Mediebranchen er blevet bundrådden - En lokaljournalists betragtninger

Medierne har stort fokus på kildebeskyttelse i disse dage, hvor sagen om en magtkorrumperet spindoctor, der vælger at bryde sin tavshedspligt til en journalist på TV2 (ingen nævnt, ingen stævning), fylder TV og aviser.

"Kildebeskyttelse skal ikke dække over lovbrud", siger Ekstra Bladets redaktør, og jeg kan kun være rørende enig.

Det eneste der ærgrer mig er, at debatten standser her. Det kunne ellers være interessant at få løftet problemstillingen op til også at omfatte journalisternes daglige brug af selvbestaltede citat-aftaler med sine kilder.

BTs net-forside på en tilfældig tirsdag eftermiddag. Overskrifterne vinkles så skarpt, at der tit mangler dækning i artiklen.

"Det her er selvfølgelig uden for citat."

Jeg hører den sætning mindst en gang om dagen i mit arbejde som lokaljournalist i den danske avisbranche.

Sætningen falder ofte naturligt og selvfølgeligt, som eksisterede der en latent dagsorden, hvor alt hvad der bliver sagt til en journalist skal sorteres efterfølgende, så den endelige artikel ikke bringer uventede overraskelser for kilden, det være sig en politiker, en politichef eller sågar en byretsdommer.

Det sker sjældent i mine mange samtaler med de almene borgere. Det er ikke en sætning, der dumper ud af en købmands mund, når man spørger ham til divergensen i den reelle pris i forhold til den nye fedt-afgift.

Jeg får for eksempel ikke en samtale med en købmand, som vil indeholde en sætning i stil med:

"Det her er selvfølgelig uden for citat, men jeg ved godt, at prisen er sat ulovligt højt op - men vi skal jo også tjene penge, ik'?."

Så dumme er de erhvervsdrivende ikke. Så dumme er skolelæreren ikke, og så dum er kioskejeren ikke. Det er tilsyneladende kun personer med magt og offentligt embede, som kan finde på at have så ufattelig og urimelig forventning om, at alt der siges til journalisten, befolkningens megafon, kan siges uden for citat, hvis de såfremt vælger.

Og de har fuldstændig ret. Det sørger vi journalister for.


Når sandheden skal frem

Jeg har ved flere lejligheder i mine samtaler med lokalpolitikere måtte minde dem om, at de er til citat. Alligevel forsøger de at tale uden for referat, for hvordan kan de ellers være sikre på, at jeg skriver nøjagtig det, de har brug for?

En sætning som den følgende er ikke urealistisk for mig at høre fra en lokalpolitiker:

"Jeg ved sgu godt, at vi har lavet noget lort. Men det kan jeg jo ikke sige i avisen, vel? Til citat kan jeg kun sige, at vi ikke kommenterer enkeltsager."

Hvis man klikker rundt på de danske netaviser, så vil man hurtigt opdage, at de fleste nyheder er vinklet over samme skabelon.

Det lyder uretfærdigt, men det må jeg acceptere. Sådan er det. Der er ikke tid til at gå andre journalistiske veje, så citatet kommer til at lyde, ganske som foreslået. Jeg stiller mig tilfreds. Det er nemlig ofte den eneste tilgængelige måde, jeg som lokaljournalister har for at komme videre med en historie. Vi lokaljournalister har typisk seks til syv timer til at skrive dagens to-tre artikler for at fylde avis-siden, og tiden er bestemt ikke blevet mere fleksibel efter indførelsen af netaviser og nyheder til smartphones og hvad ved jeg.

Der er ikke længere tid til at "jagte" en historie i dagevis. Vi bliver betalt for syv en halv time, og de skal bruges på at skabe et slutprodukt - hver dag. Tiden, hvor man kunne sætte en journalist af til graverarbejde på en lokalavis, er forbi. Det er der slet, slet ikke penge til, og når pengene mangler, så må man stille færre krav til kvaliteten. Også med de journalistiske idealer, som vi alle var så opslugte af, da vi i sin tid skrev vores "motiverede" ansøgning til journaliststudiet.

Jeg har i mine år som lokaljournalist lært, at idealisme er noget, man prakker journalistelever på - ligesom vi fortæller vores børn, at det betaler sig at være god og artig op til jul. De danske journalist-spirrer får at vide, at de skal være med til at sætte dagsordenen og ikke lade sig styre af politikerne og deres spin. De bliver indpisket, at vores højeste ideal er at portrættere verden uden bias og uden politisk slagside, grundigt og objektivt.

Den vision holder hos de fleste indtil senest anden uge af erhvervspraktikken. Så går det op for os, hvor lille en flue vi er et stort spindelvæv af fortielser, studehandler, baggårdsaftaler og vennetjenester. Og som hver en lille flue endeligt må sande, så er spindelvævets bånd ubrydeligt, når man først er fanget i det.

Jeg kan for eksempel ikke fra den ene dag til den anden fortælle mine kilder, at pianoet har fået en anden klang; at alt hvad de siger fra dags dato er til citat og at det er slud med studehandlerne. Jeg ved af bitter erfaring, hvad der vil ske. Et tæppe af tavshed ville sænke sig. Min arbejdsdag ville ikke længere kunne hænge sammen, og inden længe ville jeg enten skulle se mig selv i et nyt dækningsområde eller i køen foran arbejdsformidlingen.

Og netop her er problemets kerne: Politikere er jo generelt kloge mennesker med lange uddannelser. De kender til princippet om ligevægt og ved, at mit arbejde i høj grad beror på deres vilje til at "lege med", når jeg kontakter dem. Jeg har typisk et par timer til at få fat i dem for en kommentar, og lykkedes det ikke, så har jeg et problem - enten med at bringe artiklen eller med at finde noget andet at skrive om - og så skal det gå hurtigt, for har jeg først brugt tid på at jagte en historie, som jeg ikke kan få kilder til, så er mindst gået et par timer, og jeg har ingen backup, for mine kolleger har rigelig travlt med deres "kvote".

Jeg kan forsøge at tage kampen op og henvende mig til min redaktør for råd. Han ville virke forstående og nikke til min retorik om skævvridning i den demokratiske beslutningsproces. Han ville være enig med mig i, at kontrakten mellem borgerne og politikerne er brudt, når vi journalister accepterer at følge spilleregler, der ret beset giver os mundkurv på. Og han vil være rørende enig i det hele, også i sit stille sind, men når alt kommer til alt, så er hans opgave ikke længere at værne om de demokratiske spilleregler - de er allerede sat ud af spil - men at effektuere direktionens krav om øget effektivitet i et vigende avismarked.

Han har for travlt til at kunne indlede sig i min kamp for kritisk og tidskrævende journalistik, det har mine stressede kolleger også, og den endelige konsekvens vil uomgåeligt betyde, at jeg må forflyttes; Produktionen har lidt et knæk, og man kan ikke have en journalist ansat, som ikke kan opfylde sin kvote.


Det korte af det lange

Men er det virkelig så slemt at give politikerne lov til at sige hvad som helst til journalisten, vel vidende at de ikke risikerer at blive citeret?

Som journalist har man som sit højeste ansvar at bringe sandheden til torvs og blotlægge korrupte samfundsværdier som netop fortielser, studehandler, baggårdsaftaler og vennetjenester. Læserne har ikke fortjent at skulle nødes med artikler om politiske varme kartofler, der fiser ud i sandet, eller om dybe kommunale samfundsproblemer, som serveres som enkelt-kildehistorier uden konsekvens og opfølgning.

Kort sagt: Hver gang jeg redigerer en vinkel for at pleje mine kilder, fjerner jeg en smule værdi for mine læsere, dem der stadig er tilbage. Hver gang jeg vælger at droppe en vinkel på grund af, at jeg ikke har tid til at hente de nødvendige kritiske citater, så svigter jeg min funktion som objektiv budbringer. Så er jeg ikke længere til at stole på for mine læsere, hvilket befolkningen da også fortæller os journalister, hver gang de bliver bedt om at gradbøje troværdighed på en skala.

Enkelte net-aviser holder en høj journalistisk fane, og i mine øjne er Politiken.dk en af de få.

Mediebranchen befinder sig i en negativ nyhedsspiral. Det er uomtvisteligt. De store TV-kanaler får over 90 procent af deres danske nyheder fra de skrevne medier. De store dagblade henter eller lader sig inspirere af lokalaviserne i over 80 procent af deres indenrigs nyhedsartikler.

Men vi lokaljournalister har ikke længere tid til at være metodiske. Vi kan ikke længere unde os den luksus at "komme hele vejen rundt" om en historie, og det gør os sårbare og svage over for magthaverne, der ved, at vi ikke længere kan lege "katten og musen" med dem. Vi kan ikke længere spille hardball mod beslutningstagerne, for de ved, at vi har gjort os afhængige af deres velvilje til at "stille op".

Det får mange journalister til at træde på bremsen. Jeg er selv begyndt at mærke foden blive tung, men jeg har stadig nogle kampe tilbage i mig. Jeg har personligt følt til konsekvensen af at blive "persona non grata" i en kommune, som gengælder med tavshed og isolation, både i kommunalt og politisk regi. Det kræver vilje og mod at komme videre med de arbejdsbetingelser.

Og den kamp har jeg ved gud ikke tid til i min daglige halsløse stræben efter at opfylde min daglige kvota.

Så hvis du syntes, at journalistikken af i dag er mere overfladisk end i "de gamle dage", så skyldes det blandt andet, at antallet af lokaljournalister ikke er øget proportionelt med arbejdsbyrden og den stadigt mere komplekse formidlingsstruktur - tværtimod.

Det betyder, at de store medier ikke kan lade sig inspirere af lokaljournalistikken i samme grad som tidligere, og det rammer journalistikkens fødekæde fra bunden og op: Øgede krav til lokaljournalisterne giver færre gode lokale graver-artikler, som de store aviser kan skrive om, hvilket tvinger dem til at fokusere på forbrugs- og glamour-nyheder (en subbranche i rivende vækst), hvilket igen tvinger tv-kanalerne, der jo skal fylde nyhedsfladen ud, til at opprioritere vejrudsigten, sporten, underholdningssektionen, liveinterviewet, udlandsjournalistikken, og alt andet der kan bruges til at fylde fladen ud på de sløve dage.

Omvendt viser det sig, at læserne rigtig gerne vil læse de overfladiske nyheder, vi gylper op til dem. De er faktisk vilde med dem. Det udnytter alle aviserne til overflod i deres netudgaver. Men læserne vil ikke betale for den slags nyheder, og det er svært at bebrejde dem. For hvem vil betale for noget, som for det kan hentes alle steder på nettet og som ikke bidrager til at udbrede læserens viden om det samfund som han eller hun bevæger sig i? Hvorfor købe avis, når en voksende del af stoffet enten er underholdning, Ritzau-citater eller reklamebetalt forbrugerstof?

Dog skal til sidst siges, at jeg mener, at de landsdækkende aviser stadig er gode til at bide politikerne i haserne, når de træder i spinaten. Men som alle journalister efterhånden ved, så sælger hurtige historier som Carsten Hansens uskyldige brøler til en julefrokost mindst lige så godt som en dybdeborende politisk graversag, som har taget måneder at efterforske. Og det ved dem med pengene også, i ved, dem med kravet om øget produktion i et presset marked, og de præmierer gerne journalister for at lave de hurtige kioskbaskere i stedet for at smide ressourcer i at genoplive faget.

/rant

Få nu det skidt legaliseret!

Jeg var en tur på Staden her for nyligt for at købe et par joints til weekenden. Solen skinnede, den sidste på sommeren truede vejrmanden med i radioen, og det virkede som om, at alle cykelpigerne på Christianshavn kollektivt havde besluttet at tage lårkort på.

Indtrykket af at betræde Staden på sådan en solbeskinnet dag er uovertruffen. Det gælder dobbelt, hvis man ankommer fra bagsiden, dér hvor volde skal passeres, heste nusses og kæmpehunde undvies, før man entrerer Christianias nedslidte rønner fra en vinkel, længst væk fra hashbodernes virvar af mennesker.

I ørerne sang Ufo og Steffen om jet-set livet efter den globale recession. Jeg nynnede med.

Jeg kan huske for en herrens mange år siden, da Pusher Street stadig eksisterede. Det var dengang, hvor kvinder med busk var forventet, og hvor rigtige bikere havde hår til røvballen. Dengang sad rockerne også på hashmarkedet, og hele gaden var som en tyrkisk basar, hvor man kunne få tilbudt alt lige fra hashpiper, rullemåtter og grå indtørrede svampe i små poser. Det var en rotterede, fyldt med bumser uden tænder, kriminelle med grønne tatoveringer og unge piger med sorte læber og fjerne blikke. Det var dengang en joint kostede en tyver, og hvor Kim Larsens Midt om Natten stadig gav mening.

Nuvel, Pusher Street blev lukket for flere år siden og hører fortiden til.

Ufo og Steffen var for længst afløst af The Mahotella Queens, da jeg ankom til det indre af Staden, lige bag et par japanere, der lod som om, at de ikke bemærkede den fulde mand i busken med bukserne om anklerne. Japanerne havde sat kursen direkte mod gaden med hashboderne, og jeg følte lidt ubehag ved, at de om lidt ville befinde sig i et virvar, af pushere, rockere, skæve nordmænd og stangstive grønlændere. Jeg kunne se på deres kropsprog, især mandens flagrende højrearm, at en foranliggende roligere sidevej pludselig var meget interessant at undersøge.

Og så forsvandt min optur. Helt væk var tonerne fra Afrika, og i stedet så jeg Staden med friske øjne. Det slog mig, hvor lidt tingene havde forandret sig, siden jeg som teenager for snart tyve år siden besøgte Pusher Street med kammeraterne.

Den eneste forskel fra dengang og nu er placeringen af Pusher Street og hårlængden på bikerne. Jeg så mig pludselig som en luset småkriminel på vej til mit regelmæssige fix og ikke som en fri fugl på vej ud for at nyde solskinnet, kun i selskab med min musik og en afstressende joint.

Men hvorfor skal jeg føle mig som en simpel kriminel, bare fordi jeg ønsker at indtage et stof, der er mindre farligt end alkohol og smøger?

Jeg lever et lovlydigt liv, har en indholdsrig og samfundstjenstlig stilling som journalist og har end aldrig fået så meget som en fartbøde i mit liv. Hvorfor skal jeg tvinges til at finansiere en kriminel motorcykelbande i stedet for en ærlig apoteker, bare fordi jeg insisterer på at nyde en joint i ny og næ? Hvorfor skal mine skattepenge gå til politiekskursioner til Staden, som helt kunne undgås, hvis man blot lovliggjorde hash? Hvorfor betaler vi i dyre domme for at behandle alkoholikere, så de kan gå ud og købe deres lovlige alkohol igen, mens vi med den anden hånd vinker afvisende over for et stof, som gror i jorden, ikke er tilsat tilsætningsstoffer og som ikke forurener eller dræber folk?

Hvorfor er der ikke flere, der siger fra over for en så uretfærdig og stigmatiserende lovgivning? Det giver slet ikke mening. :-(

The singularity is near!

Alle husker manden med papskiltet med skriften "Enden er nær". Enten fra en film, en tegneserie - eller er man heldig fra virkeligheden.

Men måske har den gale mand ret. Måske er enden nær. Bare ikke i en kataklysmisk forstand. Ray Kurzweil, en kendt amerikansk opfinder og fremtidsforsker, prædiker en religion om, at computerne en dag meget snart vil overtage verden. Og det er en god ting, mener han. Det har jeg valgt at tro på, for alternativet er sku' noget dystopisk.

Hans tese er, at teknologien udvikler sig eksponentielt. Han bruger ofte antallet af transistorer på en mikrochip (jeg føler mig sgu allerede gammel bare ved at sige ordet mikrochip) forstået på den måde, at inden for en given fastsat tidsramme, cirka et år, fordobles antallet af transistorer. Det kan bevises og er uden for diskussion.

Et af de bedste eksempler på en eksponentiel forøgelse, er ved at se på et glas med vand i. Kast en dråbe i glasset, næste gang to, næste gang fire und so weiter. På hvilket trin er glasset halvt fyldt? På sidste trin. Trinnet før det, var det kvart fyldt.

Det samme kan siges med den teknologiske, medicinske og digitale udvikling generelt. Ifølge Kurzweil er vi på vej mod en "singularitet", hans ord for det tidspunkt, hvor udviklingen er nået så langt, at vi bliver et med maskinerne. Dermed har vi skabt, igen ifølge Kurzweil, vores eget paradis. Vi integrerer os med maskiner og kan udleve alternative virtuelle virkeligheder, leve for evigt og meget andet "far out" teknopladder, som nærmest virker som religiøst fanatisme. Men ulig andre religioner er denne bakket op af kolde facts og en rationel tankegang.

Kurzweil er så overbevist om, at den første person, som bliver 1000 år, allerede er født, at han tager hudredevis af medicinske præparater hver dag for at øge sandsynligheden for, at han når at opleve "The Singularity", det teknologiske gennembrud, der sikrer evigt liv i symbiose med computerne.

I dag har jeg opdaget, at vi måske er kommet et stort skridt nærmere Kurzweils paradis:



Videoen viser, hvordan fremtidens spil vil indeholde nærmest uendelige informationer. Polygoner er sat ud af spillet, nu skal spiludviklerne til at arbejde på et virtuelt atomart plan, hvor virkeligheden kan skannes ind i computerne for at gengive selv samme virkelighed på et uhyggeligt præcist detaljeniveau.

Niveauet lige nu er, som i kan se, begrænset. Vi har stadig ikke set, om det kan lade sig gøre med bevægelige, animerede objekter. Men det er et tegn på, at udviklingen bestemt ikke er gået i stå, og at der i kulissen arbejdes på højtryk på at presse fremtiden virtuelle verdener ind vores virkelighed.

Og hvem ved, måske ender Kurzweil med at få ret. Jeg gætter på, at vi har svaret om mindre end 50 år.

FullTilt - selskabet der bluffede pokerverdenen

Ahh! Skæret fra bagklogskabens lys skinner altid herligt her i Danmark. Det er også gældende i sagen om Full Tilt Poker, med forretningsnavnet Tiltware Inc., som fra den ene dag til den anden mistede sit forretningsfundament. Black Friday kalder vi fænomenet, og vi var mange, der i starten havde ondt af Full Tilts ejere, som jo alle er professionelle pokerspillere.

Ikke mere.

NoahSD, en berømt poster på pokerforummet 2+2, har netop udgivet en artikel om, hvordan de to profilerede spillere Phil Ivey og David Benaymine fik overførst store summer af Full Tilt.

Ifølge NoahSD modtog Benyamine i omegnen af tre millioner kroner årligt for at være en del af "Red Pro"-teamet. Phil Ivey har tjent væsentligt mere for at stille sit ansigt til rådighed.
Derudover fik begge lov at låne direkte af sitet, hver gang de havde brug for det. Vi snakker millioner af kroner, som har skiftet hænder fra Full Tilt direkte igennem den almindelige player-transfer system.

Og hvad er der så galt i det?, spørger du måske. Jo, problemet er flerfoldigt. For det første viser det, at Full Tilt brugte af spillernes pulje for at aflønne og udlåne til både delejere og sponsorerede "red pro's".

Med stor sandsynlighed er den skødesløse omgang med spillernes penge en af årsagerne til, at Tiltware i øjeblikket ikke har midler til at tilbagebetale de amerikanske spillere. Måske er det derfor, de lige nu er i desperate forhandlinger om et snarligt salg til en endnu ukendt investor.

Mest skræmmende er som sådan ikke Phil Ivey uhyrlige milliongage, ej heller hans nærmest bundløse kredit hos Full Tilt. Værre er den måde, Full Tilt betalte David Benyamine millioner kroner årligt alene i betaling for hans rolle som ambassadør, dertil betalte fees til turneringer, logo-sponsorpenge, rakeback, affiliatepenge osv.

Benyamine er en ud af over 150 "red pros". Og intet tyder på, at Benyamines markedsværdi er millioner af kroner mere værd end mange af de andre "Red Pros", såsom Brandon Adams og Michael Mizrachi.
Ganger man op, bliver det hurtigt til rigtig mange kroner og ører, som gennem årene er kanaliseret ud af Full Tilt fra spillernes pulje til disse "røde lejesvende".
Så er det sgu ikke så sært, at Lederer og de andre kumpaner nu står med røde ører og hatten i hånden.

En anden ting, som er kommet frem gennem Noah, og som jeg længe har haft Full Tilt mistænkt for, er deres mildest talt dubiøse tilgang til deres filmede cash-games. Det er alle de der shows, hvor Full Tilts logo plaskes på skærmen ved hvert break og hvor deltagerne primært består af "Red Pro's".

Ifølge NoahSD har de to undersøgte spillere, altså Ivey og Benyamine, fået dækket deres buy-ins ved flere af disse events, blandt andet Phil Iveys indskud i Aussie Millions. Her fik han af Full Tilt næsten tre millioner kroner som dækning for sine buy-ins, langt mere end den reelle buy-in for turneringerne under Aussie Millions.
Men hvad dækker resten så over? Sandsynligvis for hans cash-indskud under den televiserede cash-game session, som mange af jer med sikkerhed har set - I ved den med næsten hele Full Tilt stabelen omkring bordet.

Det er sgu at snyde seerne, som jo forventer, at spillerne har deres egne penge på spil i de her udsendelser, at reaktionerne er ægte, at spillet har integritet, at ingen snyder... Det viste sig, at det gjorde de alle - bare ikke med deres egne penge.

Juster din taktik - før din nabo!

OBS: Følgende tekst omfatter 18-mands SNGs med præmiepenge til de fire sidste. Filosofien kan sikkert også bruges i 9-mands, men nok i en mindre optimal grad.

Først: Lad os gå ud fra, at du ved, hvordan man spiller en sng. Lad os også regne med, at du kender til reglen om ICM, især læren om, hvor bredt og løst vi kan skubbe på boblen. I så fald er du sikkert også en vindende spiller - eller i hvert fald en spiller med ambitionen om at blive vindende.

Tesen er simpel: Justér dit spil tidligere, end du er vant til. De fleste af os multitablere har ikke tid til at se for grundigt på modstanderen. Det betyder, at vi sjældent formår at justere spillet i tide over for fiskene. Men det skal vi sgu begynde at gøre - hvis altså en ROI på den gode side af 10% skal bibeholdes.

Det er ingen hemmelighed, at SNGs er blevet sværere at vinde end for bare to år siden. Flere og flere kender til ICM, og der er Coaching-sites og programmer, der kan hjælpe selv uerfarne spillere til at blive marginalt vindende. Og for hver gang sådan en spiller registrerer sig på dit bord, vil din ROI dale. Det kan du ikke gøre så meget ved andet end at bruge mere tid på table-selection. Og spildtid er -$EV.

Derfor er det i dag endnu mere afgørende at tage chips fra de svage spillere - og tidligere end nogensinde. I "gamle" dage kunne man læne sig tilbage og lade en über-tight cruise-control guide en frem til de store blind levels, hvor man slår over i en aggressiv push-fold strategi.

Problemet med den spillestil er, at samme strategi ofte følges af flertallet af spillerne. Forestil dig en 18-mands sng med ti regulars. Det efterlader otte fisk, hvoraf ofte kun halvdelen kan kaldes regulære donks. Det er ikke en vild fantasi, men hverdagen på Pokerstars 15$ og 30$ levels.

Når så mange spillere skal dele den positive ROI, bliver det pludselig et spørgsmål om, hvem der sikrer sig fiskenes jetoner først. Kill or be killed. For når jetonerne først er røget i kløerne på en af de ti gode spillere, så bliver de som regel dér indtil blinds er så store, at ICM tager over.

Eksempel: Ser du en fisk limpe fra MP, og kigger ned på A9o på knappen på 2. blind level, så er det slut med at folde. Frem med armen og pres den mus over på raiseknappen. Det gælder om at tage nogle kalkulerede risici, for gør du det ikke tidligt, så er det for sent.

Eksempel: Ser du en fisk openraise 2-3xBB fra SB ind i din BB på første blind level, så er det bare om at kalde, selv med marginale hænder som 89s og K8o. Tidligere var det fornuftigste at folde og vente på et bedre EV-spot, men den tid er sgu forbi, for mens du sidder og venter, er fiskene - og de bedste hajer - i gang med det store ædegilde.

Kommer raiset fra en løs fisk, så er det et klart kald.

Hvad er så bagsiden af medaljen?, spørger du nok.

Den er grim. Den er fyldt med varians, bad beats, early small stacks og så videre.

Men selv med så afskyelig en skyggeside, så er solskinnet på den anden side af medaljen af så afgørende betydning, at du nu er villig til at tage det sure med det søde. For hvad er alternativet? En grind-tilværelse med 3-4% ROI og den medfølgende usikkerhed og store swings... Hvad fanden er det sjove i dét?

Men hvad med mit table image? Vil det ikke lide skade ikke at have et tight image?

Din spillestil vil slå ud som at du er blevet marginalt løsere i de fleste multableres HUD, og det kan resultere i marginalt flere løse kald fra regulars i BB. Det er dog ikke udelukkende skidt, da det omvendt proprotionalt også vil resultere i færre SB-raises fra regulars. Og det kan være guld værd senere i en SNG.

---
Jeg vil slutte et i forvejen langt indlæg af med dagens grubler. Det hænder af og til, at jeg finder ting og sager på nettet, der er med til at give mig ny indsigt i livets moralske aspekter. Derfor var jeg heller ikke sen til at klikke på Sune Berg Hansens glimrende blog, hvor der var et indlæg med rubrikken "Moralske skrubler".

Selv om teksten var interessant, omend noget lang i mælet, så var det en af kommentarerne, der gav mig mest stof til eftertanke. Diskussionen, og emnet for Sunes blogpost, går på, om man kan være for abort og imod dødsstraf på samme tid. Spørgsmålet er irrelevant, da de to holdninger ikke af afhængige af hinanden, hvis man vælger at tro, at fostre ikke er mennesker. Det interessante var, om man moralsk bør træffe valg for andre. Her skrev en læser ved navn Jan Grønlund følgende - sikkert pinligt populære, eksempel:

Der er mange moralske spørgsmål, som findes.

Skal en dame på 63 år få lov til at føde et barn? De fleste vil med det råbe nej. Men historien er den, at den 63-årige er rig og kan garantere barnet en god opvækst. Ved egen bortgang er der en aftale med en kernegod familie om at give barnet en god opvækst.
Lad os sige svaret stadigvæk er nej. Så er der en alkoholiseret mor med en voldelig mand, skal vedkommende have lov til at få børn, når man ved, at barnet får et traumatisk og dårligt liv? Hvor er grænsen?

Vi kan afslutte, hvor svær det er med moral med nogle spørgsmå:

Spørsmål 1:
Dersom du kendte en gravid kvinde, som fra før af havde otte børn, hvoraf tre var døve, to var blinde, en mentalt tilbagestående, og selv havde hun syfilis. Ville du anbefale, at hun tog abort?

Spørsmål 2:
Det skal vælges en ny verdensleder, og dit valg er avgørende. De tre ledende kandidater kan karakteriseres således:

Kandidat A: Forbindes med uærlige politikere og konsulterer astrologer. Han har haft to elskerinder,
er kæderyger og drikker 8 - 10 martinier om dagen.

Kandidat B: Han blev sparket to ganger fra tjenesten, sover til middag, brugte opium på universi-
tetet og drikker en kvart flaske whisky hver aften.

Kandidat C: Han er en dekorerert krigshelt, er vegetarianer, ryger ikke, drikker bare undtagelsesvis et glas øl og har aldrig haft udenom ægteskabelige affærer.

Hvilken av disse kandidater ville du vælge?

Facit:

Kandidat A er Franklin D. Roosevelt. Kandidat B er Winston Churchill. Kandidat C er Adolf Hitler

Og forresten, hvis du sagde ja til at tage abort på denne gravide kvinden, har du netop taget livet av Beethoven.

Stof til eftertanke...

Fri mig fra frustrationerne!

Poker kan være et frustrerende spil. Når det hele bare kører, så er det verdens sjoveste spil. Når skejserne ligger i midten, og din 50/50 går hjem, så er du den bedste til gamet.

Men når flirten med frøken Fortuna slutter, og hun skrider en morgen uden et ord - så er gode råd dyre. Jeg er i gang med en bad streak, som synes horribel. Intet rammer, intet holder, intet, jeg gør, virker. Ja, svagere pokerspillere ville måske anklage sitet for urent trav, vi andre vil bare ryste hovedet, dukke nakken og fortsætte grindet.

Her er luckgrafen for månedens spil:

Oversat: Havde jeg været gennemsnitlig heldig gennem mine seneste godt 120 sng, ville jeg have løbet stort set even. I stedet er jeg blevet badbeated i så lind en strøm, at selv Gus Hansen ville ryste på hovedet i sympati.

Det her er en stor omgang tud, og det beklager jeg. Min sample-size er latterlig lille, og at kalde det et bad streak er småpinligt. Nogle gange er det dog bare rart at komme ud med sine frustrationer... og hey, det er altså min blog, så jeg gør sgu, hvad der passer mig. :-)

Her er et lille udpluk af gårdsdagens session. Jeg spiller i omegnen af 40 18-mands sngs, og har som sådan god succes med det. Problemet opstod som regel omkring boblen, altså pladsen lige før pengene. Her røg jeg ud i alt 22 procent. Ved næsten hvert coin flip kunne jeg ikke gøre andet end at slå opgivende ud med armene og grine af det. Eventuelle vindueskiggere må have troet, at jeg øvede mig på at flyve foran computeren den aften.

Slået på boblen af en runner, runner straight. All in peflop.

Gæt et riverkort.

Det kan man da kalde et nederen flop med fem spillere tilbage.

Nuvel, nok piveri. Jeg er vant til negativ varians, og det her er intet andet. Omvendt glæder jeg mig til den dag, jeg igen møder frøken Fortuna.

Så skal hun fandeme lære ikke at skride igen!

Frøken Fortuna kan lide at hovere...

Tilfældige hverdagsbetragtninger

Min pokerblog står stille. Det skyldes ikke mangel på den grønne filt, men snarere en mangel fra min side for at skrive. Jeg skriver til dagligt, som en del af mit arbejde som journalist, og alle de ord har det med at trætte mig. Når jeg er hjemme, har jeg som regel ikke lyst til at fare til tasterne. Så hellere hygge med en gang poker, kæresten eller Football Manager. Som regel i den rækkefølge :-O

Nuvel, lidt spas skal der være: Her er et uddrag af et par tilfældige småfilosofiske betragtninger, jeg gør mig i ny og næ om mig selv og omverden. Jeg er sikkert ikke den ene, der tænker snørklede tanker i ny og næ.

• Der er et overraskende stort antal bilister, som ikke forstår, hvordan en sammenfletning på en landevej fungerer. Folk holder troligt i højre bane, mens venstre er fri ned til sammenfletningen. Det gør de måske for bedre at kunne hidse sig op over alle os andre, som vælger at følge færdselsreglerne og køre i den fri vognbane ned til sammenfletningen. Hvis alle gjorde det samme, ville det sætte en øjeblikkelig stopper for de unødigt lange trafikkøer, som opstår på grund af fænomenet køkultur.
  
  
• Et forbavsende stort antal mennesker har aldrig hørt om Raymond Kurtzweil. Hvilket er en stor synd og skam, hvis du spørger mig.
  
  
• Der findes ingen federe følelse, end at køre ud af en sydafrikansk landevej med retning mod bjergene, mens Ladyship Black Mombasa spiller på CD'en.
  
  
• Jo det gør der, men det ene udelukker ikke det andet. ,-)
  
  
• At dømme på kvaliteten af de debatindlæg, jeg i tider og utider har til opgave at redigere, har skolernes evne til at lære kommatering været chokerende ringe gennem de seneste 50 år.
  
  
• Folk bekymrer sig for meget om miljøet og den politiske tilstand. Det skyldes nok, at folk aldrig har hørt om Raymond Kurtzweil.
  
  
• Jeg bliver altid glad i sindet, når jeg hører "Slave to the Music" spille i radioen.
  
  
• Jeg elsker at stå i tung regnvejr under en paraply. Da jeg var barn elskede jeg at sidde og læse bøger i drivhuset, når det regnede. At sidde i en lænestol blandt tomatplanterne med en lommelygte og lynene gnistende over hovedet, var en fantastisk oplevelse.
  
  
• Den uhyggeliste film jeg i mit liv har set er uden tvivl Eksorcismen. Men det skyldes nok mere omstændighederne end handlingen. Jeg så den første gang, da jeg gik i fjerde klasse. Det var sammen med en kammerat, og på grund af den sommervarme nat havde vi slæbt mit tv ud i haven. Der sad vi så under stjernerne og så den ene skrækindjagende scene efter den anden, mens vi gumlede popkorn og var skide bange. Den film forandrede mig for altid. Jeg ikke hvordan, men et eller andet har den helt sikkert gjort ved mig.
  
  
• Min yndlingssang er "Kender du Det?" (Mona, Mona) af Søren Kragh Jakobsen. Den bringer altid varme minder fra den ungdom, jeg forestiller mig at kunne have haft, var jeg kommet fra almindelige familiemæssige kår. Sørgeligt, men sandt.
  
  
• Livet er en forunderlig størrelse. Jeg tror på, at vi forsvinder, når vi dør. Intet Himmelrige, ingen jomfruer, intet. Alt hvad vi har oplevet og delt med andre bliver irrelevant i det øjeblik, du ophører med at eksistere. Men trods min tro på, at hver dag tæller, da man kun har et finit antal tilbage, sidder jeg her og spilder både min og din tid med at skrive det her ligegyldige pjat.
  
  
• Det undskylder jeg sgu for. :-)
  

PS.: Undskyld til dem, der havde ønsket en pokerupdate. Jeg har, i et øjebliks panik efter "Black Friday", hevet størstedelen af min rulle ud fra PokerStars, og det betyder, at jeg kun har finanser til at spille 15 og 30$ SNG's. Det gør jeg så, og det går ok. Jeg har lige haft en dårlig dag, men er da et par tusinde op for maj... kroner altså. :-(

Jeg deltager i øvrigt i Københavnsmesterskaberne om en lille måneds tid. Jeg deltog også sidste år og kom ret langt, så det bliver spændende at se, om jeg kan gentage succesen. Det gik ikke så godt til Sjællandsmesterskaberne, hvor jeg røg ud en time inden dag et sluttede. Et kedeligt setup SB vs. BB, men det vil jeg ikke kede jer med.

Målsætningen for måneden er beskeden. 1000 dollar i profit. Mindst. Jeg vil også vinde en mtt i juni måned. Jeg har egentlig en ganske tilfredsstillende track record for turneringer, men jeg gider dem ikke rigtig. Jeg skal hoste op med for mange penge, hvis jeg vil deltage i turneringer, hvor toppræmierne er sjove, og derfor ender jeg som regel med et par rebuy-turneringer, som i sig selv er en frustrerende oplevelse.