Til alle trolls: Tror i virkelig, at i er urørlige?

Her kommer, hvad amerikanerne ynder at kalde "a cautionary tale".

Det er historien om en ung fyr, der kom til at fyre lidt for meget lort af om sig selv på nettet. Det er historien om en mand, der måtte lære, hvor langt fremmede mennesker kan gå for at fucke dit liv op, hvis du spiller for smart.

Manden hedder John Decyk, og hans brøde var simpel. Han pralede af at være en MMA-fighter ( (Mixed Martial Arts for de uindviede) med et prangende generalieblad. Han pralede af sine mange gerninger som bounty-hunter, frivillig brandmand, hans fars død som brandmand under 9/11-angrebet, hans fortid som marinesoldat, og meget mere.

For mange er det blot endnu en række uskyldige pralerier i en endeløs stribe af "falske profeter" på nettet. Men denne gang var det noget andet. Den relativt uskyldige selvpromovering skulle ende med at blive John Decyks største mareridt. Et mareridt, der ville ende med fængselsstraf, selvmordsforsøg og en evig forfølgelse.


Det starter

En tilfældig februardag i 2009 falder et medlem af MMA Underground over en side på Wikipedia med en ganske imponerende 23-årig MMA-fighter. En fyr ved navn John Decyk praler med at have slået over 50 modstandere i gulvet. Brugeren opretter straks en ny tråd med titlen: "Check out this fake fighter"


Kort efter begyndte brugerne på et af sidens sub-forums "The Underground" at redigere i wikipediasiden.

Wikipedia blev hurtigt trætte af at læse om John Decyks interesse for dyresex og lukkede undersiden.

Det stillede dog ikke brugerne på Underground tilfredse - langt fra. De begyndte i stedet at stalke ham online. De fandt hurtigt hans Myspace-side, hans telefon-nummer, private billeder, emailadresser til hans venner og familie. De fandt ud af alt, hvad den stakkels mand nogensinde havde skrevet på nettet, både under hans rigtige navn og hans aliases. Det hele blev gjort offentligt på forumet.

En af brugerne ringede efter lidt tid til hans mor. Hun forsvarede ham bravt Hele John Decyks familie blev svinet til, billeder cirkulerede af søstrene, mails blev skrevet til dem alle.


Fanget i Cyberspace

I starten forsøgte John Decyk at svare tilbage. Han skrev mange vrede svar på de mange mails og som respons på opkaldene til familien. Det vækkede blot gruppen af de anonyme medlemmer af Underground. De lugtede blod. Enkelte af brugerne gjorde det til deres livsmission at ødelægge denne unge mands liv.

De oprettede en falsk Myspace-profil i John Decyks navn og begyndte at maile alle hans venner og familie med linkes til alt det lort, han havde løjet om sig selv. De fik hans venner til at poste en falsk bekendelse fra John Decyk på deres egne boards, hvor han undskyldte for alle hans løgne, og forklarede at han var gået i behandling.

De fik fat i en af mandens ekskærester gennem den falske Myspace-profil. Ved hjælp af en fiktiv kæreste til John fik de gjort hende tilpas jaloux til, at hun røbede alle hans hemmeligheder. Blandt andet, at han har en kønssygdom, og at hans far var død af AIDS. Her er en af de mange svar fra ekskæresten:

Hun every thing that comes out of his mouht is a lie he never was a fighter he was never in the us milatary... dad died from aids that is true all the things that r on his wall izs fake. he is nothin but a bum that wants to live off of mom. and all i can say is get ouT wail u stil can cuz u well anx 1 can do better than hin. trvst me thd day i left up there we where stil 2 gether. and he told u that we broke up i know he did. and the next dax he brakes up wit me i was so happy i dhdnt haue 2 do it. all i can say is get out now be for u cant.. i dont want u 2 get hurt he is cheatin on u with i dont know how many other girls its not even funny babe i dont want that back i am doin just fine on my own. i really am but all i can say is i know how he is i should have gave u the heads up and i didnt thats my bad. but get out whail u can cuz he is crazy

De gik endnu længere. En bruger på Underground fik gennem den falske profil provokeret en perifær ven til John Decyk i en grad, at han lovede John tæsk. Brugeren udgav sig både for at være John og hans rigtige kæreste.

Her er en af svarene fra det vrede vennepar til den falske John Decyk:

u wana start shit come and fuckin get some, heres my cell cuz u think i ain't gonna talk shit to your face, but you are so fucking wrong call me and i'll tell it to your ear you fat lying cocksucking faggot, and about tif apparently you don't know shit cuz she is a scanky whore just like she will always be and if you think i can't take her then ask her why she is so fucking scared of me!!!!!! 717-[xxx-xxxx]

Svaret fra den falske John Decyk kom prompte:

you are fat. you are a cunt. you have the hairiest arms I have ever seen. tiff would fucking kill you. and YOU are scared... sending me a fucking phone number... come get some bitch! OR IS THAT FAT FUCK TOOSCARED OF ME???

Vær i øvrigt opmærksom på, at dette her sker godt to måneder efter den indledende post med den falske wikipedia-side swn 10. februar 2009. På det her tidspunkt ved samtlige familiemedlemmer og venner til den lange forum-post på Underground, hvor brugerne internt konkurrerede om at lave det ondeste prank.

De blotlagde ikke blot John Decyks liv, men også hans søstres, hans mors og flere af hans venner, når de prøvede at forsvare ham.

En af de mest hårdnakkede brugere af Underground oprettede sågar en falsk Facebook-profil:

I did a facebook... not much happening...I sent out 38 friend reqs to all his former classmates.... 48 hours later NOT 1 accepted.... fucking guy is popular

På Myspace havde de lange mail-samtaler med John Decyks tidligere barndoms- og skolekammerater, der alle troede, at de skrev med ham. De kunne med gru læse om, hvordan deres barndomsven var blevet homoseksuel, modtog behandling for sine løgne og alt muligt andet lort.


Shit just got real, bitch!

Metoderne blev grovere. En af medlemmerne optog telefonsamtaler med John Decyks mor og uploadede dem til forumet. I et forsøg på at få fred valgte familien at skifte deres telefonnumre ud.

Det gjorde troldene ekstra sure:

I challenge you all to find a new and working phone number for john decyk, karen [slettet efternavn] (mom) donold [slettet efternavn] (stepdad) or jessica [slettet efternavn] (sis) OR get us a number to "tif" (GF) I am prepared to get some malice quality audio... I just need a working number...

they live at [slettet af mig]

Intet var helligt. Selv hans venner blev chikaneret. Et billede på Myspace af et par børn til en veninde til John Decyk blev kommenteret på følgende måde af den falske John Dycek:

my cousin has down syndrom as well... Just love him and give him a better life than anyone could imagine and it will be all good. god bless you for having the strength.

De forsøgte med alle midler at få hans venner til at vende sig mod ham. Kort efter begyndte de på at kontakte helt tilfældige Myspace brugere, mens de udgav sig for den stakkels falske MMA-fighter. Mailsne blev grovere og grovere:

Shut your dirty hooker mouth . Do you know who you are talking to? I am the fucking Jam Man. Do not talk like you are something. You are a white girl do not get it fucked.
Do everyone a favor take down your myspace becasue it is not for fat girls.
You should not post pics you make sistas look bad.

De ringede til hans bror og lagde optagelsen på Youtube. De gik langt ud over alle normale grænser for, hvad man normalt ser på nettet. De var som dræberbier med det mål at ødelægge John Decyks ry og rygte. Det blev hurtigt sørgeligt.

De blev ved. Flere af de mest ondskabsfulde retfærdiggjorde deres handlinger med, at John Decyk på et tidspunkt havde alluderet, at han var tidligere marinesoldat. Det er åbenbart MEGET forkert at lyve om i USA.

Til sidst begyndte de at samle sammen til en bounty. Alt John Decyk skulle gøre, var at acceptere en kamp mod en tidligere marinesoldat fra Underground. Selv hvis han vandt på point, ville han få alle pengene. Han skulle ikke selv sætte penge på højkant. Tosserne havde samlet over 4000$ sammen i winbonus og 1000$ bare for at stille op til øretæverne.

John Decyk måtte til sidst svare.

ok well here is the thing I am not a bounty hunter I am a Free Lance Fugitive Recovery Agent. Second the shadow boxing was cut out of a 3 minute video of me being drunk and throwing punches they just cut that one what 15 20 second clip out and did this. As for MMA I really could care less about legal fighting done inside of a cage with rules and laws im sorry but that's not my bag. Any information about my past is closed. These people just need to get a life and leave mine alone.

Forsøgte selvmord

Månederne gik, forfølgelsen fortsatte. Den 11. september 2009 kunne man læse følgende i en amerikansk avis:

Mercersburg

ASSAULT: A Mercersburg man was arrested Wednesday for allegedly firing a shot during a domestic dispute, according to Mercersburg Police.

Police said John W. Decyk II, 24, Mercersburg, allegedly threatened to commit suicide at 1:40 p.m. Wednesday when an argument at 305 S. Park Ave. escalated.

Decyk went into the attic, allegedly put a .22-caliber revolver in his mouth and cocked it during an argument with his brother, William J. Decyk II, 26, Mercersburg.

When William Decyk and his girlfriend, Desiree M. Dupus, 23, Mercersburg, tried to talk John Decyk out of committing suicide, he allegedly pointed the revolver at them and fired a shot to the left of his brother, according to police.

The incident ended when the men's mother, Karen Dopkant, 52, collapsed from a panic attack on the second floor. Everyone left the attic and William Decyk emptied the revolver, police said

Police arrived after William Decyk and Dupus left the house. Police arrested John Decyk and charged him with aggravated assault and two counts each of simple assault and reckless endangerment. He was placed in Franklin County Jail in lieu of $50,000 bail.

Police also charged William Decyk with disorderly conduct for yelling profanities outside the house as he left.

Tiffany N. Koppenhaver, 19, Mercersburg, was charged with harassment, because she allegedly punched Dupus in the right eye during the argument.

Selv ikke denne tragiske hændelse kunne stille hyænernes blodtørst:

can you imagine how fucking pissed he would be getting a letter from us in the mail as he rots in a jail cell.... I will also find a way to get another letter to his cellmate.... explaining everything in detail, along with a copy of this thread... maybe cc a guard at the jail

Kort efter henvendte en kvinde sig på forumet. Hun havde et papir, som kunne bevise, at John Decyk havde været i marinen. Det var falskt, og det fik gruppen til at planlægge, hvordan man kunne få ham fængslet for at lyve om sin militære fortid. Det er nemlig muligt at ryge bag tremmer i USA for sådan en gang pjat.

Det viser sig, at kvinden er mor til en ung pige, som John Decyk skulle have mere eller mindre misbrugt. En retssag er under vejs. Detaljerne er utydelige, noget med en pige, der stak af hjemmefra og som han gav husly og senere fik et barn med.

John Decyk sad på tidspunktet for moderens opdukken på Underground stadig i fængsel for hændelsen den 9. september. Hvad der fik ham til at forsøge selvmord på årsdagen for 9/11 er stadig usikkert. Pøbelen på Underground giver dem selv kreditten. Ifølge retsrapporter var han oppe at skændes med sin broder.

De begyndte at planlægge at dukke op til retssagen, som blev sat til den 21. december 2009.

Kort efter lod militæret høre fra sig. De anmodede om at få en samtale med John Decyk. De valgte en god måneds tid efter at droppe sagen efter en undersøgelse.

Den 14. marts 2010 blev John Decyk arresteret for vold mod selv samme kæreste, som løb væk hjemmefra.


En forgæves undskyldning

Endelig, den 19. januar 2011 kom en længe ventet respons fra hovedpersonen. Han bukkede endelig under for det langvarige krav om en undskyldning:

I am not a pro fighter or a marine or a billy bad ass or any of that I am John Decyk I am related to the Cossacks of Russia I can shoot? a gun at a professional level and i can build a house i have a cock and i use it to please my girl at least twice a day there is my hobbies there is my apoligee so dont bother posting after me with insults or e-mailing me or any of that sht because of all this 3 people who kept harassing me with this are now in jail or on probation because of harassment.

Det var stadig ikke nok. John Decyk, fandt de ud af, var glad for sit frivillige arbejde som hjælper for den lokale præst.

I know that John thinks alot of Rev Murphy, the pastor at Feed My Children. John calls him pappy. This guy is the one that got John off on probation and is to be mentoring him. He has a church on Blue Spring Rd. Mercersburg, PA 17236. I am do not have a clue if this fella knows anything about John's life of lies or not, but I do know that he would never want to look bad in his eyes. Hope that this helps.

Den 8. februar 2011 begyndte det hele igen. Den mest standhaftige i pøbelen på Underground skriver følgende:

I have sent a link to this site along with a brief description of the events in this thread, and some highlight information to almost every single friend john has on FB. It has created quite a stir, and took me about 2 hours last night, and 6 different FB accounts.

Billeder blev uploaded af hans nye kæreste. Hun fik en ordentlig sviner.

Den dag i dag kører tråden stadig med jævne opdateringer om alt, hvad den stakkels lystløgner foretager sig.

Og for os andre er det et af de tydeligste eksempler på, at nettet ikke er en legeplads længere. Det er dødelig alvor. Den nysgerrige - og tålmodige - læser vil måske på falderebet spørge til, hvad den forfulgte John Decyk foretager sig lige nu. Svaret skal findes på Frankling County Jails hjemmeside.

John Decyk Shadow Moves - Awesome video clips here

Mediebranchen er blevet bundrådden - En lokaljournalists betragtninger

Medierne har stort fokus på kildebeskyttelse i disse dage, hvor sagen om en magtkorrumperet spindoctor, der vælger at bryde sin tavshedspligt til en journalist på TV2 (ingen nævnt, ingen stævning), fylder TV og aviser.

"Kildebeskyttelse skal ikke dække over lovbrud", siger Ekstra Bladets redaktør, og jeg kan kun være rørende enig.

Det eneste der ærgrer mig er, at debatten standser her. Det kunne ellers være interessant at få løftet problemstillingen op til også at omfatte journalisternes daglige brug af selvbestaltede citat-aftaler med sine kilder.

BTs net-forside på en tilfældig tirsdag eftermiddag. Overskrifterne vinkles så skarpt, at der tit mangler dækning i artiklen.

"Det her er selvfølgelig uden for citat."

Jeg hører den sætning mindst en gang om dagen i mit arbejde som lokaljournalist i den danske avisbranche.

Sætningen falder ofte naturligt og selvfølgeligt, som eksisterede der en latent dagsorden, hvor alt hvad der bliver sagt til en journalist skal sorteres efterfølgende, så den endelige artikel ikke bringer uventede overraskelser for kilden, det være sig en politiker, en politichef eller sågar en byretsdommer.

Det sker sjældent i mine mange samtaler med de almene borgere. Det er ikke en sætning, der dumper ud af en købmands mund, når man spørger ham til divergensen i den reelle pris i forhold til den nye fedt-afgift.

Jeg får for eksempel ikke en samtale med en købmand, som vil indeholde en sætning i stil med:

"Det her er selvfølgelig uden for citat, men jeg ved godt, at prisen er sat ulovligt højt op - men vi skal jo også tjene penge, ik'?."

Så dumme er de erhvervsdrivende ikke. Så dumme er skolelæreren ikke, og så dum er kioskejeren ikke. Det er tilsyneladende kun personer med magt og offentligt embede, som kan finde på at have så ufattelig og urimelig forventning om, at alt der siges til journalisten, befolkningens megafon, kan siges uden for citat, hvis de såfremt vælger.

Og de har fuldstændig ret. Det sørger vi journalister for.


Når sandheden skal frem

Jeg har ved flere lejligheder i mine samtaler med lokalpolitikere måtte minde dem om, at de er til citat. Alligevel forsøger de at tale uden for referat, for hvordan kan de ellers være sikre på, at jeg skriver nøjagtig det, de har brug for?

En sætning som den følgende er ikke urealistisk for mig at høre fra en lokalpolitiker:

"Jeg ved sgu godt, at vi har lavet noget lort. Men det kan jeg jo ikke sige i avisen, vel? Til citat kan jeg kun sige, at vi ikke kommenterer enkeltsager."

Hvis man klikker rundt på de danske netaviser, så vil man hurtigt opdage, at de fleste nyheder er vinklet over samme skabelon.

Det lyder uretfærdigt, men det må jeg acceptere. Sådan er det. Der er ikke tid til at gå andre journalistiske veje, så citatet kommer til at lyde, ganske som foreslået. Jeg stiller mig tilfreds. Det er nemlig ofte den eneste tilgængelige måde, jeg som lokaljournalister har for at komme videre med en historie. Vi lokaljournalister har typisk seks til syv timer til at skrive dagens to-tre artikler for at fylde avis-siden, og tiden er bestemt ikke blevet mere fleksibel efter indførelsen af netaviser og nyheder til smartphones og hvad ved jeg.

Der er ikke længere tid til at "jagte" en historie i dagevis. Vi bliver betalt for syv en halv time, og de skal bruges på at skabe et slutprodukt - hver dag. Tiden, hvor man kunne sætte en journalist af til graverarbejde på en lokalavis, er forbi. Det er der slet, slet ikke penge til, og når pengene mangler, så må man stille færre krav til kvaliteten. Også med de journalistiske idealer, som vi alle var så opslugte af, da vi i sin tid skrev vores "motiverede" ansøgning til journaliststudiet.

Jeg har i mine år som lokaljournalist lært, at idealisme er noget, man prakker journalistelever på - ligesom vi fortæller vores børn, at det betaler sig at være god og artig op til jul. De danske journalist-spirrer får at vide, at de skal være med til at sætte dagsordenen og ikke lade sig styre af politikerne og deres spin. De bliver indpisket, at vores højeste ideal er at portrættere verden uden bias og uden politisk slagside, grundigt og objektivt.

Den vision holder hos de fleste indtil senest anden uge af erhvervspraktikken. Så går det op for os, hvor lille en flue vi er et stort spindelvæv af fortielser, studehandler, baggårdsaftaler og vennetjenester. Og som hver en lille flue endeligt må sande, så er spindelvævets bånd ubrydeligt, når man først er fanget i det.

Jeg kan for eksempel ikke fra den ene dag til den anden fortælle mine kilder, at pianoet har fået en anden klang; at alt hvad de siger fra dags dato er til citat og at det er slud med studehandlerne. Jeg ved af bitter erfaring, hvad der vil ske. Et tæppe af tavshed ville sænke sig. Min arbejdsdag ville ikke længere kunne hænge sammen, og inden længe ville jeg enten skulle se mig selv i et nyt dækningsområde eller i køen foran arbejdsformidlingen.

Og netop her er problemets kerne: Politikere er jo generelt kloge mennesker med lange uddannelser. De kender til princippet om ligevægt og ved, at mit arbejde i høj grad beror på deres vilje til at "lege med", når jeg kontakter dem. Jeg har typisk et par timer til at få fat i dem for en kommentar, og lykkedes det ikke, så har jeg et problem - enten med at bringe artiklen eller med at finde noget andet at skrive om - og så skal det gå hurtigt, for har jeg først brugt tid på at jagte en historie, som jeg ikke kan få kilder til, så er mindst gået et par timer, og jeg har ingen backup, for mine kolleger har rigelig travlt med deres "kvote".

Jeg kan forsøge at tage kampen op og henvende mig til min redaktør for råd. Han ville virke forstående og nikke til min retorik om skævvridning i den demokratiske beslutningsproces. Han ville være enig med mig i, at kontrakten mellem borgerne og politikerne er brudt, når vi journalister accepterer at følge spilleregler, der ret beset giver os mundkurv på. Og han vil være rørende enig i det hele, også i sit stille sind, men når alt kommer til alt, så er hans opgave ikke længere at værne om de demokratiske spilleregler - de er allerede sat ud af spil - men at effektuere direktionens krav om øget effektivitet i et vigende avismarked.

Han har for travlt til at kunne indlede sig i min kamp for kritisk og tidskrævende journalistik, det har mine stressede kolleger også, og den endelige konsekvens vil uomgåeligt betyde, at jeg må forflyttes; Produktionen har lidt et knæk, og man kan ikke have en journalist ansat, som ikke kan opfylde sin kvote.


Det korte af det lange

Men er det virkelig så slemt at give politikerne lov til at sige hvad som helst til journalisten, vel vidende at de ikke risikerer at blive citeret?

Som journalist har man som sit højeste ansvar at bringe sandheden til torvs og blotlægge korrupte samfundsværdier som netop fortielser, studehandler, baggårdsaftaler og vennetjenester. Læserne har ikke fortjent at skulle nødes med artikler om politiske varme kartofler, der fiser ud i sandet, eller om dybe kommunale samfundsproblemer, som serveres som enkelt-kildehistorier uden konsekvens og opfølgning.

Kort sagt: Hver gang jeg redigerer en vinkel for at pleje mine kilder, fjerner jeg en smule værdi for mine læsere, dem der stadig er tilbage. Hver gang jeg vælger at droppe en vinkel på grund af, at jeg ikke har tid til at hente de nødvendige kritiske citater, så svigter jeg min funktion som objektiv budbringer. Så er jeg ikke længere til at stole på for mine læsere, hvilket befolkningen da også fortæller os journalister, hver gang de bliver bedt om at gradbøje troværdighed på en skala.

Enkelte net-aviser holder en høj journalistisk fane, og i mine øjne er Politiken.dk en af de få.

Mediebranchen befinder sig i en negativ nyhedsspiral. Det er uomtvisteligt. De store TV-kanaler får over 90 procent af deres danske nyheder fra de skrevne medier. De store dagblade henter eller lader sig inspirere af lokalaviserne i over 80 procent af deres indenrigs nyhedsartikler.

Men vi lokaljournalister har ikke længere tid til at være metodiske. Vi kan ikke længere unde os den luksus at "komme hele vejen rundt" om en historie, og det gør os sårbare og svage over for magthaverne, der ved, at vi ikke længere kan lege "katten og musen" med dem. Vi kan ikke længere spille hardball mod beslutningstagerne, for de ved, at vi har gjort os afhængige af deres velvilje til at "stille op".

Det får mange journalister til at træde på bremsen. Jeg er selv begyndt at mærke foden blive tung, men jeg har stadig nogle kampe tilbage i mig. Jeg har personligt følt til konsekvensen af at blive "persona non grata" i en kommune, som gengælder med tavshed og isolation, både i kommunalt og politisk regi. Det kræver vilje og mod at komme videre med de arbejdsbetingelser.

Og den kamp har jeg ved gud ikke tid til i min daglige halsløse stræben efter at opfylde min daglige kvota.

Så hvis du syntes, at journalistikken af i dag er mere overfladisk end i "de gamle dage", så skyldes det blandt andet, at antallet af lokaljournalister ikke er øget proportionelt med arbejdsbyrden og den stadigt mere komplekse formidlingsstruktur - tværtimod.

Det betyder, at de store medier ikke kan lade sig inspirere af lokaljournalistikken i samme grad som tidligere, og det rammer journalistikkens fødekæde fra bunden og op: Øgede krav til lokaljournalisterne giver færre gode lokale graver-artikler, som de store aviser kan skrive om, hvilket tvinger dem til at fokusere på forbrugs- og glamour-nyheder (en subbranche i rivende vækst), hvilket igen tvinger tv-kanalerne, der jo skal fylde nyhedsfladen ud, til at opprioritere vejrudsigten, sporten, underholdningssektionen, liveinterviewet, udlandsjournalistikken, og alt andet der kan bruges til at fylde fladen ud på de sløve dage.

Omvendt viser det sig, at læserne rigtig gerne vil læse de overfladiske nyheder, vi gylper op til dem. De er faktisk vilde med dem. Det udnytter alle aviserne til overflod i deres netudgaver. Men læserne vil ikke betale for den slags nyheder, og det er svært at bebrejde dem. For hvem vil betale for noget, som for det kan hentes alle steder på nettet og som ikke bidrager til at udbrede læserens viden om det samfund som han eller hun bevæger sig i? Hvorfor købe avis, når en voksende del af stoffet enten er underholdning, Ritzau-citater eller reklamebetalt forbrugerstof?

Dog skal til sidst siges, at jeg mener, at de landsdækkende aviser stadig er gode til at bide politikerne i haserne, når de træder i spinaten. Men som alle journalister efterhånden ved, så sælger hurtige historier som Carsten Hansens uskyldige brøler til en julefrokost mindst lige så godt som en dybdeborende politisk graversag, som har taget måneder at efterforske. Og det ved dem med pengene også, i ved, dem med kravet om øget produktion i et presset marked, og de præmierer gerne journalister for at lave de hurtige kioskbaskere i stedet for at smide ressourcer i at genoplive faget.

/rant

Få nu det skidt legaliseret!

Jeg var en tur på Staden her for nyligt for at købe et par joints til weekenden. Solen skinnede, den sidste på sommeren truede vejrmanden med i radioen, og det virkede som om, at alle cykelpigerne på Christianshavn kollektivt havde besluttet at tage lårkort på.

Indtrykket af at betræde Staden på sådan en solbeskinnet dag er uovertruffen. Det gælder dobbelt, hvis man ankommer fra bagsiden, dér hvor volde skal passeres, heste nusses og kæmpehunde undvies, før man entrerer Christianias nedslidte rønner fra en vinkel, længst væk fra hashbodernes virvar af mennesker.

I ørerne sang Ufo og Steffen om jet-set livet efter den globale recession. Jeg nynnede med.

Jeg kan huske for en herrens mange år siden, da Pusher Street stadig eksisterede. Det var dengang, hvor kvinder med busk var forventet, og hvor rigtige bikere havde hår til røvballen. Dengang sad rockerne også på hashmarkedet, og hele gaden var som en tyrkisk basar, hvor man kunne få tilbudt alt lige fra hashpiper, rullemåtter og grå indtørrede svampe i små poser. Det var en rotterede, fyldt med bumser uden tænder, kriminelle med grønne tatoveringer og unge piger med sorte læber og fjerne blikke. Det var dengang en joint kostede en tyver, og hvor Kim Larsens Midt om Natten stadig gav mening.

Nuvel, Pusher Street blev lukket for flere år siden og hører fortiden til.

Ufo og Steffen var for længst afløst af The Mahotella Queens, da jeg ankom til det indre af Staden, lige bag et par japanere, der lod som om, at de ikke bemærkede den fulde mand i busken med bukserne om anklerne. Japanerne havde sat kursen direkte mod gaden med hashboderne, og jeg følte lidt ubehag ved, at de om lidt ville befinde sig i et virvar, af pushere, rockere, skæve nordmænd og stangstive grønlændere. Jeg kunne se på deres kropsprog, især mandens flagrende højrearm, at en foranliggende roligere sidevej pludselig var meget interessant at undersøge.

Og så forsvandt min optur. Helt væk var tonerne fra Afrika, og i stedet så jeg Staden med friske øjne. Det slog mig, hvor lidt tingene havde forandret sig, siden jeg som teenager for snart tyve år siden besøgte Pusher Street med kammeraterne.

Den eneste forskel fra dengang og nu er placeringen af Pusher Street og hårlængden på bikerne. Jeg så mig pludselig som en luset småkriminel på vej til mit regelmæssige fix og ikke som en fri fugl på vej ud for at nyde solskinnet, kun i selskab med min musik og en afstressende joint.

Men hvorfor skal jeg føle mig som en simpel kriminel, bare fordi jeg ønsker at indtage et stof, der er mindre farligt end alkohol og smøger?

Jeg lever et lovlydigt liv, har en indholdsrig og samfundstjenstlig stilling som journalist og har end aldrig fået så meget som en fartbøde i mit liv. Hvorfor skal jeg tvinges til at finansiere en kriminel motorcykelbande i stedet for en ærlig apoteker, bare fordi jeg insisterer på at nyde en joint i ny og næ? Hvorfor skal mine skattepenge gå til politiekskursioner til Staden, som helt kunne undgås, hvis man blot lovliggjorde hash? Hvorfor betaler vi i dyre domme for at behandle alkoholikere, så de kan gå ud og købe deres lovlige alkohol igen, mens vi med den anden hånd vinker afvisende over for et stof, som gror i jorden, ikke er tilsat tilsætningsstoffer og som ikke forurener eller dræber folk?

Hvorfor er der ikke flere, der siger fra over for en så uretfærdig og stigmatiserende lovgivning? Det giver slet ikke mening. :-(

The singularity is near!

Alle husker manden med papskiltet med skriften "Enden er nær". Enten fra en film, en tegneserie - eller er man heldig fra virkeligheden.

Men måske har den gale mand ret. Måske er enden nær. Bare ikke i en kataklysmisk forstand. Ray Kurzweil, en kendt amerikansk opfinder og fremtidsforsker, prædiker en religion om, at computerne en dag meget snart vil overtage verden. Og det er en god ting, mener han. Det har jeg valgt at tro på, for alternativet er sku' noget dystopisk.

Hans tese er, at teknologien udvikler sig eksponentielt. Han bruger ofte antallet af transistorer på en mikrochip (jeg føler mig sgu allerede gammel bare ved at sige ordet mikrochip) forstået på den måde, at inden for en given fastsat tidsramme, cirka et år, fordobles antallet af transistorer. Det kan bevises og er uden for diskussion.

Et af de bedste eksempler på en eksponentiel forøgelse, er ved at se på et glas med vand i. Kast en dråbe i glasset, næste gang to, næste gang fire und so weiter. På hvilket trin er glasset halvt fyldt? På sidste trin. Trinnet før det, var det kvart fyldt.

Det samme kan siges med den teknologiske, medicinske og digitale udvikling generelt. Ifølge Kurzweil er vi på vej mod en "singularitet", hans ord for det tidspunkt, hvor udviklingen er nået så langt, at vi bliver et med maskinerne. Dermed har vi skabt, igen ifølge Kurzweil, vores eget paradis. Vi integrerer os med maskiner og kan udleve alternative virtuelle virkeligheder, leve for evigt og meget andet "far out" teknopladder, som nærmest virker som religiøst fanatisme. Men ulig andre religioner er denne bakket op af kolde facts og en rationel tankegang.

Kurzweil er så overbevist om, at den første person, som bliver 1000 år, allerede er født, at han tager hudredevis af medicinske præparater hver dag for at øge sandsynligheden for, at han når at opleve "The Singularity", det teknologiske gennembrud, der sikrer evigt liv i symbiose med computerne.

I dag har jeg opdaget, at vi måske er kommet et stort skridt nærmere Kurzweils paradis:



Videoen viser, hvordan fremtidens spil vil indeholde nærmest uendelige informationer. Polygoner er sat ud af spillet, nu skal spiludviklerne til at arbejde på et virtuelt atomart plan, hvor virkeligheden kan skannes ind i computerne for at gengive selv samme virkelighed på et uhyggeligt præcist detaljeniveau.

Niveauet lige nu er, som i kan se, begrænset. Vi har stadig ikke set, om det kan lade sig gøre med bevægelige, animerede objekter. Men det er et tegn på, at udviklingen bestemt ikke er gået i stå, og at der i kulissen arbejdes på højtryk på at presse fremtiden virtuelle verdener ind vores virkelighed.

Og hvem ved, måske ender Kurzweil med at få ret. Jeg gætter på, at vi har svaret om mindre end 50 år.

FullTilt - selskabet der bluffede pokerverdenen

Ahh! Skæret fra bagklogskabens lys skinner altid herligt her i Danmark. Det er også gældende i sagen om Full Tilt Poker, med forretningsnavnet Tiltware Inc., som fra den ene dag til den anden mistede sit forretningsfundament. Black Friday kalder vi fænomenet, og vi var mange, der i starten havde ondt af Full Tilts ejere, som jo alle er professionelle pokerspillere.

Ikke mere.

NoahSD, en berømt poster på pokerforummet 2+2, har netop udgivet en artikel om, hvordan de to profilerede spillere Phil Ivey og David Benaymine fik overførst store summer af Full Tilt.

Ifølge NoahSD modtog Benyamine i omegnen af tre millioner kroner årligt for at være en del af "Red Pro"-teamet. Phil Ivey har tjent væsentligt mere for at stille sit ansigt til rådighed.
Derudover fik begge lov at låne direkte af sitet, hver gang de havde brug for det. Vi snakker millioner af kroner, som har skiftet hænder fra Full Tilt direkte igennem den almindelige player-transfer system.

Og hvad er der så galt i det?, spørger du måske. Jo, problemet er flerfoldigt. For det første viser det, at Full Tilt brugte af spillernes pulje for at aflønne og udlåne til både delejere og sponsorerede "red pro's".

Med stor sandsynlighed er den skødesløse omgang med spillernes penge en af årsagerne til, at Tiltware i øjeblikket ikke har midler til at tilbagebetale de amerikanske spillere. Måske er det derfor, de lige nu er i desperate forhandlinger om et snarligt salg til en endnu ukendt investor.

Mest skræmmende er som sådan ikke Phil Ivey uhyrlige milliongage, ej heller hans nærmest bundløse kredit hos Full Tilt. Værre er den måde, Full Tilt betalte David Benyamine millioner kroner årligt alene i betaling for hans rolle som ambassadør, dertil betalte fees til turneringer, logo-sponsorpenge, rakeback, affiliatepenge osv.

Benyamine er en ud af over 150 "red pros". Og intet tyder på, at Benyamines markedsværdi er millioner af kroner mere værd end mange af de andre "Red Pros", såsom Brandon Adams og Michael Mizrachi.
Ganger man op, bliver det hurtigt til rigtig mange kroner og ører, som gennem årene er kanaliseret ud af Full Tilt fra spillernes pulje til disse "røde lejesvende".
Så er det sgu ikke så sært, at Lederer og de andre kumpaner nu står med røde ører og hatten i hånden.

En anden ting, som er kommet frem gennem Noah, og som jeg længe har haft Full Tilt mistænkt for, er deres mildest talt dubiøse tilgang til deres filmede cash-games. Det er alle de der shows, hvor Full Tilts logo plaskes på skærmen ved hvert break og hvor deltagerne primært består af "Red Pro's".

Ifølge NoahSD har de to undersøgte spillere, altså Ivey og Benyamine, fået dækket deres buy-ins ved flere af disse events, blandt andet Phil Iveys indskud i Aussie Millions. Her fik han af Full Tilt næsten tre millioner kroner som dækning for sine buy-ins, langt mere end den reelle buy-in for turneringerne under Aussie Millions.
Men hvad dækker resten så over? Sandsynligvis for hans cash-indskud under den televiserede cash-game session, som mange af jer med sikkerhed har set - I ved den med næsten hele Full Tilt stabelen omkring bordet.

Det er sgu at snyde seerne, som jo forventer, at spillerne har deres egne penge på spil i de her udsendelser, at reaktionerne er ægte, at spillet har integritet, at ingen snyder... Det viste sig, at det gjorde de alle - bare ikke med deres egne penge.

Juster din taktik - før din nabo!

OBS: Følgende tekst omfatter 18-mands SNGs med præmiepenge til de fire sidste. Filosofien kan sikkert også bruges i 9-mands, men nok i en mindre optimal grad.

Først: Lad os gå ud fra, at du ved, hvordan man spiller en sng. Lad os også regne med, at du kender til reglen om ICM, især læren om, hvor bredt og løst vi kan skubbe på boblen. I så fald er du sikkert også en vindende spiller - eller i hvert fald en spiller med ambitionen om at blive vindende.

Tesen er simpel: Justér dit spil tidligere, end du er vant til. De fleste af os multitablere har ikke tid til at se for grundigt på modstanderen. Det betyder, at vi sjældent formår at justere spillet i tide over for fiskene. Men det skal vi sgu begynde at gøre - hvis altså en ROI på den gode side af 10% skal bibeholdes.

Det er ingen hemmelighed, at SNGs er blevet sværere at vinde end for bare to år siden. Flere og flere kender til ICM, og der er Coaching-sites og programmer, der kan hjælpe selv uerfarne spillere til at blive marginalt vindende. Og for hver gang sådan en spiller registrerer sig på dit bord, vil din ROI dale. Det kan du ikke gøre så meget ved andet end at bruge mere tid på table-selection. Og spildtid er -$EV.

Derfor er det i dag endnu mere afgørende at tage chips fra de svage spillere - og tidligere end nogensinde. I "gamle" dage kunne man læne sig tilbage og lade en über-tight cruise-control guide en frem til de store blind levels, hvor man slår over i en aggressiv push-fold strategi.

Problemet med den spillestil er, at samme strategi ofte følges af flertallet af spillerne. Forestil dig en 18-mands sng med ti regulars. Det efterlader otte fisk, hvoraf ofte kun halvdelen kan kaldes regulære donks. Det er ikke en vild fantasi, men hverdagen på Pokerstars 15$ og 30$ levels.

Når så mange spillere skal dele den positive ROI, bliver det pludselig et spørgsmål om, hvem der sikrer sig fiskenes jetoner først. Kill or be killed. For når jetonerne først er røget i kløerne på en af de ti gode spillere, så bliver de som regel dér indtil blinds er så store, at ICM tager over.

Eksempel: Ser du en fisk limpe fra MP, og kigger ned på A9o på knappen på 2. blind level, så er det slut med at folde. Frem med armen og pres den mus over på raiseknappen. Det gælder om at tage nogle kalkulerede risici, for gør du det ikke tidligt, så er det for sent.

Eksempel: Ser du en fisk openraise 2-3xBB fra SB ind i din BB på første blind level, så er det bare om at kalde, selv med marginale hænder som 89s og K8o. Tidligere var det fornuftigste at folde og vente på et bedre EV-spot, men den tid er sgu forbi, for mens du sidder og venter, er fiskene - og de bedste hajer - i gang med det store ædegilde.

Kommer raiset fra en løs fisk, så er det et klart kald.

Hvad er så bagsiden af medaljen?, spørger du nok.

Den er grim. Den er fyldt med varians, bad beats, early small stacks og så videre.

Men selv med så afskyelig en skyggeside, så er solskinnet på den anden side af medaljen af så afgørende betydning, at du nu er villig til at tage det sure med det søde. For hvad er alternativet? En grind-tilværelse med 3-4% ROI og den medfølgende usikkerhed og store swings... Hvad fanden er det sjove i dét?

Men hvad med mit table image? Vil det ikke lide skade ikke at have et tight image?

Din spillestil vil slå ud som at du er blevet marginalt løsere i de fleste multableres HUD, og det kan resultere i marginalt flere løse kald fra regulars i BB. Det er dog ikke udelukkende skidt, da det omvendt proprotionalt også vil resultere i færre SB-raises fra regulars. Og det kan være guld værd senere i en SNG.

---
Jeg vil slutte et i forvejen langt indlæg af med dagens grubler. Det hænder af og til, at jeg finder ting og sager på nettet, der er med til at give mig ny indsigt i livets moralske aspekter. Derfor var jeg heller ikke sen til at klikke på Sune Berg Hansens glimrende blog, hvor der var et indlæg med rubrikken "Moralske skrubler".

Selv om teksten var interessant, omend noget lang i mælet, så var det en af kommentarerne, der gav mig mest stof til eftertanke. Diskussionen, og emnet for Sunes blogpost, går på, om man kan være for abort og imod dødsstraf på samme tid. Spørgsmålet er irrelevant, da de to holdninger ikke af afhængige af hinanden, hvis man vælger at tro, at fostre ikke er mennesker. Det interessante var, om man moralsk bør træffe valg for andre. Her skrev en læser ved navn Jan Grønlund følgende - sikkert pinligt populære, eksempel:

Der er mange moralske spørgsmål, som findes.

Skal en dame på 63 år få lov til at føde et barn? De fleste vil med det råbe nej. Men historien er den, at den 63-årige er rig og kan garantere barnet en god opvækst. Ved egen bortgang er der en aftale med en kernegod familie om at give barnet en god opvækst.
Lad os sige svaret stadigvæk er nej. Så er der en alkoholiseret mor med en voldelig mand, skal vedkommende have lov til at få børn, når man ved, at barnet får et traumatisk og dårligt liv? Hvor er grænsen?

Vi kan afslutte, hvor svær det er med moral med nogle spørgsmå:

Spørsmål 1:
Dersom du kendte en gravid kvinde, som fra før af havde otte børn, hvoraf tre var døve, to var blinde, en mentalt tilbagestående, og selv havde hun syfilis. Ville du anbefale, at hun tog abort?

Spørsmål 2:
Det skal vælges en ny verdensleder, og dit valg er avgørende. De tre ledende kandidater kan karakteriseres således:

Kandidat A: Forbindes med uærlige politikere og konsulterer astrologer. Han har haft to elskerinder,
er kæderyger og drikker 8 - 10 martinier om dagen.

Kandidat B: Han blev sparket to ganger fra tjenesten, sover til middag, brugte opium på universi-
tetet og drikker en kvart flaske whisky hver aften.

Kandidat C: Han er en dekorerert krigshelt, er vegetarianer, ryger ikke, drikker bare undtagelsesvis et glas øl og har aldrig haft udenom ægteskabelige affærer.

Hvilken av disse kandidater ville du vælge?

Facit:

Kandidat A er Franklin D. Roosevelt. Kandidat B er Winston Churchill. Kandidat C er Adolf Hitler

Og forresten, hvis du sagde ja til at tage abort på denne gravide kvinden, har du netop taget livet av Beethoven.

Stof til eftertanke...

Fri mig fra frustrationerne!

Poker kan være et frustrerende spil. Når det hele bare kører, så er det verdens sjoveste spil. Når skejserne ligger i midten, og din 50/50 går hjem, så er du den bedste til gamet.

Men når flirten med frøken Fortuna slutter, og hun skrider en morgen uden et ord - så er gode råd dyre. Jeg er i gang med en bad streak, som synes horribel. Intet rammer, intet holder, intet, jeg gør, virker. Ja, svagere pokerspillere ville måske anklage sitet for urent trav, vi andre vil bare ryste hovedet, dukke nakken og fortsætte grindet.

Her er luckgrafen for månedens spil:

Oversat: Havde jeg været gennemsnitlig heldig gennem mine seneste godt 120 sng, ville jeg have løbet stort set even. I stedet er jeg blevet badbeated i så lind en strøm, at selv Gus Hansen ville ryste på hovedet i sympati.

Det her er en stor omgang tud, og det beklager jeg. Min sample-size er latterlig lille, og at kalde det et bad streak er småpinligt. Nogle gange er det dog bare rart at komme ud med sine frustrationer... og hey, det er altså min blog, så jeg gør sgu, hvad der passer mig. :-)

Her er et lille udpluk af gårdsdagens session. Jeg spiller i omegnen af 40 18-mands sngs, og har som sådan god succes med det. Problemet opstod som regel omkring boblen, altså pladsen lige før pengene. Her røg jeg ud i alt 22 procent. Ved næsten hvert coin flip kunne jeg ikke gøre andet end at slå opgivende ud med armene og grine af det. Eventuelle vindueskiggere må have troet, at jeg øvede mig på at flyve foran computeren den aften.

Slået på boblen af en runner, runner straight. All in peflop.

Gæt et riverkort.

Det kan man da kalde et nederen flop med fem spillere tilbage.

Nuvel, nok piveri. Jeg er vant til negativ varians, og det her er intet andet. Omvendt glæder jeg mig til den dag, jeg igen møder frøken Fortuna.

Så skal hun fandeme lære ikke at skride igen!

Frøken Fortuna kan lide at hovere...