Gud er stor - eller historien om et folkedrab på en lille pige

I forgårs døde en 17-årig pige. Hendes krop kunne ikke længere holde smerten ud. Det der var tilbage af den i hvert fald. Den var nemlig blevet ganske deform af at have taget imod hundrevis af sten slynget mod hende af al kraft fra en rasende folkemænde.

Og da hun endelig udåndede, efter at hun hulkende havde bedt om nåde i tredive pinefulde minutter, jublede over hundrede mænd. Deriblandt hendes egen onkel, bror og det lokale politi.

De glædede sig over hendes død, for hun havde gjort noget ganske forfærdeligt. Noget utilgiveligt. Noget hun bestemt fortjente at dø for.

Hun havde forelsket sig i en muslimsk dreng, der ikke delte hendes forældres religion. Og de var løbet væk sammen. De vidste, at deres kærlighed aldrig kunne accepteres i den lille stærkt religiøse landsby, der ligger et sted i det nordlige Irak. Og derfor derfor var de hånd i hånd stukket af i mørkets skjul.

Derfor skulle hun stenes til døde.

Du'a Khalil Aswad, 17 år, i sine sekunders sidste øjeblik

Historien her er selvfølgelig tragisk i sig selv. Den er et kerneeksempel på, hvor langt vi mennesker stadig har tilbage at udvikle os, før vi for alvor kan kalde os selv en højtstående race.

Men der er noget ved hele denne her historie, der er langt værre, end en lille uskyldig piges brutale endeligt.

Nemlig den irakiske regering.

Det er nemlig slet ikke sikkert, at de mange gerningsmænds handlinger får konsekvenser. De begik nemlig æresdrab, og det er ikke nødvendigvis strafbart.

Det samme gør sig gældende i Pakistan, hvor stammehøvdingerne har uindskrænket magt over deres egen landsby. Det samme gør sig gældende i flere afrikanske lande, hvor steninger, hængninger m.m. er straffrit så længe det sker med landsbyens ældres velsignelse.

Og det skal vi sgu gøre noget ved. Og med "vi", mener jeg den civiliserede del af verden.

Det må sgu da være vores pligt at ophøre al internationalt samarbejde, samhandel og økonomisk bistand til lande, der ikke slår hårdt ned på æresdrab. Vi skal sanktionere landene (Pakistan, Afganistan, Uganda m.m.) og derved tvinge dem til at samarbejde om et velfungerende uddannelsesprojekt, sådan at den fattige del af befolkningen lærer at se deres handlinger i et mere civiliseret lys. Men det skal samtidig indskærpes, at æresdrab straffes på lige fod med mord - uden undtagelser. Det er i mine øjne vejen frem.

Hvis et land ikke kan straffe deres egne borgere for de mest modbydelige mord, har de ikke ret til at være en del af vores globale landsby. Så enkelt er det!

Eller så enkelt burde det være. Men det er det selvfølgelig ikke. Vi vil fortsat dyrke samhandel med Irak. Vil vil fortsat købe deres olie, og vi vil stadig invitere dem med til OL og VM i fodbold.

Men så igen. Hvem er vi til at dømme. Der er åbenbart ingen i Irak, der begræder den lille piges bortgang, så hvorfor skulle vi?

Måske fordi vi sammen kan gøre en forskel. Hvis vi altså kunne blive enige

Og hvorfor skulle vi ikke kunne det?

EDIT: Videoen af pigens brutale endeligt kan ses her: Hvorfor?

Jeg har ikke selv set mere end et sekund eller to. Jeg kunne simpelthen ikke få mig til at kigge længere på det. Jeg vil nemlig nødig have, at billederne for evigt fryser sig fast på min indre nethinde og ødelægger mit - trods alt positive - perspektiv på verden omkring mig.

Dengang vi havde et poker-boom...

Jeg læser en del blogs fra forskellige pokerspillere, både nationale og internationale. Og en af de ting, jeg har bidt mærke i de sidste par måneder, er, at en del af bloganterne (ja, det burde vi da hedde!), helt har mistet lysten til at spille poker. Mig selv inkluderet.

For mit eget vedkommende er det mere end bare det gode vejr udenfor. For selv om varmen, de letpåklædte piger, og det grønne græs lokker, kan solen jo ikke skinne hele tiden, og pigerne kan ikke være letpåklædte konstant. På et tidspunkt falder mørket på, og kulden kommer snigende. Pigerne tager lange bukser på, og græsset bliver koldt og fugtigt.

Og det er på det tidspunkt, jeg burde have lyst til et hyggeligt slag poker på nettet. Godt gemt væk, hjemme i stuen med et krus varm kaffe og med Mr. Big's one hit wonder: "to be with you" i højtalerne.

Men det har jeg ikke lyst til.

Jeg kigger lidt på 2+2. Læser et indlæg eller to på Pokernet.dk. Og når jeg er på toilettet, kigger jeg pligtskyldigt i en pokerbog. Men lige meget hjælper det. Jeg gider ikke spille spillet.

Og nu kan man vel godt spørge sig selv om jeg bare er brændt ud efter en lang periode med vigende resultater. Og det er da også et glimrende spørgsmål.

Men så kigger jeg lidt på de andre pokerbloganters skriverier, og jeg aner et mønster. De gider nemlig heller ikke rigtigt at spille poker længere.

Pokerstederne har også opdaget tendensen, ser det ud til. For nu kan man spille lotto, "sten saks papir" og lignende spil fra deres sider. Spil, der intet har med poker at gøre.

TV2 Zulu og Eurosport kan også mærke det. Deres pokerprogrammer har ikke i nærheden af samme seerskare, som de havde for bare seks-otte måneder siden.

Ja, man får helt lyst til at spørge om ikke pokerboomet er godt og vel overstået.

Men det interessante spørgsmål er vel egentlig hellere: Hvad får folk til at miste interessen for poker så hurtigt i disse dage?

Men ok, det kan da også meget vel bare være mig, der overfortolker situationen... Det har jeg en gang imellem en tendens til at gøre :-)

En kort, en lang

Der bliver stadig ikke spillet meget poker. Interessen er der ikke rigtigt. Alligevel er det lykkedes mig at tabe små 400$ på lidt cash game. Det er hverken for meget eller for ringe. Det er bare varians. Jeg har pt. ca. 2800$ på poker kontoerne.

Jeg synes i øvrigt lige, jeg vil pege jer hen til en online tegneserie, der gang på gang får mig til at smile.

Her er et eksempel:

Den løbende tegneserie kan findes her: xkcd

Et nyt druk-spil ser dagens lys

OBS: Jeg har ikke skrevet meget i bloggen de sidste mange dage. Det skyldes primært, at jeg ikke spiller poker for tiden. Det gider jeg sgu ikke. Jeg skal snart skrive en vigtig studieopgave, og da foråret samtidig kigger forbi, har jeg ikke nær samme tid/lyst til poker, som jeg har haft vinteren over. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg helt dropper bloggen. Den fortsætter ufortrødent, men indholdet bliver nok lidt mere sporadisk og mere i stil med følgende indlæg:

City Power-up Golf er blevet opfundet!

Ja, det lyder skørt. Og det er det også. En ven og jeg besluttede os for at opfinde et spil, der kan spilles i godt vejr inde i byen. Og det skal kunne spilles tæt på, hvor vi bor, og vi skal kunne blive enormt fulde. Ideen kom til os som en blåhval i klart måneskin. Minigolf på gågaderne i Aalborg centrum med hjemmelavede køller, massere af bajere og en ordentlig bunke power-up kort! Intet mindre...

Reglerne er uhyre simple:

1) Man medbringer max tre køller. Det kan være hvad som helst. Jeg brugte en paraply og en gulvsvaber ved premieren i sidste uge.

2) Man skal bruge en squashbold. Alle hårdhedsgrader er godkendt.

3) Man får to timeout kort før spillets start. Hvert kort giver dig 30 sekunder til uhindret at skyde til bolden uden at det koster slag. Bolden skal dog ligge helt stille mellem hvert skud.

4) Man kan max trække to power-up kort pr. hul. Et power-up kort er lidt ligesom i Matador, hvor man enten kunne være heldig eller uheldig. Et kort kan lyde sådan her:

"Det er din fødselsdag! - Du giver et gratis slag til en valgfri modstander og drikker et glas øl, mens de andre synger fødselsdagssang"

Et andet eksempel:

"Du er til fyre! - De andre tjekker et lækkert skår ud. Du udnytter muligheden og må placere din bold 1 meter fra hullet"

Eller:

"Du er auktionarius! - Den spiller der byder flest glas øl, får tre gratis slag"

I kan se, hvilke power-up kort, vi spillede med ved premieren her: Vores power-ups. Men i er selvfølgelig velkomne til at finde på jeres egne. Alle spillere skal samles rundt om bolden tilhørende personen, der har kaldt en power-up. Der skal være mindst 25 forskellige power-up kort, så det ikke bliver for ensformigt.

5) Man må ikke trække et powerup kort før man har taget sit første slag på hullet.

6) Banerne og hullerne skal laves ud af omgivelserne. Et godt hul kan være en rist, et opbrudt stykke gågade, eller en naturlig sænkning i terrænet. Det er en fordel, hvis du allerede har været ude og planlægge hullerne, sådan at alt kører efter en rute.

Hullet er risten til venstre. Bemærk de hjemmelavede køller til højre. :-)

7) Alle huller skal være par tre huller. Det betyder ikke, at de ikke kan være flere hundrede meter lange og kræve mindste et dusin slag at gennemføre. Det var et par stykker af vores, men et heldigt powerup-kort eller en timeout kan gøre hullet væsentligt kortere. En af mine medspillere vandt fks. en auktion (Prisen endte på otte glas øl (ca. fire flasker), der skulle drikkes i streg), og fik på den måde 3 gratis slag, hvilket gav ham et hole in one på en 200 meter lang bane. :-)

8) Alle skåler og drikker et glas øl før hvert hul. Spillet er jo reelt blot er en undskyldning for at drikke sig fuld til aftenens begivenheder.

9) Der findes ingen omslag. Havner man i en umulig situation, og derfor ikke kan gennemføre, scorer man +20 for hullet.

10) Der skal være en sjov præmie til vinderen.

Så, nu kan i også spille City Power-up Golf (CPG). I skal ca. beregne 30 minutter per hul, så det kan hurtigt tage det meste af dagen. Jeg anbefaler, at man maksimalt er seks spillere.

Men jeg kan garantere jer for, at det er sjovt. Vi havde i hvert fald en super hyggelig dag, hvor vi turede rundt i Aalborgs gader med hjemmelavede køller, to kasser øl og en æske påskeæg som vinderpræmie... Fik jeg forresten fortalt, hvem vinderen blev?

Kan i gætte det? - Det tror jeg nok, i kan! \O/

Hvis nogen beslutter sig for at prøve spillet, så læg lige en kommentar, så jeg ved, hvordan det gik.

På dødsdruk i Lemvig og en personlig betragtning

Jeg er just hjemkommet fra en weekend i selskab med venner, alkohol og damer. Og poker. For jeg er jo trods alt en pokerblogger...

På et mørkt værtshus i Lemvig fik jeg nemlig tilbudet om at spille lidt poker med de lokale hajer. De sad og spillede i et hjørne, rundt om et typisk pub-bord med grøn filt henover. Blinderne var 10/25 kr., så det flugtede meget godt, hvad jeg er vant til på nettet. Det sjove ved det her er, at de købte ind for max 4-500 kroner!

Så hele bordet sad mere eller mindre shortstacked fra starten af. Det vidnede om en komplet mangel på pokerkundskaber, så jeg købte straks ind for 2000 kr. Det gloede de meget på og mente var helt sindssygt. Jeg mente derimod, at det var dem, der var sindssyge, men ok.

Jeg endte med at tabe ~1500 kr. efter at have været i plus hele aftenen. Men et misset flushdraw og et suckout bragte aftenen i minus. Det var nu ikke så galt, for jeg var glad for mit spil den aften. Jeg brugte min større stack til at skubbe rundt med de andre, og de vidste, at de ofte ville risikere hele deres stack, hvis de raisede.

Resten af turen fortaber sig i tågerne, men sådan skal det også være, når otte gutter sætter sig for at drikke Lemvig under bordet. Jeg spillede dog et par sng's med dem om lørdagen og vandt omkring 500 kr. Så turen kostede mig 1000 kr. i pokerpenge. Det er ca. 175$, og dem overfører jeg fra PokerStars til min bankkonto en af de nærmeste dage.

På grund af den hårde weekend, er det i dag derfor ikke blevet til meget poker. Jeg tog et par sessions, men da jeg kun spiller seks borde af gangen, er det ikke mange penge jeg sætter i omløb. 42$ blev det til i dag, og min konto hos PokerStars lyder på 3282,73$. For april måned har jeg derfor tjent 460,50$. Ikke så skidt når man tager i betragtning, at det er på blot 66 sng's, hvoraf 29 af dem er på 16$ niveauet.

Det er faktisk noget, jeg har tænkt meget over her på det sidste. Jeg får jo slet ikke spillet de volumener, der er afgørende for at kunne tjene gode penge. Jeg ser gode sng'ere som Dokkedal, BigJoe og Reikan spille mere end 1700 sng's om måneden, og når jeg derefter tjekker Sharkscope, kan jeg se, at det tager mig et halvt år, hvad de opnår på 30 dage.

Det er også derfor mine nedture ser så voldsomme ud. Jeg bruger jo et par uger på at spille samme antal, Asger Dokkedal bruger to dage på, og derfor strækker en dårlig stribe sig over flere dage eller uger.

Løsningen er selvfølgelig at spille flere borde af gangen, men det kræver, at jeg køber nyt hardware, da jeg mindst skal bruge to store fladskærme. Jeg ved heller ikke om jeg har lyst til at spille 15-20 borde af gangen. Det kunne være sjovt at prøve, men om jeg ville kunne hive et plus ud på lang sigt er et andet spørgsmål. Jeg tror det, men jeg ved det ikke med sikkerhed.

Så tilbage er altså at oppe antallet af daglige sessions til det dobbelte. Men det ville kræve en dobbelt så stor indsats og et dobbelt antal timer. Og det gider jeg sgu heller ikke. Det er jo trods alt blot en hobby, og intet andet.

Så jeg vil fortsætte mine daglige 12-32 sng'er, og jeg vil fortsætte med at forbande riverkortene, PokerStars og mine uduelige modstandere. Jeg har jo intet andet valg. :-)

Tag chancen!

Jeg sidder her i min pengetank og bader i blankpolerede guld dukater. En gang imellem æder jeg en. Ikke fordi de smager godt. Men fordi jeg kan.

Jeg har nemlig fået penge tilbage i skat. 11.000 kr. for at være nogenlunde præcis. Og det havde jeg sgu ikke regnet med. Tværtimod faktisk. Jeg havde frygtet at skulle slippe et par tusinde, da jeg har haft lidt freelance arbejde, jeg ikke havde helt økonomisk overblik over. Men Skat har åbenbart tændt for min boomknap.

På pokersiden er der også sket noget. Jeg er rykket tilbage til 27$ spillene, da jeg nu har 3100$ på kontoen. Så må vi se, om jeg kan holde momentum og krænge mig ud af den bad beat spændetrøje, Pokerstars har tvunget mig ned i hele sidste måned. Det bliver en spændende udvikling at følge, tror jeg.

Og nu til noget helt tredje. Nu skal vi nemlig til at sætte tingene lidt i perspektiv. I et meget større perspektiv faktisk. Det er jo sådan, at vi mennesker har det med at tro, at alt centrerer omkring os, og vores lille verden. Ja, vi fejler ofte i at forstå, hvor ubetydelige og overflødige vi egentlig er. Set i et større perspektiv altså...

Her er et klip, der forhåbentlig kan hjælpe på forståelsen. Det er en gammel slager, så i har sikkert set den før. Men den er nu alligevel værd at gense.


Og her prøver en grafiker at få os til at fatte, hvor lille vores klode egentlig er. Det klarer han meget godt.


Men du skal også selv have muligheden for at lege lidt med skaleringerne. Det kan måske hjælpe med til at sætte vores lille verden i relief, og give et indblik i, hvor latterlig diminutive vi er i forhold til universets næsten grænseløse tomrum.


Og hvad skal jeg så bruge det til, spørger du måske.

Jo, du skal bruge det til at blive modigere. Til at smide nogle hæmninger. Forstår du først, hvor ubetydelig dine gerninger er i det store kosmos, forsvinder nemlig grunden til at holde tilbage. Hvorfor hæmme sig selv med følelser som frygt, mismod og generthed, når de er så ligegyldige? Hvorfor ikke bare springe ud i nogle af de ting, du altid har ønsket dig? Spørg kvinden du er hemmeligt forelsket i om hun vil en tur i biografen. Fortæl dine venner, at du er bøsse - hvis du altså er det! Spring i faldskærm. Sig dit kedelige job op. Tag nogle chancer. Du vil ikke fortryde det... eller, det vil du måske. Men hvad betyder en smule fortrydelse i et større perspektiv?

I stedet for at leve i frygt for, hvad der kan ske, så gør som jeg, og følg det her mantra:

Jeg vil hellere fortryde mine handlinger end at fortryde aldrig at have handlet

PS. Hvis ikke i finder en ny post her i morgen, kan det være fordi, jeg er i gang med at snitte en fiskestang af bambus på en flodpram et sted i Sydamerika... Ja, man ved sgu aldrig. :-)

Jeg har sgu spillet poker i dag

Efter en periode på et par uger uden poker på nettet, har jeg igen brugt lidt tid ved den grønne filt hos PokerStars. Pausen var tiltrængt, for jeg har simpelthen ikke har lyst til at have noget med poker at gøre. Intet. Ok, næsten intet. Jeg har da fulgt med i High Stakes Poker, og læst lidt på Pokernet. Men det er også det.

Til gengæld er det blevet til 211,50$ i dag, hvilket er helt fint, taget i betragtning, at jeg stadig roder rundt nede på 16$ bordene. Det betyder, at jeg igen er på godt 3000$. Det har jeg efterhånden prøvet en del gange, så det er ren rutine.

Jeg er også sluppet for de helt gale bad beats i dag. Om det er tegn på, at PokerStars har trykket på boomknappen, eller om det bare er stilhed før stormen, melder historien intet om. Det må tiden vise.

---

Der skal også være plads til lidt musik i dagens blog. Først i form af en fantastisk duet mellem Satchmo og Cash fra 1970. Sangen er blevet frigivet af Cash' søn, så det er et klip, der ikke tidligere har været tilgængeligt for offentligheden... Blue Yodel no. 9



Her er Armstrong netop vendt tilbage på scenen efter to års alvorlig sygdom. Han medvirker i et tv-show Johnny Cash var vært for i årene 1969-1971: "The Johnny Cash Show" optaget i det legendariske Grand Ole Opry. Her inviterede Cash musikere som Ray Charles, Stevie Wonder, The Dominoes og altså også Armstrong til en gang hyggejam. Året efter, 7. juni 1971, døde Satchmo. Så det her var en af hans sidste optrædender på tv. Men selv om han stadig var svækket af sygdom, på det tidspunkt showet blev optaget, gav han en optræden helt på niveau med, hvad man kunne forvente af en trompetist og entertainer i verdensklasse. Især når han synger med på omkvædet, kan man ikke lade være med at trække på smilebåndet.

Jeg slutter af med musikvideoen af en af mine absolut favoritsange sunget af Johnny Cash. Sangen er skrevet af Trent Reznor fra Nine Inch Nails, men det er Johnny Cash, der giver den liv og dybde. Den er som skrevet til ham. Videoen til sangen blev optaget i slutningen af 2002. Cash kone, June Cash, havde i den periode alvorlige problemer med hjertet, og stod til at skulle opereres - en operation der desværre kostede hende livet få måneder senere. Videoen viser derfor en 70-årig Cash der, alene og samtidigt stærkt svækket af en ondsindet nervesygdom, bruger sine dage på at genleve minderne fra sin ungdom. Videoen veksler mellem kornede gamle familieoptagelser og mørke stilistiske billeder fra nutidens grusomme realitet. Man får på den måde et indblik i, hvordan det for Johnny Cash måtte føles at blive gammel, svag og ensom. Ja, jeg får sgu gåsehud hver gang jeg ser videoen, og jeg håber, at jeg vil blive forskånet for en så brutal alderdom.

Fem måneder efter optagelserne døde June Cash, 73 år gammel. Hun skulle dog ikke vente længe på sin mand gennem 35 år, for blot tre måneder senere, 12. september 2003, opgav Johnny Cash kampen mod nervesygdommen. Sangen her blev derfor den sidste i en vanvittig lang række af populære hits fra en mand, der gennem hele livet åndede og levede for sin musik, sin familie og sin religion.