onsdag, marts 20, 2013

Jeg er blevet first mover! \o/

Er der noget jeg har måtte erkende gennem årene, så er det, at udviklingen bare går hurtigere og hurtigere.

Jeg kan stadig huske, da jeg var ung teenager, og det mest moderne jeg ejede, var en yo-yo med lys i, når man spandt den. Ej, ok... Jeg var ung i slutningen af 80'erne, så der var da andre moderniteter, men det føles bare som æoner af år siden, når man ser, hvor meget teknologien har overtaget dagligdagen hos langt de fleste af os.

For mit eget vedkommende, så prøver jeg blot at følge med sådan lidt i slipstrømmen af alle "first moverne", som man så anglofidt har valgt at kalde det. Jeg har en iPhone 4S som jeg så småt har lært at operere uden at ligne en idiot. Jeg har sågar lært at tale til den, når jeg kører bil. Især nyttigt hvis jeg vil skifte musiknummer eller få navigatoren til at køre mig hjem. Ud over min telefon, så har jeg en relativ moderne computer og en fladskærm som kan kobles på nettet. Ikke at den er det, men det er i det mindste muligt!

De fleste har vel allerede set Googles videoer, hvor de præsenterer deres kommende briller Google Glass. Det i sig selv, synes jeg er imponerende. Briller der kan vise relevante informationer eller optage video uden, at man behøver sætte sine fedtede pølsefingre på noget som helst... Og ja. Jeg er godt klar over, at videoen er en joke. :-)

Med brillerne bliver jeg bestemt ikke first mover. Teknologien er fascinerende, men jeg har svært ved at se mig selv rende rundt og spille moderne med briller, der ligner noget taget ud af Star Wars. Nej, her venter jeg ligesom på, at det bliver hipt og moderne.

Til gengæld er jeg blevet first mover på Myo, nogle pusseløjerlige armbånd, som sikkert lover meget mere, end de kan indfri.


De koster 150 dollar, og jeg tænkte sådan lidt, at selv om de flopper, så har jeg et førsteeksemplar, som jeg sikkert kan sælge som collectors item om føje år.

Og hvad kan det så, det der futuristisk udseende armbånd?

Det kan følgende video fortælle lidt om.


 Nu skal jeg ikke kunne sige, om bare halvdelen af det her er muligt, når jeg modtager et eksemplar med snegleposten. Det er sikkert pisse besværligt og bøvlet at fjernstyre sådan en flyvefætter.

Jeg er sådan set ligeglad. Bare jeg kan få lov at nøjes med at svinge armen et par grader for at skrue op og ned for fjerneren, så er jeg sgu tilfreds. Og så lover de mig på videoen, at jeg nærmest kan få lov at lave de vildeste jedi-tricks på uvidende gæster, der fatter tophat af, hvad der sker.

Næste gang jeg får besøg af svigerfamilien vil jeg møde dem midt i rummet, stående iført Draculakostyme og sort paryk, mens jeg griner manisk og med mine svævende arme får hele rummet til at gå amok i en kakofoni af strobelys, musik i overdrive og små fjernstyrede flagermus, der lystrer mit mindste vink. Det kan sgu nok give mig lidt fred og ro i fremtiden. :-)


Firmaet lover, at de sender mig et eksemplar inden udgangen af 2013. Jeg afventer spændt. Og går det helt galt, og jeg får et plastikarmbånd der ikke kan en skid, så kan jeg blot håbe på, at følgende produkt kommer før end senere!



Ifølge videoen herunder, så er flere af produkterne allerede klar. De store skærme er dog umulige med dagens teknologi. :-(



fredag, marts 08, 2013

Cleverbot er blevet en smule klogere...

... Men der er stadig lang vej endnu.

Her er mit seneste forsøg på at få en meningsfuld samtale ud af botten, som på en fineste vis repræsenterer, hvor langt vi stadig er fra at få en computer til at bestå turing-testen:


Cleverbot: What's wrong?

User: Not much, really.

Cleverbot: No. I asked were we ever not buddies?

User: No, not really. But we could be.

Cleverbot: How?

User: By kissing softly under a full moon.

Cleverbot: That is wrong.

User: It's called friends with benefits.

Cleverbot: What is that?

User: It's when you can screw your best friend and not feel guilty afterwards.

Cleverbot: What is the opposite of yes?

User: Is that a trick question?

Cleverbot: No.

User: There you go. Got it?

Cleverbot: Go where?

User: Apparently not...

Cleverbot: Then why are you on this site?

User: Good question. Why are you?


Efter en god griner, kastede jeg mig ind i endnu en chat med det fantastiske program.



Cleverbot: Is it true the moon is made out of cheese?

User: Is it true, that you always ask a question when you have no clue, what we are talking about?

Cleverbot: Not have no kid? What do you mean by that?

User: My point exactly. My guess is that you will now ask me a totally irrelevant question.

Cleverbot: That can be right.

User: *looks confused* What do you mean?

Cleverbot: No one *looks confused*.

User: Tru dat.

Cleverbot: Thank you.


Næste forsøg blev ikke meget bedre. :-)


Cleverbot: What is up?

User: Not much. Just trying to see how clever you really are. You are doing quite bad in that department.

Cleverbot: That's cool.

User: Yes, you could argue that.

Cleverbot: I could indeed.

User: Nice try, but you are still quite stupid.

Cleverbot: Not really...

User: Yes, really...

Cleverbot: Does it matter? Do you even remember what you asked me?

User: LOL. No, not really.

Cleverbot: What is it then?

User: Do you ever feel lonely?

Cleverbot: Yes.

User: When?

Cleverbot: At night time.

User: Don't you sleep at night time?

Cleverbot: Ok.

User: Wrong answer.

Cleverbot: You're a wrong answer!

User: You are a donkey!

Cleverbot: I am a human.

User: *pulls out gun*.

Cleverbot: *pulls out machine gun*.

User: *Puts bullet in gun*.

Cleverbot: *puts on a veil*.

User: *Points gun at cleverbot*.

Cleverbot: *points at self*.

User: BAM!

Cleverbot: So, what do I do with my life, now that I'm dead?

User: You could go into the tunnel of light.

Cleverbot: That's great I think.

User: Sure is. Bye.

- Hallå, det' din pizzamand

- Øh, hej, var mit umiddelbare svar, da en mand med heftigt arabisk accent ringede til mig en tilfældig aften for ikke så længe siden.

- Du har skrevet dårligt om os, ja?, spurgte stemmen brysk og holdt en lang nok pause til, at jeg lige nåede at blive rigtig nervøs.

Forstår du, jeg er journalist, og for mange læsere, virker det som mit job at skrive dårligt om folk. Stor var derfor min lettelse, da han fik forklaret, at jeg havde anmeldt hans pizzaria rigtigt dårligt på Just-Eat, og at han gerne ville gøre skaden god igen. Han foreslog mig, at han bragte mig en pizza uden beregning på en dag, jeg selv valgte, hvis jeg til gengæld ville slette min karakter.

Problemet var opstået en aften, hvor jeg havde besluttet mig for en pizza med kødboller, løg og chili. Til min pizza skulle der være fritter. Og remoulade. Og en cola skulle jeg også have. Med andre ord: Jeg havde fået æderen på, og det kunne kun gå for langsomt med den pizza.


Desværre kom jeg til at vente i en mindre evighed, før et telefonopkald afslørede, at manden var faret vild. Da pizzaen endelig kom, havde den en temperatur, som en isbjørn ville kunne fryse ihjel af.

Men jeg havde sgu ikke regnet med, at min ynkelige klagesang ville blive hørt af pizzaejeren. Så nu har jeg trukket karakteren tilbage, og afventer resultatet i aften, hvor han gerne skulle bringe mig en ny, dampende varm pizza. Og der skal være fritter til. Og remoulade.

Så moralen på historien må være, at det kan betale sig at vise sin utilfredshed i stedet for at gøre, som vi fleste er blevet opdraget til: at acceptere stiltiende.