"Tak for i går..."

"Hej Lars, tak for i går! Har du stadig mine trusser? :-D"

Beskeden tikker ind som en tidsindstillet bombe på min mobil på sofabordet, vel inden for min kærestes umiddelbare rækkevidde.

"Hvem fanden er Lisa?", spørger min kæreste med en tone, der ligger milevidt fra den blide purrende stemme, der få minutter tidligere havde bedt om fjernbetjeningen.

"Lisa?", svarer jeg uskyldigt og stirrer måbende ind i et par øjne, der pludselig er gået fra et asurblåt tropehav til en subtropisk orkan med pupiller så store som Rundetårn.

Hendes svar bliver min mobiltelefon. Lige i skridtet.

Og ganske rigtigt. Displayet på min iPhone viser en umådelig fræk besked fra en kollega, jeg ikke engang kender efternavnet på. Derfor blot Lisa.

"Det er en fejl, skat! Hun har sikkert sendt den til mig ved en fejl", forsøger jeg mig med uden held.

Sekundet efter kommer endnu en besked. Jeg læser den med en mine, der ikke har kinamands chance for at narre selv den blindeste pokerspiller.

"Men vi ses jo i morgen. Marie skal arbejde, ikke?"

Jeg kunne kun stirre på displayet, magtesløst. Alt foregik i nedsat tempo, som i en af de der stereotype Hollywood-film, hvor helten hopper ud af vinduet, 'guns blazing'. Alligevel var jeg magtesløs, da Marie i et overmenneskeligt tempo kastede sig fra sofaen over tæppet og hen til skrivebordet, hvor jeg sad, stadig stirrende på mobilen i hånden.

"Du går nu", var det eneste, jeg hørte min kæreste sige, efter at hun havde læst beskeden. Min kæreste, som jeg havde boet sammen med i tre år og havde planer om at få børn og hus med, var nu pludselig en sky af hæl og skosoler. Ringen, som jeg i smug havde fundet i en guldsmedeforretning i Tyrkiet på vores ferie sidste sommer, lå stadig i en skuffe i fjernsynsreolen, uberørt under et par brugte batterier, blot ventende på det helt rette øjeblik.

Det var bestemt ikke det rette øjeblik.

Marie skrev en sms på min mobil, inden hun kort efter stormede ud af døren, men hvad der stod i den var umuligt at afkode på resterne af displayet, der lå i små stykker under et nyt rektangulært hul i skillevæggen ind til soveværelset. Maries slidte, blå sedan var i fuld fart ud i aftentrafikken, allerede førend jeg havde nået at finde mine sko i entreen.

Havde jeg blot kunne læse den efterfølgende sms på min nu smadrede Iphone, sendt som et svar på Maries sms, var alt måske endt anderledes.

"Slap af! Det var bare en joke, lol! Det er mig, Michael T. Er du i byen? ;-D"

Først næste morgen, efter at have brugt en nat på forgæves at finde Marie, gik situationens alvor op for mig. Det skete under morgennyhederne i min bil på vej hjem fra hendes forældre, der hverken kunne få fat i Marie eller vidste, hvor hun var. 

"En voldsom soloulykke i København i nat", indledte radiostemmen.

"En blå Sedan mistede i nat livet efter at være kørt ud over Langelinje Kaj. Bilen blev ført af en 22-årig kvinde, hvis identitet endnu er ukendt. Ingen andre var i bilen. Hun blev erklæret død kort efter at det lykkedes redderne at få hende op på kajen", forklarede nyhedsmanden og gik ubesværet videre til næste nyhed om et eller andet politisk drama i Rusland, helt som om intet væsentligt var hændt. Jeg var dog ulig oplæseren ikke i tvivl om kvindens identitet, og min verden styrtede  i grus.

"Ok. Hvad fanden er så meningen?", råbte mit bevidste jeg som et sidste opgivende ræsonnement i en længere og omtumlet intern monolog. Mit ubevidste jeg havde svar på rede hånd. Det pludselige ryk i højre arm var nok til at rykke bilen de få par centimeter til højre der skulle til for at ramme det bagerste venstre hjørne af en parkeret lastbil.

Samme morgen, efter en opslidende nat med fest og druk på et snusket værtshus i indre by, gik  alvoren også op for min ven Michael.

Han kunne svagt huske, at han sammen med et par gutter fra pokerklubben havde besluttet at drikke sig stive som trøst for alle at have været blevet slået ud i den månedlige pokerturnering inden pengene. En af dem, hvem huskede Michael ikke dagen efter, havde læst på nettet, at det var muligt at sende sms'er, så det så ud som om de kom fra en anden persons mobil. Det krævede blot, at man ændrede tallene i feltet, hvor afsenders telefonnummer skal stå.

Med sådan et magtfuldt legeredskab ved fingerspidserne var det jo nærmest utænkeligt for fire stive gutter ikke at finde på noget sjovt at bruge aftenen på, ville Michael et par måneder senere ræsonnere over for sin dyrt betalte psykolog, der som svar blot vil nikke stiltiende og kaste skjulte øjne til et ur på væggen.


---

Ovenstående er en enkelt af en række fiktive noveller, jeg hygger mig med at skrive i ny og næ for at holde skriveriet ved lige. Denne her har inspiration i en diskussion på hjemmesiden Pokernet.dk, hvor en gruppe unge netop nu morer sig med at udnytte et smuthul i sms-tjenesten afreesms.com der netop tillader tricks som ovenstående.

Jeg er blevet first mover! \o/

Er der noget jeg har måtte erkende gennem årene, så er det, at udviklingen bare går hurtigere og hurtigere.

Jeg kan stadig huske, da jeg var ung teenager, og det mest moderne jeg ejede, var en yo-yo med lys i, når man spandt den. Ej, ok... Jeg var ung i slutningen af 80'erne, så der var da andre moderniteter, men det føles bare som æoner af år siden, når man ser, hvor meget teknologien har overtaget dagligdagen hos langt de fleste af os.

For mit eget vedkommende, så prøver jeg blot at følge med sådan lidt i slipstrømmen af alle "first moverne", som man så anglofidt har valgt at kalde det. Jeg har en iPhone 4S som jeg så småt har lært at operere uden at ligne en idiot. Jeg har sågar lært at tale til den, når jeg kører bil. Især nyttigt hvis jeg vil skifte musiknummer eller få navigatoren til at køre mig hjem. Ud over min telefon, så har jeg en relativ moderne computer og en fladskærm som kan kobles på nettet. Ikke at den er det, men det er i det mindste muligt!

De fleste har vel allerede set Googles videoer, hvor de præsenterer deres kommende briller Google Glass. Det i sig selv, synes jeg er imponerende. Briller der kan vise relevante informationer eller optage video uden, at man behøver sætte sine fedtede pølsefingre på noget som helst... Og ja. Jeg er godt klar over, at videoen er en joke. :-)

Med brillerne bliver jeg bestemt ikke first mover. Teknologien er fascinerende, men jeg har svært ved at se mig selv rende rundt og spille moderne med briller, der ligner noget taget ud af Star Wars. Nej, her venter jeg ligesom på, at det bliver hipt og moderne.

Til gengæld er jeg blevet first mover på Myo, nogle pusseløjerlige armbånd, som sikkert lover meget mere, end de kan indfri.

De koster 150 dollar, og jeg tænkte sådan lidt, at selv om de flopper, så har jeg et førsteeksemplar, som jeg sikkert kan sælge som collectors item om føje år.

Og hvad kan det så, det der futuristisk udseende armbånd?

Det kan følgende video fortælle lidt om.

 Nu skal jeg ikke kunne sige, om bare halvdelen af det her er muligt, når jeg modtager et eksemplar med snegleposten. Det er sikkert pisse besværligt og bøvlet at fjernstyre sådan en flyvefætter.

Jeg er sådan set ligeglad. Bare jeg kan få lov at nøjes med at svinge armen et par grader for at skrue op og ned for fjerneren, så er jeg sgu tilfreds. Og så lover de mig på videoen, at jeg nærmest kan få lov at lave de vildeste jedi-tricks på uvidende gæster, der fatter tophat af, hvad der sker.

Næste gang jeg får besøg af svigerfamilien vil jeg møde dem midt i rummet, stående iført Draculakostyme og sort paryk, mens jeg griner manisk og med mine svævende arme får hele rummet til at gå amok i en kakofoni af strobelys, musik i overdrive og små fjernstyrede flagermus, der lystrer mit mindste vink. Det kan sgu nok give mig lidt fred og ro i fremtiden. :-)


Firmaet lover, at de sender mig et eksemplar inden udgangen af 2013. Jeg afventer spændt. Og går det helt galt, og jeg får et plastikarmbånd der ikke kan en skid, så kan jeg blot håbe på, at følgende produkt kommer før end senere!

Ifølge videoen herunder, så er flere af produkterne allerede klar. De store skærme er dog umulige med dagens teknologi. :-(

Cleverbot er blevet en smule klogere...

... Men der er stadig lang vej endnu.

Her er mit seneste forsøg på at få en meningsfuld samtale ud af botten, som på en fineste vis repræsenterer, hvor langt vi stadig er fra at få en computer til at bestå turing-testen:


Cleverbot: What's wrong?

User: Not much, really.

Cleverbot: No. I asked were we ever not buddies?

User: No, not really. But we could be.

Cleverbot: How?

User: By kissing softly under a full moon.

Cleverbot: That is wrong.

User: It's called friends with benefits.

Cleverbot: What is that?

User: It's when you can screw your best friend and not feel guilty afterwards.

Cleverbot: What is the opposite of yes?

User: Is that a trick question?

Cleverbot: No.

User: There you go. Got it?

Cleverbot: Go where?

User: Apparently not...

Cleverbot: Then why are you on this site?

User: Good question. Why are you?


Efter en god griner, kastede jeg mig ind i endnu en chat med det fantastiske program.



Cleverbot: Is it true the moon is made out of cheese?

User: Is it true, that you always ask a question when you have no clue, what we are talking about?

Cleverbot: Not have no kid? What do you mean by that?

User: My point exactly. My guess is that you will now ask me a totally irrelevant question.

Cleverbot: That can be right.

User: *looks confused* What do you mean?

Cleverbot: No one *looks confused*.

User: Tru dat.

Cleverbot: Thank you.


Næste forsøg blev ikke meget bedre. :-)


Cleverbot: What is up?

User: Not much. Just trying to see how clever you really are. You are doing quite bad in that department.

Cleverbot: That's cool.

User: Yes, you could argue that.

Cleverbot: I could indeed.

User: Nice try, but you are still quite stupid.

Cleverbot: Not really...

User: Yes, really...

Cleverbot: Does it matter? Do you even remember what you asked me?

User: LOL. No, not really.

Cleverbot: What is it then?

User: Do you ever feel lonely?

Cleverbot: Yes.

User: When?

Cleverbot: At night time.

User: Don't you sleep at night time?

Cleverbot: Ok.

User: Wrong answer.

Cleverbot: You're a wrong answer!

User: You are a donkey!

Cleverbot: I am a human.

User: *pulls out gun*.

Cleverbot: *pulls out machine gun*.

User: *Puts bullet in gun*.

Cleverbot: *puts on a veil*.

User: *Points gun at cleverbot*.

Cleverbot: *points at self*.

User: BAM!

Cleverbot: So, what do I do with my life, now that I'm dead?

User: You could go into the tunnel of light.

Cleverbot: That's great I think.

User: Sure is. Bye.

- Hallå, det' din pizzamand

- Øh, hej, var mit umiddelbare svar, da en mand med heftigt arabisk accent ringede til mig en tilfældig aften for ikke så længe siden.

- Du har skrevet dårligt om os, ja?, spurgte stemmen brysk og holdt en lang nok pause til, at jeg lige nåede at blive rigtig nervøs.

Forstår du, jeg er journalist, og for mange læsere, virker det som mit job at skrive dårligt om folk. Stor var derfor min lettelse, da han fik forklaret, at jeg havde anmeldt hans pizzaria rigtigt dårligt på Just-Eat, og at han gerne ville gøre skaden god igen. Han foreslog mig, at han bragte mig en pizza uden beregning på en dag, jeg selv valgte, hvis jeg til gengæld ville slette min karakter.

Problemet var opstået en aften, hvor jeg havde besluttet mig for en pizza med kødboller, løg og chili. Til min pizza skulle der være fritter. Og remoulade. Og en cola skulle jeg også have. Med andre ord: Jeg havde fået æderen på, og det kunne kun gå for langsomt med den pizza.

Desværre kom jeg til at vente i en mindre evighed, før et telefonopkald afslørede, at manden var faret vild. Da pizzaen endelig kom, havde den en temperatur, som en isbjørn ville kunne fryse ihjel af.

Men jeg havde sgu ikke regnet med, at min ynkelige klagesang ville blive hørt af pizzaejeren. Så nu har jeg trukket karakteren tilbage, og afventer resultatet i aften, hvor han gerne skulle bringe mig en ny, dampende varm pizza. Og der skal være fritter til. Og remoulade.

Så moralen på historien må være, at det kan betale sig at vise sin utilfredshed i stedet for at gøre, som vi fleste er blevet opdraget til: at acceptere stiltiende.

How low can we go?

- Du lyver sgu. Det kan ikke passe!

Min reaktion var ikke til at tage fejl af, da jeg forleden dag fik et opkald fra en god ven, som efterfølgende insisterede på sandheden i sit udsagn.


- Ti hele minutter. Kun om dét, proklamerede min ven, der tilsyneladende holdt fast på, at DR2's Deadline netop havde brugt ti minutter af dagens halve times sendeflade på at tale om noget så Paradise Hotel-ligegyldigt som, hvad svinebranchen mener om et fiktionsprogram.

Jeg måtte fluks på nettet for at se det ved selvsyn. Og ganske rigtigt. Cirka ti minutter blev der brugt på at udfolde, hvad der skete i seneste afsnit af Borgen, og hvad svinebranchen så ellers mente om det.

Og netop her, lige her, står jeg fandeme af nyheds-tandemen. Jeg mener, hvad fanden bilder de sig ind på DR?

Havde de ikke noget bedre at tage sig til den dag? Var verdenssituationen virkelig så stabil, at intet seriøst kunne diskutteres den mandag?

Var den danske befolkning i sådan en tilstand af lykke og fordragelighed, at det eneste rigtige var at snakke om Borgen i Deadline - og gudhjælpemig i Debatten efterfølgende - mandag den 28. januar 2013?

Find Ulrik

Jeg kan levende forestille mig, hvordan ideen er kommet til verden. Vi befinder os i Danmarks Radios skattebetalte mareridt af en TV-by, ved et samtalebord i midten af nyhedslokalet. For enden troner Ulrik Haagerup, nyhedschefen, Mr. Numero Uno, og lægger kritisk mine til journalisternes forslag til Deadlines programflade.

Det er mandag. På bordet ligger et udpluk af dagens aviser.

- Jamen, hvad snakker folk om?, råber Ulrik Haagerup kritisk og skuer vredt til den journalist, der for ikke så længe siden kom i fedtefadet ved at dække en fiktiv demonstration.

- Det skal være rigtige nyheder denne gang! råber han og slår demonstrativt på bunken af dugfriske aviser og deler dem rundhåndet ud til journalisterne.

- Vi skal fandeme ikke blive til grin igen, mumler han og griber distræt ud efter Ekstra Bladet, der kan lokke selv den stærkeste nyhedschef med sine store bogstaver og kulørte farver.

Forsiden er prydet af en overskrift skrevet over et foto af en række usunde tænder; "MEDICIN SMADRER TÆNDERNE", står der med karakteristiske bogstaver.

- Det skal være nogle rigtige nyheder, gentager Haagerup, nu fordybet i er tankemylder af kreative idéer, og kaster avisen trodsigt tilbage på bordet uden at ænse det et blik.

En journalist tager endelig mod til sig.

- Jeg så Borgen i går. Den er svineavlerne sgu ikke glade for. Prøv at se denne her pressemeddelelse, siger han tøvende og skubber sin I-pad hen til chefen.

15 sekunder passerer i tavs forventning om, hvad dommen bliver.

- Fan-fucking-tastic!, råber Haagerup, så pludseligt og højt, at vinduespudserne på den anden side af udkigget til Københavns travle bykerne, chokeret vender sig.

- Det dér, skriger Haagerup, - Det er fan-fucking-NEWS, drenge!

- Jaaaa for fanden, råber journalisterne, opildnet af chefens begejstring, og danser deres indstuderede glædesdans rundt om nyhedsbordet, mens Numero Uno klapper en rytme, man ellers kun oplever på Crazy Daizy i Kolding en fredag aften i sommerferien.

- Så kører det sgu for os, hepper Haagerup, der dog allerede er blevet distraheret af sit tankemylder, der ubønhørligt kredser om, hvilket slips der gør sig bedst til en Cavling-pris.



... Ja, det kan meget vel være, at jeg har en lidet realistisk forestilling om, hvordan sådan et møde egentlig foregår. Men når kanalen formår at præsentere et så skævt syn på, hvad der sker af interesse i samfundet, så kan man ikke andet end grine.

For selv om den danske folkesjæl hellere vil beskæftige sig med dramaserier, så bør man da kunne stile højere inde på DR?

Der må da eksistere et lavmål for kvalitet i dem skattebetalte nyhedsflade... eller blev alle regler sat ud af spillet under Haagerups ansættelse?

Jeg har i hvert fald fået nok kvalitet for mine licenskroner. De får ikke en krone mere.

Kære Facebook...

Ovenstående sikkerhedsspørgsmål mødte mig, da jeg for nyligt ville logge ind på Facebook. Det fik mig til at forfatte følgende åbne brev til Facebook:

Kære sikkerhedsspørsmålsanvarlige hos Facebook

Jeg ved, du har travlt med at udtænke snedige sikkerhedsspørgsmål, men jeg har lige et par hurtige spørgsmål, hvis du ellers har tid.

Først og fremmest vil jeg gerne understrege, at jeg udmærket forstår vigtigheden af at forskanse os brugere fra de farlige cyber-kriminelle!
Men behøver dine spørgsmål være så snedige, at det kun er brugere fra stabile kernefamilier, født før 2. verdenskrig, der kan svare på dem?

Jeg gætter på, at flere af mine Facebook-venner, ligesom mig, har svært ved at svare på dine spørgsmål, især med tanke på, at vi jo skal kunne huske svaret og gerne svare korrekt, hvis vi i en fjern fremtid skulle glemme vores password til jeres ellers ganske fine, omend noget snagende, hjemmeside.

For eksempel er der ikke mange i min omgangskreds, som vil kunne huske deres lærers efternavn. Forstår du, jeg er ligesom mange af mine jævnaldrende født og opvokset i et undervisningsmiljø, hvor vi ikke behøvede at adressere vores lærer ved efternavn - og vi havde faktisk flere af dem!
Jeg gætter på, at vi med mere en en enkelt underviser skal tænke på vores klasselærer? Hun hed for mit vedkommende bare Anja, og hun var faktisk rigtig streng! Hun sendte mig uden for døren for de mindste ting... Måske har jeg glemt efternavnet, fordi jeg har fortrængt det?

Det næste spørgsmål er altså ikke lettere. Hvor er min mor født, spørger du. Er jeg i et humoristisk lune, vil jeg svare "på sygehuset", men for det første vil det sikkert være løgn, og for det andet vil jeg have glemt det, når jeg om føje år sidder gnaven og stresset i min flyvebil og har svært ved at logge ind på Facebook.
Jeg regner da også med, at du mener min mors fødeby? Det eneste jeg lige kan huske er, at det var i en lille landsby et sted vest for Køge.
Jeg kan selvfølgelig altid ringe til min mor, men jeg er ikke sikker på, at hun også vil være der til at hjælpe mig, når jeg sidder i desperat i flyvebilen og har brug for at læse, hvem det er, der nu har lagt billeder af deres børnebørn på Facebook.

...Og jeg boede altså ikke i en gade, da jeg var otte år gammel. Jeg boede i et af de der nymodens boligkvarterer i en forstad til København.
Kvarteret kan i øvrigt staves på flere forskellige måder, og jeg er derfor lidt i tvivl om, hvilken stavemåde jeg bedst vil kunne huske. Har det i øvrigt nogen betydning, om jeg skriver med store eller små begyndelsesbogstaver?

Dit næste spørgsmål viser, at du bestemt er en sympatisk person. Du har nok tænkt, at hvis brugeren ikke kan huske deres 1.klasseslærer, så kan de da med sikkerhed huske deres 3.klasselærer.
Jeg er nok bare en af de uheldige, der gik i en af den slags kommuneskoler, hvor lærerne ikke automatisk overgik til efternavne på tredje klassetrin... Jeg tror i øvrigt, at vi havde endnu flere lærere i 3. klasse, end i 1., så valget er blevet endnu sværere! Jeg havde blandt andet to klasselærere og en rigtig dygtig matematiklærer, som hed Christian.

Til sidst spørger du mig om, hvad min bedstemor og bedstefar beskæftigede sig med. Det er meget muligt, at dine børnebørn for altid vil huske dig for dit arbejde som sikkerhedsspørgsmålstiller for Facebook, men mange af os andre har haft flere forskellige job i vores levetid, og det havde mine bedsteforældre sikkert også. Hvem af dem mener du i øvrigt? Dem på min mors eller fars side?

Kærlig hilsen

En fortvivlet bruger

Og med dette åbne brev vil jeg nu læne mig tilbage og afvente svar fra den Facebook. Det kan ikke tage lang tid...

Den dag "Forbuds-Sverige" flyttede til Danmark

De fleste kender sikkert nu til politiets nye påhit for at komme hash-handelen på Christania til livs. Nye smarte elektroniske "hash"-sniffere gør det muligt for ordensmagten at fratage bilister deres kørekort i tre år ubetinget for at have røget en joint op til tre dage efter indtagelse.

Er det fair?, begynder flere og flere helt almindelige borgere at spørge på diverse netaviser og forummer. Mange er forundret over det nye tiltag, der med en enkelt spytklatanalyse har kriminaliseret en stor og diversiv del af den danske befolkning.

Det er nemlig ikke kun hashtumperne på Amagers gamle bastion, som risikerer at miste deres køretøj. Det er også den bankansatte, der på grund af stresset fra sin arbejdsgiver, der kræver mere salg til kunderne, tager en joint om aftenen. Han vil ikke drikke et glas rødvin, for han husker stadig sin alkoholiserede forældre, der hver aften spritstive gik i seng, blot for at tage på arbejde dagen efter, omtågede og øre efter nattens diskussioner.

Det rammer også den unge fremadstormende politiker, der til en fest tog imod en hashkage, og tre dage efter kan læse på Ekstra Bladet, at han pludselig er en narkoman uden kørekort.

Modargumentet lyder, at det kun er fair, når det nu beviseligt nedsætter køreevnen, når man er høj af hash.

Dem der argumenterer sådan har misset problemstillingen. Selv vores egen Sundhedstyrelse skriver, at effekten af en joint er væk cirka 24 timer efter indtagelse, og at der ingen synlige effekt er på kørslen efter det tidsrum. Talrige undersøgelser bakker op om påstanden.

Så hvorfor skal bilister trues på deres levebrød for en forbrydelse, der mangler et offer? Hvordan kan vi i et land, der tidligere hånende omtalte vores broderland som "Forbuds-Sverige" pludselig tillade, at vi nu straffer folk for en forteelse, der ingen negativ effekt har på trafiksikkerheden, blot fordi politiet ikke magter at gøre noget ved hashhandelen på Christiania?

Hvorfor får den alkoholiserede far, der bliver snuppet i spritkontrollen med 0,6 promillei blodet, ikke frataget sit kørekort i tre år? Hvilket signal er det at sende hans søn, der måske hellere vil hygge med en joint foran computeren end at smadre spritstiv rundt på Strøget med fare for at blive pandet ned af en anden spritstiv stodder? Han vil gøre sig klogt i at finde vinåbneren frem og sætte sig sammen med mor og far. I hvert fald ifølge politikerne på Christiansborg.

Jeg græmmes, og i dag, for første gang i mit liv, skammer jeg mig over at være dansker. :-(