Tilfældige betragtninger
Hej,
Længe siden.
Når det så er sagt, så er der heller ikke sket, så fandens meget på pokerfronten. Jeg har simpelthen ikke haft tid, nu hvor jeg har mit nye arbejde. Det er vel blevet til 47 sngs og et overskud på ca. 180$, hvilket jo ikke er alverden.
Men jeg har da haft tid til at reflektere lidt over situationen med de dyre oliepriser. Og jeg er kommet frem til, at det måske er det bedste, der kunne ske. Ja, jeg tror faktisk, at vi vil komme ud langt stærkere som en global landsby, end hvis priserne var forblevet uændret.
For det første giver de dyre benzinpriser et incitament hos bilproducenterne til at opfinde olieuafhængige biler. Det giver samtidig forbrugerne et incitament til at efterspørge den type biler. Selv i USA er forbrugerne ved at vende sig efter mindre og mere benzinøkonomiske biler. Det er et stort skridt.
For det andet har det tvunget USA til at tage stilling til den globale opvarmning. Skrækscenarioet, hvor verdensøkonomien kollapser, og efterlader os med forringet mulighed for at fokusere på miljøet, er blevet så truende, at alle er nødt til at være forsigtige. Desuden betyder de høje oliepriser, at amerikanerne har lettere ved at reducere deres CO2 udslip alene af den grund, at der vil blive brugt mindre brændstof.
For det tredie tvinger priserne og til at tænke i alternativer. Alle alvorlige fremskridt i verdenshistorien er sket i forbindelse med en eller anden form for usikkerhed i det globale samfund. Om det så er en kold eller varm krig, en naturkatastrofe eller religion er underordnet. Store fremskridt sker oftest, når vi mennesker befinder os under pres.
Forleden dag hørte jeg i radioen, at trafikanter ved ringvejen skulle være opmærksom på en efterladt kost, der lå midt på vejen... Og så taler studieværten kraftedeme videre, som om intet var sket. Hvor humorforladt er man så?!?
Hvem af jer - mine kære læsere - ville kunne lade være med at komme med en passende joke. Var jeg studieværten, havde jeg sluttet advarslen med: Så kan hun lære det. Eller: Bilister på Ringvejen advares mod en efterladt kost, der ligger midt på vejen. I den forbindelse efterlyser politiet en stærkt smilende mand i en slidt Skoda med åben passagerdør.
Nå, jeg vil smutte. Jeg regner med igen at være aktiv på bloggen, så forvent flere åndssvage posts i nærmeste fremtid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar