bokser under USA's store depression i 30'erne. Og det er en historie, der på mange måder er taget direkte ud af et eventyr. Vi har en fattig irsk bokser, der på mange måder har svært ved at forsørge sin familie. Han kan ikke længere bokse, da hans licens er taget fra ham. Så han er tvunget til at forsøge sig med dagsarbejde nede på den lokale havn i New Jersey.
En tilfældighed giver ham mulighed for at deltage i en opvisningskamp mod verdens nummer to sværvægter. Og da han vinder kampen, giver det ham en ny mulighed for at forsørge familien.

Straks da jeg så filmen, fik jeg lyst til at vide mere om James Braddock, den irske bokser. Der var en del ubesvarede spørgsmål om, hvad der skete i hans senere karriere. Jeg var også interesseret i at vide lidt om hans modstander, Max Baer, der på den tid var berygtet for at have sendt to boksere i graven.

I gamle dage ville det have krævet et besøg på det lokale bibliotek. Her skulle jeg rode rundt i søgen efter en boksehistorisk bog, der havde inkluderet James Braddock. Måske skulle bogen bestilles hjem. Hvis jeg var heldig, havde min familie et Lademanns Leksikon, som jeg kunne slå op i. Var jeg virkelig heldig, kunne jeg spørge en bokseinteresseret bedstefar eller onkel.

I dagens samfund er der heldigvis mange andre alternativer.

Et af dem er wikipedia.

På mindre end et minut efter at have set filmen, har man pludselig adgang til hele James Braddocks livshistorie. Herfra kan jeg klikke mig videre til en ekstern side, der har alle hans kampe listet.

Der er også et link til familiens hjemmeside, hvor man har mulighed for at se kampen mellem James J. Braddock og Max Baer. Man kan også se et udsnit af hans efterfølgende kamp mod Joe Louis.

Og før jeg vidste af det, var jeg tilbage på wikipedia for at læse om Max Baer, den jødiskfødte bokser med det kraftfulde højre hook. Jeg læste, at livet bestemt heller ikke var en dans på roser for ham, og at han døde relativt tidligt, som 50-årig, af et hjertanfald. Hans nederlag til den irske askepot, havde stor betydning for hans fremtidige karriere, der aldrig nåede samme højder.

Derfra røg jeg til Nazi Tyskland for at læse lidt om den tyske mesterbokser Max Schmelling. Han var datidens Tysklands store sportsidol, og blev brugt af Hitler som et eksempel på den tyske races overlegenhed. Max Schmelling tabte til Max Baer i 1933. Baer gik dengang i ringen med en Davidsstjerne påsyet bukserne for at provokere tyskerne.

Et par år senere røg Schmelling i tyskernes unåde, da han formastede sig til at tabe en kamp mod den sorte verdensmester Joe Louis. Det betød, at Schmelling ikke længere blev brugt til propaganda, hvilket den tyske bokser var ganske lettet over. Det viste han ved straks at hyre en jødisk manager.

Et par år før den kamp, havde han faktisk besejret Joe Louis. Schmelling havde studeret Joe Louis og havde fundet en svaghed, han kunne udnytte kampen igennem. Joe Louis havde nemlig en tendens til at sænke venstrhånden, når han angreb.

Efter den kamp var det meningen, at Schmelling skulle møde ingen ringere end den nyligt kronede verdensmester, den irske askepot, James Braddock. Men 33-årige Braddock var ikke interesseret i at give nazisterne mulighed for at bruge en evt. ny verdensmester som propaganda, og aftale derfor en kamp mod Louis. Kampen ville give Braddock en del flere penge (250.000$) og fremtidige 10% af Joe Louis honorarer. Aftalen med Louis viser med al tydelighed, hvor svært det har været for sorte boksere at slå igennem i et "hvidt" USA.

Joe Louis vandt kampen, og gik senere hen og besejrede Baer, Schmelling og alle andre, der turde gå i ringen mod ham. Han forblev verdensmester i over 11 år, og anses af mange sportskyndige for en af tidernes bedste boksere. Først efter et nederlag til en anden bokselegende, Rocky Marciano, valgte han at lægge boksehandskerne på hylden i en alder af 37 år med en rekord, der lød på 69 sejre og blot 3 nederlag. 55 af sejrene kom utroligt nok på knockouts. Senere forsøgte han sig som professionel bryder, men efter seks år måtte han trække sig endeligt tilbage på grund af skader. Det skete i 1957.

Jeg ved godt, at det her var en længere smøre, og at den sikkert kun er interessant for bokseentusiaster.

Men jeg skrev det for at vise, hvor let det er i dag at blive klogere på emner, der for bare ti år siden, var næsten umulige at sætte sig ind i.

Før jeg så filmen "Cinderella Man", havde jeg ingen anelse om, hvilke dramaer den ældre boksehistorie gemte på. Men på blot en enkelt eftermiddag har internettets mange muligheder forvandlet mig til en velorienteret bokseinteresseret, der vil kunne snakke med hen over bordet med enhver boksekyndig.

Hildet være internettet!

PS. Vandt 283,50$ på bordene i dag. Lysten er så småt ved at vende tilbage, tror jeg.

1 kommentar:

GusX42 sagde ...

Ganske interessant indlæg.
Og ja "Cinderella Man" er en super god film, der fremviser en mand ukuelige vilje til at kunne forsørger sin familie, og hvor ondt det egentlig gør, når man er af afmagt ikke kan gøre det man gerne vil, og bliver nædt til at leve sit liv efter andre dikteringer.

Selvom det er tæt på at gå galt, får han alligevel familien på højkant igen.
Sikke en historie.