Få nu det skidt legaliseret!

Jeg var en tur på Staden her for nyligt for at købe et par joints til weekenden. Solen skinnede, den sidste på sommeren truede vejrmanden med i radioen, og det virkede som om, at alle cykelpigerne på Christianshavn kollektivt havde besluttet at tage lårkort på.

Indtrykket af at betræde Staden på sådan en solbeskinnet dag er uovertruffen. Det gælder dobbelt, hvis man ankommer fra bagsiden, dér hvor volde skal passeres, heste nusses og kæmpehunde undvies, før man entrerer Christianias nedslidte rønner fra en vinkel, længst væk fra hashbodernes virvar af mennesker.

I ørerne sang Ufo og Steffen om jet-set livet efter den globale recession. Jeg nynnede med.

Jeg kan huske for en herrens mange år siden, da Pusher Street stadig eksisterede. Det var dengang, hvor kvinder med busk var forventet, og hvor rigtige bikere havde hår til røvballen. Dengang sad rockerne også på hashmarkedet, og hele gaden var som en tyrkisk basar, hvor man kunne få tilbudt alt lige fra hashpiper, rullemåtter og grå indtørrede svampe i små poser. Det var en rotterede, fyldt med bumser uden tænder, kriminelle med grønne tatoveringer og unge piger med sorte læber og fjerne blikke. Det var dengang en joint kostede en tyver, og hvor Kim Larsens Midt om Natten stadig gav mening.

Nuvel, Pusher Street blev lukket for flere år siden og hører fortiden til.

Ufo og Steffen var for længst afløst af The Mahotella Queens, da jeg ankom til det indre af Staden, lige bag et par japanere, der lod som om, at de ikke bemærkede den fulde mand i busken med bukserne om anklerne. Japanerne havde sat kursen direkte mod gaden med hashboderne, og jeg følte lidt ubehag ved, at de om lidt ville befinde sig i et virvar, af pushere, rockere, skæve nordmænd og stangstive grønlændere. Jeg kunne se på deres kropsprog, især mandens flagrende højrearm, at en foranliggende roligere sidevej pludselig var meget interessant at undersøge.

Og så forsvandt min optur. Helt væk var tonerne fra Afrika, og i stedet så jeg Staden med friske øjne. Det slog mig, hvor lidt tingene havde forandret sig, siden jeg som teenager for snart tyve år siden besøgte Pusher Street med kammeraterne.

Den eneste forskel fra dengang og nu er placeringen af Pusher Street og hårlængden på bikerne. Jeg så mig pludselig som en luset småkriminel på vej til mit regelmæssige fix og ikke som en fri fugl på vej ud for at nyde solskinnet, kun i selskab med min musik og en afstressende joint.

Men hvorfor skal jeg føle mig som en simpel kriminel, bare fordi jeg ønsker at indtage et stof, der er mindre farligt end alkohol og smøger?

Jeg lever et lovlydigt liv, har en indholdsrig og samfundstjenstlig stilling som journalist og har end aldrig fået så meget som en fartbøde i mit liv. Hvorfor skal jeg tvinges til at finansiere en kriminel motorcykelbande i stedet for en ærlig apoteker, bare fordi jeg insisterer på at nyde en joint i ny og næ? Hvorfor skal mine skattepenge gå til politiekskursioner til Staden, som helt kunne undgås, hvis man blot lovliggjorde hash? Hvorfor betaler vi i dyre domme for at behandle alkoholikere, så de kan gå ud og købe deres lovlige alkohol igen, mens vi med den anden hånd vinker afvisende over for et stof, som gror i jorden, ikke er tilsat tilsætningsstoffer og som ikke forurener eller dræber folk?

Hvorfor er der ikke flere, der siger fra over for en så uretfærdig og stigmatiserende lovgivning? Det giver slet ikke mening. :-(