Røveren fra Roborghus

Jeg faldt over denne her gamle stil, da jeg for nyligt fik et nostalgiflip. I kender det godt. Pludselig overvældes man af minder fra en svunden tid, og før man ved af det, sidder man og stener gamle billeder eller skolestile. :-)

Denne her er fra HF, og er skrevet dagen efter en ordentlig druktur. Deadline var mandag morgen, og så var gode råd dyre. Det var en boganmeldelse af en bog, jeg ikke engang havde åbnet. Situationen blev forværret af, at jeg havde et væddemål med en klassekammerat om, at jeg ikke måtte skippe hverken en time eller en opgave de første tre måneder af mit 2. studieår. Jeg havde lavet væddemålet for at motivere mig selv, og det virkede.

Jeg ville derfor virkelig gerne have et "godkendt" af dansklæreren. Jeg nåede vel at læste de første ti-tyve sider samt omslaget, før jeg kastede håndklædet i ringen.

Den er nok lidt for lang for den almindelige net-surfer, men her er alligevel mit enlige bidrag til den danske verdenslitteratur:

RØVEREN PÅ ROBORGHUS

-OG ET ELLER ANDET

Langt ude på den vindombruste hede ved den jyske vestkyst, kunne, hvis den permanente tåge tillod det, omridset af en gammel kro skimtes. Kroen, der ejedes af en dyster og nærig tysker, bar navnet Roborghus og var i kraft af dets beboer et frygtet sted. Ensomt knejsede taget på kroen over mulden og efterlod en skygge under hvilken års ugerninger lå begravet. Hans skjulte formue bar vidnesbyrd og i hans sind rumsterede de dæmoner, hvis legemer nu for evigt hviler under jordens tynge.

Hvis man, i erkendelse af at øllen i kroen ikke smagte af behag, fortsatte sin rejse, ville spiret fra en kirke træde frem fra de matte skygger. Et spir, der under sig, havde en præst, der i kraft af sit skjulte begær ville miste alt han ejede. Ikke meget hvis man sammenlignede med noget større, men alligevel en del for en mand, der har hørt kaldet, ved hvilket andre samles om.

Hvis man skridtede videre gennem tågen, ville omridsene af flere huse kunne skimtes. Huse, der, i kraft af deres naboskab, bar fællesbetegnelsen Ribe. Dette ville være enden på rejsen, hvis ikke man ville væde sine fødder i Vesterhavets salte vand.

Dette vand som man kunne ane som et hvidt skumbrusende stykke uendelig­hed, var livsnerven i de herrens år omkring 1720. Bådene, der bugnede af friske varer plejede at runde, den lille handelsby med jævne mellemrum og handelen, der heromkring udspillede sig, var livsvigtig. Det var denne livsner­ve, der i kraft af dets fraværd, skabte penge til kromandens kiste under sengen. Krisen kradsede i landet og handelen blev drevet på kromanden, Heinz, præmisser. Præmisser der betød lav fortjeneste for andre end Heinz, men da det var den eneste udvej de fattige bønder havde for at få afsat deres varer, måtte beboerne i Ribe stiltiende acceptere...-

Historien får en ende, ligeledes gør livet, og det understreges af den kendsgerning, at i det virkelige liv sejrer det gode ikke altid. Det er derfor, vi har historien, som en understregning af evnen til at skelne: God/ond, fattig/rig kærlighed/had osv., men også en påmindelse af, at ingen kan sige sig fri for det åg, vi bærer, og som vi kalder virkeligheden.

Roborghus forsvinder, og ligeledes gør heden. Bogen lukkes, og ligeledes gør minderne. Men lidelserne personerne påføres i bogen, dannes i det øjeblik, siderne foldes ud, og øjnene slås op. Alt er relativt. Barnets magiske tænkning kapsles ind i vrøvlets slør, og mærkatet ”fantasi” hæftes på hjernebarken. Den Uendelige Historie, bag hvilket mysteriet lever, skræver ubudent over vores fantasi og griber fat i den realitet, vi lever bag. Måske er det her, at vi reagerer; når magien forsvinder, og vi efterlades i lyset af tusinde gadelamper.

Røveren fra Roborghus er væk, brændt væk fra den indre nethinde, og hans ugerninger står ubesvaret hen. Ved hvilken magt påfører hans gerninger det magiske univers?. Har man, hvis barnet i vores indre tillod det, påvirket en del af et større hele?. Det er lige meget, men hvad der betyder noget er, at man i kraft af sin uvidenhed, er i stand til at fuldføre det ubragte. Det er her, essen­sen i overlevelse ligger gemt: Fuldførelsen af det ufuldendte; Den magiske tænkning - Og hvorfor ikke? Er der en mening i at fuldføre noget, man i fantasi­en kan fuldende?

Derfor skriver jeg dette. Min historie lever, og papiret den er skrevet på, er en illusion. Ikke, at den ikke er der, men den er ligegyldig. Alt er relativt.

Bente Klint Dalstrups historie om røveren på Roborghus figurerer i det uvisse, mens den udspilles iblandt atomers elektriske ladninger bag vores lillehjerne. Et tydeligt tegn på, at en historie ikke behøver at læses færdig - så længe den lever videre i det udefinérbare.

Længe leve fantasien!



---
PS. Det går ok med pokeren. Jeg får spillet en del, men profitten er ikke værd at skrive hjem om. Jeg kommer snart med en sjov blogpost om badugi. Jeg er blevet helt pjattet med det spil og fjumler ofte rundt på Stars 2/4$ limit borde. Fun times! :-D