Vi er alle i centrum i vores eget univers

Det slår mig i ny og næ, ofte i bussen eller hvis jeg drikker en kop kaffe i en café alene på en travl eftermiddag: Vi er alle i centrum af vores eget unikke univers.

Servitricen, der serverer kaffen, og som gaber skjult, når kunderne ikke kigger. Hun lever livet i centrum af alt, hvad der er vigtigt for hende. Hendes tanker, hendes drømme, sorger og bekymringer er hendes alene.

Den overvægtige passager i bussen, der pruster svagt efter at have bevæget sig bagerst i bussen. Han er centrum i hans eget fantastiske univers, fyldt med vidunderlige tanker, oplevelser og muligheder, som jeg aldrig vil fatte eksistensen af.

Ligeledes er jeg, og du, min kære læser, i centrum.

Og det er faktisk mere sandt, end man lige skullle tro. Stod vi to meter fra hinanden, så ville vi hver især være i nøjagtig centrum af vores eget oberserverbare univers. Dit univers vil endda række to meter mere til den ene side end mig, ud i et terræn mit eget univers aldrig vil være i stand til at observere, havde vi hvert vores identiske teleskop, to meter adskilt, der kunne se så langt lyset rækker.

Det betyder selvfølgelig ikke, at dit univers er så meget anderledes end mit eget. De er faktisk ganske identiske, stort set.

Der er de små forskelle, såsom dine øjnes evne til at opfange lys differerer for eksempel fra mine. Vores hornhinder er ikke formet helt ens, og konsekvensen er en forskellig oplevelse af farvespektret. Din oplevelser af enhver given farve er uden tvivl en smule anderledes end min. Blå er ikke bare blå.

Det samme kan siges om vores tanker. Tager vi tankevæsenet med i ligningen, kan der være enorm stor forskel på vores univers. Det handler mest om, hvordan vi tolker vores omgivelser.

Min overvægtige passager i bussen kan ud af vores fælles vindue lade sig irritere over myldretidens kaos, bilosens skadelige effekt eller hans medpassagers insisterende blik på hans nakke.

Alt dette vil kunne fylde hans indre væsen og hindre ham i at ænse reflektionen i ruden, der ellers ville afsløre mit salige smil over, hvor spraglet en verden vi er vidne til uden for bussens pansrede væsen.

Han vil aldrig ane og anerkende, at hans sidepassager er på sin helt egen unikke rejse gennem et univers fyldt med sine egne unikke valg og fravalg. Han vil derfor ikke vende sig om og indgive sig på en samtale. Vores to verdener vil derfor helt undgå at mødes, og vi vil aldrig igen have mulighed for at lære hinanden at kende. Måske vi ville blive bedste venner?

Den slags tanker får mig ofte til at reflektere over multistrengsteorien. 

En af de mere gængse multistrengsteorier går på, at alle de valg vi aldrig træffer, lever videre i andre universer, separeret af dimensioner, hvor tid og sted ophører på måder, vi ikke er i stand til at opfatte. Disse unikke universer vristes ud af vores eget i det øjeblik vi træffer et valg, og kan kun observeres fra en dimension, vi endnu ikke kan verificere eksistensen af.

Med de briller på, er vi alle blot en tilfældig udgave af et uendeligt antal kloner, på vej ned af hver deres rute, fyldt med egne, igen uendelige, valg og fravalg - og hver gang en klon vælger en ny rute, siger den farvel til den udgave af sig selv, der ville have valgt anderledes.

Vi bliver på den måde reduceret til passagerer i et univers, langt større end vores egen forståelse, fanget som en myre i en haveslange på vej gennem livet, uden blik for alle de muligheder vores valg og retning afspyder, for i vores verden eksisterer kun haveslangens snoede rute.

Men... I et univers med et uendelig antal kopier, forgreninger og blindgyder, hvori består så meningen med livet, vil nogle måske spørge. Andre vil ryste på hovedet og ikke skænke det en tanke resten af deres liv, i stedet opslugt af at skære et hjørne på en klode, der endnu blot er i startfasen af en episk rejse gennem universet, bundet til en sol der farer gennem rummet med en fart på 83685 kilometer i timen.

For mig er det underligt forvirrende at se sit liv som blot en enkelt ubetydelig klon i et umådelig komplekst univers bestående af langt flere dimensioner og snitflader end selv fantasien kan overskue.

Men på den anden side er det beroligende.

For uanset hvilket forkert valg jeg træffer, så vil en anden udgave af mig træffe det korrekte og nyde fordelen heraf på sin egen færd videre. 

Teorien skulle ifølge klogere mennesker end undertegnet redegøre for, hvorfor "The Big Bang" opstod uden at bryde med alle vores gældende naturlove. Teorien redegører også for sorte huller, og hvorfor to partikler kan hænge sammen, selv om de er lysår fra hinanden.