En sjælden gang imellem får man en chance for at videregive en beretning, der, overset af historieskriverne, har fået lov til at gå i glemmebogen. I går havde jeg den ubetingede fornøjelse af at snakke med et øjenvidne til tyskernes angreb, 29. august 1943, på vores dengang største krigsskib Niels Juel.
Hun var blot en lille pige, men fra hendes farmors entré kunne hun se tyske jagere, suse hen over hfamiliens hustag i få meters højde, mens de sprøjtede kugler mod et desperat dansk mandskab, der forsøgte at sejle til Sverige, uden for tyskernes rækkevidde.
Artilleriskibet Niels Juel endte i tyskernes varetægt trods den frivillige nedsænkning. Den skiftede senere navn til Nordland, men endte i 1945 med igen at blive sænket af egen besætning. Denne gang af tyskerne, der, et sted i Kielerbugten, ikke ville lade hende falde i hænderne på russerne.
Flugten mislykkedes og det kostede en matros livet og sårede fire andre. I trods sejlede besætningen det nu stærkt beskadiget skib ned i Isefjorden, hvor de sænkede skibet. Det blev dog efterfølgende bjærget af tyskerne, der tvang et dansk redderi til at restaurere det tilbage i brugbar stand.
Nogle ved det måske allerede, men 29. august 1943 var dagen tyskerne iværksatte Operation Safari, et hårdhændet forsøg på at afvæbne det danske forsvar. De stormede blandt andet de danske stillinger på Holmen i København, og de forsøgte at overtage den danske flåde. Men danskerne var klar over planen og iværksatte en koordineret manøvre, der betød, at hele flåden endte på havets bund, sænket af de danske besætninger.
På Holmen havde forsvaret fået besked af forsvarsministeriet om ikke at skyde på tyskerne, skulle de angribe besætningen. Og sådan blev det. Tyskerne tog fortet uden så meget som et eneste skud affyret.
Troede man. Nye interviews tegner et andet billede, et billede af en stædig dansk soldat, der stolt satte sig til modværge mod horden af tyske kamptrænede soldater. Historien lyder som følger:
Det var aften, og regnen stod ned i tykke stråler. I horisonten kom tyskerne, og det danske vagtværn bestod af to 8mm rekylgeværer og et par almindelige rifler. Næppe nok til at gøre en forskel. Men ukuelighed har sin pris, og på en regntung aften løb en enkelt stædig soldat en risiko, der kunne have kostet ham livet.
Dengang 22-årige Eivin Preuthun husker aftenen, hvor han lagde riflen på kanten af et lille hjerteformet skydeskår og tog sigte. Da tyskerne var 300 meter væk åbnede han ild. Geværmundingen glødede i det våde tusmørke, og de fremadstormene tyskere blev både overraskede og forvirrede over den pludselige aggressive defensiv. De havde kaluleret med, at otte mand næppe turde gøre en forskel, men denne aften 29. august 1943 tog de fejl. En enkelt modig, eller dumdristig vil andre sige, soldat sørgede egenhændigt for at tvinge tyskerne tilbage i skjul bag hjørnet af Prinsessegade for en kort stund.
Eivin Preuthun med hans deling i 1943 fotograferet på Lynæs Batteri ikke langt fra hundested.Eivin Preuthun huskede tydeligt de mange huller hans kugler efterlod i en nu nedrevet mur til Christiania. I alt havde han tømt fem magasiner af 32 skud mod de tyske angribere. Men længere kom historien aldrig, for der var ingen til at nedskrive hans beretning. Og den var nær gået i glemmebogen, som så meget andet ubetydeligt i verdenshistorien gør - Hvis altså ikke en nysgerrig journalist fik interviewet ham for et par år siden.
Det var med det in mente, at jeg i går lyttede intens på en 76-årig gammel kone og hans et år ældre bror, der begge levende fortalte om de mange trængsler, besættelsen betød for deres lille familie lidt nord for Hundested. Broderen var 14 år gammel, da han sejlede ud med et dampskib, der kort efter blev bordret af svenskerne. Han blev tilbudt asyl i Sverige, hvor han under krigen arbejdede for otte kroner om dagen, langt væk fra sin søster, der fra sin farmors entré med store øjne kunne følge tyskernes angreb på de sidste flydende rester af den danske flåde i kattegat.
Deres morfar var fyrpasser for Spodsbjerg Fyr. Det står der stadig, knejsende faretruende tæt på toppen af en sandet skrænt, der år for år gør indhug i terænnet rundt om den diminutive bygning. Dengang legede de rundt om fyret, pigen med hendes dukkevogn, drengen med en slidt sabel. Dengang var der en lille granskov, som faderen havde plantet i et forsøg på at skærme for den ukuelige vind. I dag resterer et par sørgelige rester af skoven, og fyret er arret og grønt af ælde.
Dengang, i 1943, ikke langt derfra, kom tyskerne til Hundested. De var interesserede i fyret, for det gav en mere sikker passage for den germanske flåde, et vigtigt farvand at lade blaugasfyrets stråleglans gennemlyse. Det huede dog ikke morfaderen, der under tvang blev flyttet ned til et lille faldefærdigt hus i Hundested, et par kilometer fra fyret. Hver morgen og sen aften kom en tysk eskorte og beordrede ham til at gå op til fyret og fylde det med den vigtige og voluntile gas.
Søskendeparret husker, at de sent om aftenen lå oppe på loftet og, mens du kunne kigge over på fyret, hørte deres morfars radio, der afslyttede BBC- Englands "London Calling" med antennen ud af et åbent vindue. Uden foran det faldefærdige hus stimlede en lille trodsig lokal folkeskare troligt op, nat efter nat, for at lytte opmærksomt med. Morfaderen var den eneste i byen med en radio stærk nok til at opfange de flygtige og ulovlige radiobølger, så det rygtedes hurtigt.
De oplevede også, hvordan to danske frihedskæmpere en aften blev overtalt af deres morfar til at lade fyret stå. De var kommet langvejs fra for at sprænge lyskilden i luften, ned af skrænten og ud i de brusende bølger. Med argumentet om, at de store blaugasbeholdere ville jævne store dele af Hundested fik han dem overtalt til at opgive forehavenet. Han tilbød endda at skjule dem på loftet, men så vidt kom det vist aldrig, husker de nu aldrende børnebørn.
Efter krigen blev den lille fyrpasser slået til Ridder af Dannebrog for hans indsats under krigen. Drengen vendte hjem fra sit eksil i Sverige og bosatte sig i Hundested, hvor han den dag i dag stadig lever. Pigen flyttede til København, hvor hun fik arbejde i Fyrtjenestens hovedkontor og bor nu i Herlev.
Årene gik, og deres historie gik i glemmebogen. Ingen var der til at nedskrive deres medrivende beretning. Den var nær gået i glemmebogen, som så meget andet ubetydeligt i verdenshistorien gør - Hvis altså ikke en nysgerrig journalist i går fik interviewet dem. Det er derfor med stor glæde, jeg kan give dette korte uddrag af deres historie videre.
Jeg satte i øvrigt 1000$ ind på Pokerstars i dag. De kører en attraktiv reload bonus, og jeg har det stadig skidt over at misse den sidste reload, de tilbød. Det er gratis penge, for man får seks måneder til at tjene pointene hjem, og de tæller stadig med i din akkumulering af point. Jeg kan bestille en 32" fladskærm i øjeblikket for mine FPP's, men da jeg er tæt på at kunne få et 40", har jeg valgt at spare lidt flere point op.
