Tak for fisk - Og hvordan jeg lærte at frygte Jokeren
I morgen er det slut. Det kan jeg læse i aviser og på nettet alle vegne. Den store CERN Particle Collider starter op, og så kommer det sorte hul, og æder os alle. Og skulle det ske, vil jeg mene, at det er på høje tid.
Siden tidernes morgen har vi mennesker frygtet dommedag. I gamle dage var det solen, der var den store synder. Mest fordi den havde det med at gemme sig bag månen i tide og utide. Det skabte panik, og det samme gjorde kometerne, når de nærmede sig vores kosmiske breddegrader. Jeg husker tydeligt mit lange latteranfald, da jeg læste, at en gruppe fjolser begik kollektiv selvmord i 1997, fordi de var sikre på, at der gemte sig et rumskib bag kometen Hale Bob. Manden, der kunne bilde 37 mennesker ind, at de trygt kunne dræbe dem selv, da de vil blive suget op i rumskibet bag kometen, må da være en af vores absolut bedste sælgere. Havde han ikke været skingrende vanvittig, ville han sikker være en kanon kopimaskinesælger.
"Køber du denne her maskine, vil du ikke alene kunne tage fotokopier, du vil også sikre dig et liv i eftertiden sammen med mig ombord på rumskibet bag kometen Hale Bob!"
Jeg ville købe den på stedet.
Nuvel, i morgen er det slut igen. Eller, hvis det står til de to tapre helte Walter L. Wagner og Luis Sancho fra Hawaii, er det blot begyndelsen. De sagsøger nemlig CERN for at få dem til at stoppe forsøget i morgen. May the force be with you!
Et sort hul er dog intet i sammenligning med det mareridt, jeg havde i nat. Det var den mest skræmmende drøm, jeg har haft i mit liv, og jeg vågnede badet i sved. Faktisk svedte jeg så meget, at mit sengetøj var gennemblødt.
Heith Ledgers genfærd var nemlig efter mig. Ja, du hørte rigtigt. Godt nok var han forklædt som Jokeren i Batman, men det var ham. Det hersker der ingen tvivl om. Og for fanden hvor var han led.
I timevis blev jeg jagtet gennem mørke gader og stræder. Og hver gang jeg blev fanget, skulle jeg gennemgå den ene groteske tortur seance efter den anden. Og så kan amerikanernes skide "waterboarding" drukne i havet. Jokeren spøger man ikke med.
Heldigvis, eller måske uheldigvis, lykkedes det mig gang på gang at undslippe hans grufulde greb. Blot for at blive jagtet igen, tortureret på en ny opfindsom måde og stikke af endnu engang. Rinse-repeat ad infinitum.
Det mest groteske er, at jeg ikke engang har set den skide film endnu. Blot ti minutter af starten, så jeg har ikke meget at danne sådan et vanvittigt mareridt på. Men det føltes virkeligt, og jeg var så rystet, at jeg næsten havde tårer i øjnene, da jeg vågnede. Fy for helvede for en drøm.
Måske er det et varsel om ubehagelige ting i vente. Måske er det et varsel om, at verden er af lave, og vores tid er nær. Måske er det på tide at google Hale Bob... er vi heldige, har jeg nemlig en stensikker plan.
PS. Selv om det kan være ligemeget nu, hvor verdens ende er nær, så fik jeg spillet lidt poker i går. Jeg orker ikke at uddybe, hvordan det gik, og lader derfor følgende billede illustrere situationen.
