lørdag, december 29, 2007

Forbandede influenza

Som overskriften lyder, er jeg i øjeblikkende sengeliggende med en ordenlig spand influenza. Jeg har fået at vide, at det varer et par dage, så jeg håber at blive klar nytårsaften. Det ville godt nok være en skidt aften at gå glip af.

Men jeg har fået spillet lidt poker. Ikke meget, forstås. Men nok til at have et samlet plus på ca. 300$ efter 140 spillede sngs. Det kan jeg bestemt ikke klage over. Især ikke, da det primært har været på PokerStars 16$ borde, hvor jeg pt. 15-tabler.

Jeg får nok ikke spillet meget mere i år. Mit mål er 200 sngs, og derfor kan mit slutresultat være ret forskelligt fra nuværende status. Jeg regner med at lande et sted mellem 0 og +600$ for måneden. Når jeg ned på nul, stopper jeg simpelthen.

Jeg overfører 1000$ fra Interpoker til Pokerstars. Det vil give mig en rulle stor nok (ca. 2200$) til at give den gas på 16'erne og forhåbentlig være tilbage på 27$ bordene halvvejs gennem Januar.

onsdag, december 26, 2007

Mit poker nytårsfortsæt

2007 har været et fint poker år. Jeg har ikke lige regnet på det, men jeg regner med at have tjent ca. 80.000 kroner på pokeren, hvilket er mindre end ønsket, men højere end forventet. Jeg sluttede året med at multi-table 40 og 60$ bordene på Interpoker, men i december rykkede jeg tilbage til PokerStars, hvor det ikke er blevet til meget spil. Men nu skal skuden vendes!

2008 skal derfor fortsætte den fine kurve fra sidste år. Jeg har efterhånden en bank-roll stor nok til at prøve de lidt højere luftlag hos Interpoker, men i de første fire måneder vil jeg koncentrere mig om at multi-table 16 og 27$ bordene hos PokerStars. Jeg føler, at mit spil har være lidt sjusket, de sidste par måneder, og jeg har derfor brug for at vende tilbage til gamle dyder for at finpudse facetterne. Alt efter udkommet vil jeg derefter skifte side, og multi-table 60 og 100$ bordene i et par måneder på Interpoker. Går det godt vil jeg fortsætte med det, ellers rykker jeg tilbage til Stars 27$ sng's.

Alt i alt ser det ud til at blive et spændende år, hvor jeg forhåbentligt vil få afprøvet mine pokerevner i luftlag, jeg ikke tidligere har betrådt.

tirsdag, december 25, 2007

Pascal's Teori - Og lidt om global opvarmningsfanatisme

For nylig så jeg en video på Youtube, hvor en kemilærer forklarede, hvorfor vi bør arbejde for at bekæmpe global opvarmning selv om vi ikke tror på, at det gør en forskel.

Argumentet er, at konsekvenserne af global opvarmning er så ødelæggende, at det overskygger de økonomiske konsekvenser af at have brugt et bjerg af penge på at bekæmpe en global opvamrning, der aldrig ville været kommet.

Argumentet er en variantion af Pascal's Wager, en teori om, hvorfor vi bør tro på Gud.

Blaise Pascal var en fransk filosof med et pragmatisk syn på Gud. Han mente, at vi blev nødt til at tro på en Gud alene af den grund, at det var dumt at lade være. Han forklarede situationen ved at dele dine valg op i fire mulige scenarier:

1) Du vælger at tro på Gud. Det viser sig, at du valgte forkert, da Gud ikke eksisterer.
Resultat: Intet sker.
2) Du vælger at tro på Gud. Det viser sig, at du får ret, da Gud eksisterer.
Resultat: En større chance for at komme i Paradis.
3) Du vælger at fornægte troen på Gud. Det viser sig, at du får ret, da Gud ikke eksisterer.
Resultat: Intet sker.
4) Du vælger at fornægte troen på Gud. Det viser sig, at du valgte forkert, da Gud eksisterer.
Resultat: En evighed i helvede eller i skærsilden.

Af de fire valg er nummer fire så rædselsfuld, at du bør gøre alt i din magt for helt at eliminere muligheden. Og det gør du ved at vælge at tro på Gud.

Det var hans argument.

Og det er nu det argument, der bliver brugt over for global opvarmning: At de katastrofale følgevirkninger af global opvarmning er så rædselsfulde, at vi børe gøre alt i vores magt for helt at eliminere muligheden.

Og det lyder også alt sammen meget logisk. Og det er fristende at bruge som argument. Et argument, der nærmest er som skræddersyet til Al Gore og andre prominente miljøforkæmpere. Og det er da også et argument, man ofte hører i medierne. Ofte i en anden indpakning.

Der er blot et problem ved Pascal's Teori: Den tager ikke højde for, at præmisserne for argumentet kan være forkerte.

Pascal tog ikke højde for sandsynligheden for, at der eksisterer en Gud, der belønner sund skeptis og straffer blind tro.

Tager man den sandsynlighed med i ligningen, giver man ateisterne en modvægt til argumentet. De kan jo have ret i deres antagelse, og derved kan man ikke have ret i, at man undgår helvede alene ved at tro på Gud.

Det samme kan siges om global opvarmning. Et følgeprodukt ved at spare en masse penge på bekæmpelse af global opvarmning kan blive en øget fokus på rumteknologi. En øget investering i rumteknologi kan føre til nye opfindelser, hvilket i sidste ende kan få os fløjet væk fra vores planet få timer før et stort meteornedslag. Hvem ved?

Så næste gang nogen kommer med et argument, der minder om Pascal's teori i ulveklæder, så smid ovenstående modargument mod dem og se dem prøve at orme sig udenom.

Disclaimer: Jeg er tilhænger af, at vi bør arbejde for at bekæmpe global opvarmning. Jeg vil bare ikke spises af med falske argumenter.

PS. Og god jul! ,-)

onsdag, december 19, 2007

Vi er nogle uærlige sataner

Danske pokerspillere snyder i skat

Pokerspillere i Danmark nægter at betale skat af deres gevinster. Det viser ny undersøgelse foretaget af analyseinstituttet RaybanDK.

Undersøgelsen viser, at blot fire procent af danske pokerspillere, af over 90 anspurgte, har intentioner om at betale skat af deres poker gevinster.

- Undersøgelsen kommer ikke som den store overraskelse, udtaler RaybanDK, og understreger, at han personligt ikke betaler skat, da han spiller på en skattefri pokerside.

- Udviklingen er især bekymrende, fordi der i Danmark er et stigende antal unge mennesker, der nu fra barnsben lærer, at det er ok at snyde staten, uddyber RaybanDK, der i samme ombæring nægter at oplyse, om han selv ville betale skat, hvis det var nødvendigt.

Danmark har ca. 30.000 pokerspillere, og den nye undersøgelse er endnu en sort plet på et spil, der fornyligt fik dom på, at det er held-baseret hasard og derfor ikke lovligt i offentlige forsamlinger.

Rygte på spil
- Det hjælper jo ikke ligefrem på vores rygte, at en så stor del af danske spillere ikke ønsker at betale skat af deres gevinster. Vi har jo i forvejen problemer nok med vores ry, set i lyset af den nylige dom mod Carl Hostrup, udtaler en anonym kilde i Dansk Poker Forbund.

Også hos Center For Ludomani vækker analysen løftede øjenbryn.

- Det er jo rystende at se, hvor mange ludomaner, der ikke betaler skat. Det er et tydeligt tegn på, at poker er et drønfarligt spil, der både leder til kriminalitet og afhængighed, udtaler en højtstående anonym kilde hos Center For Ludomani.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bentzen.

mandag, december 17, 2007

Gordon Ramsay drukspillet - Og lidt om Facebook

I lørdags var jeg fuld. Det er vel egentlig som forventet, taget i betragtning, at jeg, sammen med en kammerat, havde købt en kasse øl, der skulle drikkes samme aften. Det er mere måden, hvorpå jeg blev fuld, der er lidt interessant.

Gordon Ramsay drak mig nemlig under bordet.

Vi havde som skrevet købt en kasse øl, og da der stadig resterende over en halv kasse ved ti-tiden om aftenen, besluttede vi os for at oppe tempoet så vi kunne komme afsted i byen. Vi så derfor et afsnit af Gordon Ramsay: Boiling Point, en britisk dokumentarserie om en berømt chefkok i måske kender fra Kitchen Nightmares (Et dansk spin-off: Kniven På Struben) og som især er berømt for sit brug af ordet "fuck".

Det faktum besluttede vi os for at bruge som et drikkespil. Så hver gang fjolset sagde "fuck", skulle vi drikke øl. For at spice det lidt op, drak vi også, hver gang hans efternavn blev sagt.

Og jeg kan godt love jer for, at den mand kan sige fuck!

Fuckfuckfuckfuck(ja, undskyld mit sprogbrug)fuckRamsayfuck - Hele tiden og konstant. Det blev vi godt fulde af, og aftenen sluttede lidt tåget på en studenterbar i Albertslund...

Og så blev jeg endelig overtalt til at prøve det dersens Facebook-halløj. Og stor var min forundring, da jeg inden for to dage allerede havde over 70 venner. Mange af dem har jeg ikke set i årevis, så det var lidt af en åbenbaring. Jeg anede sgu ikke, at jeg havde over 70 venner. Det har jeg selvfølgelig stadig ikke, de fleste er nok mere bekendte. Men det er alligevel imponerende, og nye affilierede venner popper op konstant, så det er lidt sjovt at være vidne til.

Jeg tør derfor godt anbefale Facebook til alle, der er interesserede i at genoptage gamle bekendtskaber. Ja, der er lidt meget teenage-fnidder over stedet, men hovedingrediensen - genoptagelse af gamle venskaber, leveres som lovet. Og er du er heldig, bliver du udsat for en kvalitetsreklame for et hårprodukt: Efter blot et minut med Toppik, er dit hårtab skjult...


For dem som læser min blog for mit poker indhold, må jeg fælt skuffe. I denne måned er det blot blevet til en enkelt session på PokerStars. Lysten er der simpelthen ikke, og jeg har svært ved at gætte, hvornår den vender tilbage. Især fordi resten af min måned ser ud til at være godt fyldt ud med bedre alternativer. Men vi får se.

tirsdag, december 11, 2007

Ny afstemning - Og lidt om politik

Sidste afstemning viste, at lidt over halvdelen (53%) af mine læsere (af dem der gad at stemme) er vindende pokerspillere... Eller patologiske løgnere. Og det er ganske som forventet, taget i betragtning at min blog jo primært omhandler poker og er skrevet til pokerspillere. blot 37% er tabende spillere, hvilket overraskede mig en lille smule.

Næste afstemning er lidt mere afslørende. Nu spørger jeg nemlig til jeres ærlighed over for fædrelandet. De fleste pokergevinster er skattepligtige. Men man er selv ansvarlig for at oplyse, hvor meget man har vundet i poker. Derfor er spørgsmålet nu, om i betaler skat af jeres gevinster. Der er tre svarmuligheder: JA (med ærlighed kommer man...), NEJ (Det opdager de alligevel aldrig) og IKKE NØDVENDIGT (jeg spiller på et skattefrit site, eller også vinder jeg ikke nok i poker til at jeg skal betale skat). Igen skal det understreges, at afstemningen er komplet anonym, og at ikke engang jeg kan se, hvem der stemmer.

Mit gæt er, at langt de fleste ikke betaler skat af deres gevinster. Flest vil stemme på sidste kategori, mens de færreste stemmer ja.

Og så lidt om politik. De er nemlig lidt fjollede ude på venstrefløjen. Villy Søvndal (SF) brokker sig over, at vi ikke skal afholde folkeafstemning over den nye Lissabon-traktat. Han siger, at det er at bryde med en lang tradition, når vi ikke alle skal til stemmeurnerne.

Og så er det jeg siger: "Og hvad så?!?". Vi skal sgu da ikke holde folkeafstemninger om alt muligt, blot fordi det er en tradition. Og så er traditioner i øvrigt til for at blive brudt.

Forstå mig ret. Jeg stemmer ikke på Venstre eller de Konservative. Jeg stemmer heller ikke på Søvndal for den sags skyld. Jeg stemmer på De Radikale, og når de dummer sig, på Socialdemokraterne.

Men at have en folkeafstemning om en traktat, der ikke afgiver suverænitet er fuldstændigt til grin. Her går vi hver fjerde år og stemmer på, hvem der skal være Statsminister, og så tør vi ikke lade de partier, der ryger i regering træffe vores beslutninger? Hvad er det for en omgang vattet hø?

Jeg er altså imod en ny folkeafstemning, og jeg mener ærlig talt, at det burde alle intelligente væsener være. De ressourcer og penge en ny afstemning kræver kan vi så sende som en folkegave til de fattige i Afrika. Der giver de mere mening og giver et gladere budskab. Der er sgu en årsag til, at jeg ikke stemmer SF, og den beviser Villy gang på gang.

mandag, december 10, 2007

What are the odds?

Som i poker, er livet styret af en række tilfældigheder. Alt kan gå vel, og så lige pludselig, ud af det blå, ændres alting. Den ene dag er du på vej til arbejde, og den næste sidder du lammet i en kørestol. Alt kan ske. Og alt vil ske. Bare ikke altid for dig.

Så hvad er oddsene for, at det netop er dig, det vil ske for?

Det har jeg siddet og regnet lidt på.

Inspirationen kom efter en flyvetur, jeg foretog i weekenden fra Aalborg til København. I ved hvordan det er. Enten er man heldig, og bliver placeretved siden af en kvindelig undertøjsmodel, eller også ender man hos en 300 kilo tung sumobryder, for hvem et bad er et religionsbrud.

Jeg var heldig og endte ved siden af en sød kinesisk pige som lignede at være mellem 20 og 25 år gammel.

Men hvad er oddsene for det?

Til det skal vi bruge lidt statistik.

Ifølge Dansk Statistik findes der i Danmark samlet 1171 kinesiske piger i alderen 20-25 år. Danmarks samlede befolkningstal er på 5.4 millioner. Det vil sige, at der er 0,2 procent sandsynlighed for, at jeg netop kommer til at sidde ved siden af en kinesisk pige mellem 20-25 år. Så når man ser på det, var jeg ret heldig der.

Omvendt, så er jeg ikke kræsen. Enhver pige mellem 18-30 ville være en succes at ende ved siden af i min bog. :-)

Nuvel, i Danmark findes ca. 401.924 pigebørn mellem 18 og 30. Det betyder, at sandsynligheden for at jeg bliver sat ved siden af en pige mellem 18 og 30 er på blot syv procent. I 93 procent af mine fremtidige flyveture kan jeg altså se frem til IKKE at sidde ved siden af en ung kvinde. Kummerligt.

Et pigebarn

Lad os for sjov skyld finde et andet eksempel, hvor oddsene kan fortælle os noget:

Peter er 25 år gammel, og hver dag kører han til og fra arbejde i sin bil, helt ligesom så mange andre pendlere. Hvad er sandsynligheden for, at han dør i et biluheld inden han er fyldt 30?

Svaret er måske opmuntrende. Blot 30 mennesker mellem 25 og 29 år omkom i 2005 i biluheld. Lad os gætte på, at det tal ikke ændrer sig væsentligt de kommende fem år. Det giver en sandsynlighed på 0.002 procent for at Peter dør i et biluheld inden han er fyldt 30. Det lyder meget lavt, men Peter har ca 15 gange større sandsynlighed for at dø i sin bil inden for fem år end at blive delt en Royal Flush næste gang, han spiller en hånd i poker.

Men det er alligevel sjovt at tænke på. For det er jo hele tiden, at de her sandsynligheder kommer i spil. Hvert sekund, hele livet. Den ene dag er du på vej til arbejde, og den næste sidder du lammet i en kørestol. Alt kan ske. Og alt vil ske. Bare ikke altid for dig. Hvis du er heldig og kan undslippe nuets minefelt af sandsynligheder med livet i behold.

---
Apropos poker, så har jeg ikke spillet en eneste hånd i denne måned. Lysten har ikke været der, og så bør man ikke spille. Det siger alle de kloge i hvert fald. Jeg regner dog med at gå i gang med at grinde fra i morgen. Det er i hvert fald planen.

Ikke et pigebarn

tirsdag, december 04, 2007

Hvem myrdede Megan?

Dette blogindlæg skulle egentlig handle om, hvor grotesk og afskyelig jeg finder omstændighederne omkring Megan Meiers selvmord. Men efter lidt betænkningstid, skiftede jeg mening.

De fleste kender vel efterhånden historien om 13-årige Megan Meier, der sidste år, på tragisk vis, begik selvmord efter at være blevet afvist af en dreng på MySpace.

Det viste sig, at det var Megans tidligere bedste venindes mor, der havde lavet en grum spøg, hvor hun udgav sig for en 16-årig fyr over for Megan som hævn for et skænderi Megan havde haft med hendes datter. En spøg, der nu længe har haft kandidatur til mord. Skulle du være hægtet helt af vognen, kan historien læses her: Megan Meier - Et tragisk selvmord. Er du den mere travle type, kan du læse en kort synopse på Ekstra Bladet. Historien er i sig selv bemærkelsesværdig. Men trods forargelsen mange føler, besvarer det ikke det væsentlige spørgsmål i hele misæren:

Hvem myrdede Megan?

Det er spørgsmålet, der forbliver hængende uafklaret i luften. På trods af at Lori Drew blev frikendt af retten, mener størstedelen af de amerikanske avislæsere, at hun myrdede Megan via ondskabsfuld psykisk terror.

Jeg er ikke enig.

Men først vil jeg gerne fastslå, at jeg ikke har andet end afsky og fordømmelse over for Lori Drews handlinger, der symboliserer meget af, hvad jeg ikke kan lide ved USA: Selvretfærdighed grænsende til det intolerante; Afsky for dem, der er svagere end dig selv, samt en pegefingermentalitet, hvor alle er hurtige til at kaste om sig med skyld og ansvar. Efter at have læst Lori Drews vanvittige blogindlæg her: Megan Had it Coming, er jeg mere tøvende ved at give efter for fristelsen til at give hende skylden for Megans død.

Og jeg er ærlig talt ved at være træt af at høre alle de her sindssyge teenagehistorier, hvor der sker noget tragisk, hvilket fører til, at der straks skal peges fingre af, hvem man nu mener bærer ansvaret for de tragiske hændelser. Vi ser det ofte ske når teenagepiger begår selvmord, og vi ser det altid ske, når jævnaldrende drenge render rundt og plaffer skoleelver ned. Så skal der peges fingre. Og nu ser vi det altså med Lori Drew, hvis tur det er til at stå mål for samfundets had og fordømmelse. Så tillad mig at slå fast:

Lori Drew slog ikke Megan ihjel.

Hun var blot en katalysator. Årsagen til Megans pludselige selvmord skyldes andre grunde. Grunde man skal kigge dybere i for helt at forstå, hvordan det hænger sammen.

Da jeg var dreng, var der et konstant forventningspres. Man skulle gerne have de fedeste Star Wars figurer. Man skulle helst kunne læse i tredje klasse. Man var nødt til at have en bestemt frisure, og der skulle gerne være råd til et par seje Levis bukser og sko af mærket Converse. Ellers var man ude af kliken. Og var man ikke med i kliken, kunne man godt vinke farvel til de lækre kærester, vilde drukture og generelt dårlige karakterer.

I dag er det meget værre. Er man ikke med på nyeste mode, og lever man ikke op til de skønhedsidealer, man ser i reklamerne, sidestilles man med de tabere man ser på Oprah, Jerry Springer og Ricki Lake. Dem vi alle griner og væmmes over. De udstødte. Dem på samfundets bund.

Konsekvenserne er også blevet mere omfattende. Ikke nok med, at du skal finde dig i at sidde alene i skolens kantine, eller udholde sporadisk mobning fra andre elever, så skal du også frygte at blive gjort til grin via mobilkameraer, internet og MSN. Der er ingen fristeder for de udstødte. I gamle dage kunne de mobbede gemme sig hjemme på værelset. Nu kan de gemme sig på værelset, mens millioner af jævnaldrene griner over de pinlige billeder fra skolens brusekabine, der er lagt anonymt ud på nettet. De unge har ingen steder at gemme sig længere. Og presset er enormt. Stort nok til at det er lettere at hænge sig i sit klædeskab end at blive konfronteret med en hel verdens afsky og latterliggørelse (verden er lille, når man er teenager)

Så i stedet for at pege fingre af Lori Drew, var det måske bedre at se nærmere på, hvad årsagen til Megans selvmord skyldes. I bund og grund er Lori Drew lige så skyldig i mord, som manden der solgte Pekka-Eric Auvinen de våben, der blev brugt til at dræbe syv elever i Finland.

De skyldige kan måske i stedet findes et helt andet sted. Et sted meget nærmere på Megan. Et sted der nu huser de efterladte til den forfærdelige tragedie.

Nej, Lori Drew dræbte ikke Megan Meier. Megans forældre dræbte Megan Meier.

Godt nok har de amerikanske medier travlt med at koge ben på den bizarre historie om vendindens psykopatiske mor. Mange aviser har så travlt med at skrive fordømmende overskrifter, at de helt overser den enorme mangel på empati, den døde piges forældre udviste overfor deres datter.

Havde den pige haft et par opmærksomme forældre, ville hun stadig være i live. Det var Megans forældres manglende interesse i deres datters dagligdag, der til sidst skubbede den lille tykke pige over kanten og ind i et klædeskab med en nøkke om halsen.

Mere eller mindre. Hvis altså man accepterer, at det i bund og grund er forældrenes ansvar, når noget går galt med deres børn. Den teori tror jeg nu ikke på.

Når alt kommer til alt, er Megans forældre også et produkt af vores samtid. De har også haft forældre. Forældre, der sikkert har svigtet dem i samme grad som de har svigtet deres datter. De har også gået i skole. De har måske endda selv været ofre for mobning. Eller måske har de mobbet piger som Megan, da de selv var børn. Måske har de ikke haft mulighed for at lære ved eksempel, hvad det vil sige at være en god forælder. Så måske dræbte Megans forældre alligevel ikke Megan Meier.

Måske er det i virkelighedens samfundets skyld?

Måske er det samfundet, med dets totale mangel på tolerance for dem der skiller sig ud, der i sidste ende dræbte Megan. Måske var det også samfundet, der slog syv elever og en rektor ihjel i Finland.

Samfundet styrer jo alt omkring os. Det styrer lovene, de uskrevne regler, forventningspressets tyngde, forældrenes uddannelsesniveau osv...

Samfundet er det bindeled, hvorved vi alle hænger fast. I mere eller mindre grad. For er du ikke surret godt fast til samfundets kollektivitet, hænger du blot ved. Og det gør dig sårbar og skrøbelig. Og mister du først dit tag i samfundets lian af regler, forventninger, uskrevne regler og krav til væremåde, vil du uvægerligt falde dybt.

Er du heldig vil der være nogle til at gribe dig. Det vil ofte være dyrt uddannede psykiatere, terapister og psykologer, for hvem etiketter er Gud. Neurose, Stress, Depression, Angst, Psykose, Traume... Diagnoserne står klar til at blive stemplet som årsagen til dit manglende mentale tag i samfundet.

Og stigmatiseringen forstærker angsten for at skille sig ud. Frygten for at være anderledes, udstødt, forstærker frygten for ikke at høre til. Det giver neuroser, stress, depressioner, angst, psykoser og traumer at leve et liv på kanten af samfundets brede fundament.

Men på trods af at samfundet i dag er en nådeløs smeltedigel, der kræver, at alle hører til, kan vi næppe bebrejde samfundet for Megans død.

Samfundet er trods alt blot en totalsum på en masse små ting. Vi bidrager alle til samfundet, og at påstå at samfundet er roden til alt ondt er lidt ligesom at sige, at det er indvandrenes skyld, at man selv er arbejdsløs. Eller at det er mediernes skyld, at der findes et Dansk Folkeparti.

Men hvem dræbte så Megan?

Svaret er ubehageligt simpelt: Megan dræbte Megan.

Der var ingen andre til at smide løkken om hendes hals. Der var ingen til at skubbe stolen væk under hende. Og der var ingen til at lytte, når hun ikke længere kunne tie stille. I bund og grund er Megan død på grund af Megan. Så simpelt kan det koges ned.

Og så må man kigge på de mange faktorer, der bidrog til den endelige konklusion. Man må finde et sted at kanalisere magtesløsheden og vreden hen. Og det er det, der sker i øjeblikket, hvor hele verden ser Lori Drew som en psykopatisk morder.

Jeg ser hende mere som et biprodukt af samfundet. Lige som Megan også blot er et biprodukt. Lige som hendes forældre blot er biprodukter. Ligesom Pekka-Eric Auvinen er et biprodukt.

Megan dræbte Megan. Alle andre er blot statister og burde udelukkende fungere som en ubehagelig påmindelse om, at konsekvenserne ved ikke at høre til i samfundet er nådesløse.

Og vi er alle biprodukter. Alle og en.

Så måske skal Megans morder til dels findes i vores eget spejlbillede.

Måske skal vi alle tage ansvar og sige: "Jeg dræbte Megan".

Eller måske kan vi blot starte med at tænke mere over, hvordan vi selv konstant bidrager til skabelsen af samfundets biprodukter. Med tiden vil det måske gøre en forskel.

Eller måske vil det ikke.

Måske er Megans død i virkeligheden et sundhedstegn. Et tegn på, at det går fremad i et rivende tempo. Måske var Megan blot et unødvendigt biprodukt fanget i slipstrømmen af menneskehedens ubønhørlige stræben efter singularitet.

søndag, december 02, 2007

Er du en vinder i poker?

Jeg læser ofte i pokerartikler, at 90% af alle pokerspillere taber penge på spillet. Og selv om det lyder voldsomt, skal det såmænd nok passe. Jeg vil nok nærmere tro, at 80% er tabende, da det generelle niveau syntes at være blevet bedre her de sidste par år. Men jeg ville ikke være overrasket, hvis det viste sig at være 90%.

Nuvel, jeg har derfor besluttet at lave en lille rundspørge blandt mine gæster her på bloggen, og jeg ville være beæret, hvis du valgte at give dit besyv med i afstemningen oppe til højre på siden her. Den er komplet anonym. Ikke engang jeg kan gå ind og se, hvem der har stemt.

Afstemningen skyldes, at jeg har en anelse af, at læsere af denne blog gerne skulle kunne knuse de tal. Faktisk vil jeg være overrasket, hvis mere end halvdelen af mine læsere har tabt flere penge end de har vundet i den tid, de har spillet poker.

Og så har jeg endelig fundet ud af, hvad min ynglingsserie som lille dreng var!

Det var en serie, der kørte på DR i starten af 80'erne, og omhandlede engelske straffefanger i Australien. Jeg kan huske, at jeg var helt vild med titelmelodien. Historien var også spændende, men jeg var ikke god nok til at nå helt ned til slutningen af underteksterne, så jeg var ikke helt inde i handlingen. Men der var både banditter, helte - og indfødte!

Jeg var solgt.

Og så stoppede serien.

Og jeg blev voksen.

Og som årene gik, voksede nysgerrigheden til, hvad serien nu hed. Jeg ville gerne finde ud af, hvad titelmelodien var, men jeg havde glemt navnet på serien.

Indtil jeg en dag skulle på lokum.

Foran hoveddøren, på vej ud til badeværelset, lå Føtex nye julereklame. God lokumslæsning, hvis du spørger mig.

Og dér, efter den obligatoriske nærlæsning af lingeri-siderne, ser jeg et tilbud på fire dvd bokssæt. Der var "Lær at Ride", "Herskab og Tjenestefolk", "Happy Days" og "Mod Vinden".

Mod Vinden. Der var den sgu! Et kort kig på IMDB bekræftede min anelse. Så i dag hopper jeg ned i Føtex og køber bokssættet for de 200 kroner, de kræver. Og jeg vil bruge resten af dagen på at se hele skidtet!

Jeg har stadig ikke fundet ud af, hvad titelsangen hedder. Jeg fandt et link på google med soundtracket, og der hedder første sang belejlighedsvis "Against the Wind", så det er jo nok den...

Til sidst skal der også være plads til en spændende dokumentar om poker. Den er i seks dele: The history of poker

---

Og nu har jeg søreme også fundet nummeret! \o/

Gode gamle Youtube svigter aldrig:



Det underlige er, at jeg faktisk har spillet den melodi i årevis på mit piano. Det var en selvlært melodi, men hvor lysten til at lære melodien kom fra, var uklart. Det er godt nok sjovt, sådan som vores underbevidsthed kan styre vores tanker.