Medierne har stort fokus på kildebeskyttelse i disse dage, hvor sagen om en magtkorrumperet spindoctor, der vælger at bryde sin tavshedspligt til en journalist på TV2 (ingen nævnt, ingen stævning), fylder TV og aviser.
"Kildebeskyttelse skal ikke dække over lovbrud", siger Ekstra Bladets redaktør, og jeg kan kun være rørende enig.
Det eneste der ærgrer mig er, at debatten standser her. Det kunne ellers være interessant at få løftet problemstillingen op til også at omfatte journalisternes daglige brug af selvbestaltede citat-aftaler med sine kilder.
BTs net-forside på en tilfældig tirsdag eftermiddag. Overskrifterne vinkles så skarpt, at der tit mangler dækning i artiklen.
"Det her er selvfølgelig uden for citat."Jeg hører den sætning mindst en gang om dagen i mit arbejde som lokaljournalist i den danske avisbranche.
Sætningen falder ofte naturligt og selvfølgeligt, som eksisterede der en latent dagsorden, hvor alt hvad der bliver sagt til en journalist skal sorteres efterfølgende, så den endelige artikel ikke bringer uventede overraskelser for kilden, det være sig en politiker, en politichef eller sågar en byretsdommer.
Det sker sjældent i mine mange samtaler med de almene borgere. Det er ikke en sætning, der dumper ud af en købmands mund, når man spørger ham til divergensen i den reelle pris i forhold til den nye fedt-afgift.
Jeg får for eksempel ikke en samtale med en købmand, som vil indeholde en sætning i stil med:
"Det her er selvfølgelig uden for citat, men jeg ved godt, at prisen er sat ulovligt højt op - men vi skal jo også tjene penge, ik'?."Så dumme er de erhvervsdrivende ikke. Så dumme er skolelæreren ikke, og så dum er kioskejeren ikke. Det er tilsyneladende kun personer med magt og offentligt embede, som kan finde på at have så ufattelig og urimelig forventning om, at alt der siges til journalisten, befolkningens megafon, kan siges uden for citat, hvis de såfremt vælger.
Og de har fuldstændig ret. Det sørger vi journalister for.
Når sandheden skal fremJeg har ved flere lejligheder i mine samtaler med lokalpolitikere måtte minde dem om, at de er til citat. Alligevel forsøger de at tale uden for referat, for hvordan kan de ellers være sikre på, at jeg skriver nøjagtig det, de har brug for?
En sætning som den følgende er ikke urealistisk for mig at høre fra en lokalpolitiker:
"Jeg ved sgu godt, at vi har lavet noget lort. Men det kan jeg jo ikke sige i avisen, vel? Til citat kan jeg kun sige, at vi ikke kommenterer enkeltsager." Hvis man klikker rundt på de danske netaviser, så vil man hurtigt opdage, at de fleste nyheder er vinklet over samme skabelon.
Det lyder uretfærdigt, men det må jeg acceptere. Sådan er det. Der er ikke tid til at gå andre journalistiske veje, så citatet kommer til at lyde, ganske som foreslået. Jeg stiller mig tilfreds. Det er nemlig ofte den eneste tilgængelige måde, jeg som lokaljournalister har for at komme videre med en historie. Vi lokaljournalister har typisk seks til syv timer til at skrive dagens to-tre artikler for at fylde avis-siden, og tiden er bestemt ikke blevet mere fleksibel efter indførelsen af netaviser og nyheder til smartphones og hvad ved jeg.
Der er ikke længere tid til at "jagte" en historie i dagevis. Vi bliver betalt for syv en halv time, og de skal bruges på at skabe et slutprodukt - hver dag. Tiden, hvor man kunne sætte en journalist af til graverarbejde på en lokalavis, er forbi. Det er der slet, slet ikke penge til, og når pengene mangler, så må man stille færre krav til kvaliteten. Også med de journalistiske idealer, som vi alle var så opslugte af, da vi i sin tid skrev vores "motiverede" ansøgning til journaliststudiet.
Jeg har i mine år som lokaljournalist lært, at idealisme er noget, man prakker journalistelever på - ligesom vi fortæller vores børn, at det betaler sig at være god og artig op til jul. De danske journalist-spirrer får at vide, at de skal være med til at sætte dagsordenen og ikke lade sig styre af politikerne og deres spin. De bliver indpisket, at vores højeste ideal er at portrættere verden uden bias og uden politisk slagside, grundigt og objektivt.
Den vision holder hos de fleste indtil senest anden uge af erhvervspraktikken. Så går det op for os, hvor lille en flue vi er et stort spindelvæv af fortielser, studehandler, baggårdsaftaler og vennetjenester. Og som hver en lille flue endeligt må sande, så er spindelvævets bånd ubrydeligt, når man først er fanget i det.
Jeg kan for eksempel ikke fra den ene dag til den anden fortælle mine kilder, at pianoet har fået en anden klang; at alt hvad de siger fra dags dato er til citat og at det er slud med studehandlerne. Jeg ved af bitter erfaring, hvad der vil ske. Et tæppe af tavshed ville sænke sig. Min arbejdsdag ville ikke længere kunne hænge sammen, og inden længe ville jeg enten skulle se mig selv i et nyt dækningsområde eller i køen foran arbejdsformidlingen.
Og netop her er problemets kerne: Politikere er jo generelt kloge mennesker med lange uddannelser. De kender til princippet om ligevægt og ved, at mit arbejde i høj grad beror på deres vilje til at "lege med", når jeg kontakter dem. Jeg har typisk et par timer til at få fat i dem for en kommentar, og lykkedes det ikke, så har jeg et problem - enten med at bringe artiklen eller med at finde noget andet at skrive om - og så skal det gå hurtigt, for har jeg først brugt tid på at jagte en historie, som jeg ikke kan få kilder til, så er mindst gået et par timer, og jeg har ingen backup, for mine kolleger har rigelig travlt med deres "kvote".
Jeg kan forsøge at tage kampen op og henvende mig til min redaktør for råd. Han ville virke forstående og nikke til min retorik om skævvridning i den demokratiske beslutningsproces. Han ville være enig med mig i, at kontrakten mellem borgerne og politikerne er brudt, når vi journalister accepterer at følge spilleregler, der ret beset giver os mundkurv på. Og han vil være rørende enig i det hele, også i sit stille sind, men når alt kommer til alt, så er hans opgave ikke længere at værne om de demokratiske spilleregler - de er allerede sat ud af spil - men at effektuere direktionens krav om øget effektivitet i et vigende avismarked.
Han har for travlt til at kunne indlede sig i min kamp for kritisk og tidskrævende journalistik, det har mine stressede kolleger også, og den endelige konsekvens vil uomgåeligt betyde, at jeg må forflyttes; Produktionen har lidt et knæk, og man kan ikke have en journalist ansat, som ikke kan opfylde sin kvote.
Det korte af det langeMen er det virkelig så slemt at give politikerne lov til at sige hvad som helst til journalisten, vel vidende at de ikke risikerer at blive citeret?
Som journalist har man som sit højeste ansvar at bringe sandheden til torvs og blotlægge korrupte samfundsværdier som netop fortielser, studehandler, baggårdsaftaler og vennetjenester. Læserne har ikke fortjent at skulle nødes med artikler om politiske varme kartofler, der fiser ud i sandet, eller om dybe kommunale samfundsproblemer, som serveres som enkelt-kildehistorier uden konsekvens og opfølgning.
Kort sagt: Hver gang jeg redigerer en vinkel for at pleje mine kilder, fjerner jeg en smule værdi for mine læsere, dem der stadig er tilbage. Hver gang jeg vælger at droppe en vinkel på grund af, at jeg ikke har tid til at hente de nødvendige kritiske citater, så svigter jeg min funktion som objektiv budbringer. Så er jeg ikke længere til at stole på for mine læsere, hvilket befolkningen da også fortæller os journalister, hver gang de bliver bedt om at gradbøje troværdighed på en skala.
Enkelte net-aviser holder en høj journalistisk fane, og i mine øjne er Politiken.dk en af de få.
Mediebranchen befinder sig i en negativ nyhedsspiral. Det er uomtvisteligt. De store TV-kanaler får over 90 procent af deres danske nyheder fra de skrevne medier. De store dagblade henter eller lader sig inspirere af lokalaviserne i over 80 procent af deres indenrigs nyhedsartikler.
Men vi lokaljournalister har ikke længere tid til at være metodiske. Vi kan ikke længere unde os den luksus at "komme hele vejen rundt" om en historie, og det gør os sårbare og svage over for magthaverne, der ved, at vi ikke længere kan lege "katten og musen" med dem. Vi kan ikke længere spille hardball mod beslutningstagerne, for de ved, at vi har gjort os afhængige af deres velvilje til at "stille op".
Det får mange journalister til at træde på bremsen. Jeg er selv begyndt at mærke foden blive tung, men jeg har stadig nogle kampe tilbage i mig. Jeg har personligt følt til konsekvensen af at blive "persona non grata" i en kommune, som gengælder med tavshed og isolation, både i kommunalt og politisk regi. Det kræver vilje og mod at komme videre med de arbejdsbetingelser.
Og den kamp har jeg ved gud ikke tid til i min daglige halsløse stræben efter at opfylde min daglige kvota.
Så hvis du syntes, at journalistikken af i dag er mere overfladisk end i "de gamle dage", så skyldes det blandt andet, at antallet af lokaljournalister ikke er øget proportionelt med arbejdsbyrden og den stadigt mere komplekse formidlingsstruktur - tværtimod.
Det betyder, at de store medier ikke kan lade sig inspirere af lokaljournalistikken i samme grad som tidligere, og det rammer journalistikkens fødekæde fra bunden og op: Øgede krav til lokaljournalisterne giver færre gode lokale graver-artikler, som de store aviser kan skrive om, hvilket tvinger dem til at fokusere på forbrugs- og glamour-nyheder (en subbranche i rivende vækst), hvilket igen tvinger tv-kanalerne, der jo skal fylde nyhedsfladen ud, til at opprioritere vejrudsigten, sporten, underholdningssektionen, liveinterviewet, udlandsjournalistikken, og alt andet der kan bruges til at fylde fladen ud på de sløve dage.
Omvendt viser det sig, at læserne rigtig gerne vil læse de overfladiske nyheder, vi gylper op til dem. De er faktisk vilde med dem. Det udnytter alle aviserne til overflod i deres netudgaver. Men læserne vil ikke betale for den slags nyheder, og det er svært at bebrejde dem. For hvem vil betale for noget, som for det kan hentes alle steder på nettet og som ikke bidrager til at udbrede læserens viden om det samfund som han eller hun bevæger sig i? Hvorfor købe avis, når en voksende del af stoffet enten er underholdning, Ritzau-citater eller reklamebetalt forbrugerstof?
Dog skal til sidst siges, at jeg mener, at de landsdækkende aviser stadig er gode til at bide politikerne i haserne, når de træder i spinaten. Men som alle journalister efterhånden ved, så sælger hurtige historier som Carsten Hansens uskyldige brøler til en julefrokost mindst lige så godt som en dybdeborende politisk graversag, som har taget måneder at efterforske. Og det ved dem med pengene også, i ved, dem med kravet om øget produktion i et presset marked, og de præmierer gerne journalister for at lave de hurtige kioskbaskere i stedet for at smide ressourcer i at genoplive faget.
/rant
