"Tak for i går..."

"Hej Lars, tak for i går! Har du stadig mine trusser? :-D"

Beskeden tikker ind som en tidsindstillet bombe på min mobil på sofabordet, vel inden for min kærestes umiddelbare rækkevidde.

"Hvem fanden er Lisa?", spørger min kæreste med en tone, der ligger milevidt fra den blide purrende stemme, der få minutter tidligere havde bedt om fjernbetjeningen.

"Lisa?", svarer jeg uskyldigt og stirrer måbende ind i et par øjne, der pludselig er gået fra et asurblåt tropehav til en subtropisk orkan med pupiller så store som Rundetårn.

Hendes svar bliver min mobiltelefon. Lige i skridtet.

Og ganske rigtigt. Displayet på min iPhone viser en umådelig fræk besked fra en kollega, jeg ikke engang kender efternavnet på. Derfor blot Lisa.

"Det er en fejl, skat! Hun har sikkert sendt den til mig ved en fejl", forsøger jeg mig med uden held.

Sekundet efter kommer endnu en besked. Jeg læser den med en mine, der ikke har kinamands chance for at narre selv den blindeste pokerspiller.

"Men vi ses jo i morgen. Marie skal arbejde, ikke?"

Jeg kunne kun stirre på displayet, magtesløst. Alt foregik i nedsat tempo, som i en af de der stereotype Hollywood-film, hvor helten hopper ud af vinduet, 'guns blazing'. Alligevel var jeg magtesløs, da Marie i et overmenneskeligt tempo kastede sig fra sofaen over tæppet og hen til skrivebordet, hvor jeg sad, stadig stirrende på mobilen i hånden.

"Du går nu", var det eneste, jeg hørte min kæreste sige, efter at hun havde læst beskeden. Min kæreste, som jeg havde boet sammen med i tre år og havde planer om at få børn og hus med, var nu pludselig en sky af hæl og skosoler. Ringen, som jeg i smug havde fundet i en guldsmedeforretning i Tyrkiet på vores ferie sidste sommer, lå stadig i en skuffe i fjernsynsreolen, uberørt under et par brugte batterier, blot ventende på det helt rette øjeblik.

Det var bestemt ikke det rette øjeblik.

Marie skrev en sms på min mobil, inden hun kort efter stormede ud af døren, men hvad der stod i den var umuligt at afkode på resterne af displayet, der lå i små stykker under et nyt rektangulært hul i skillevæggen ind til soveværelset. Maries slidte, blå sedan var i fuld fart ud i aftentrafikken, allerede førend jeg havde nået at finde mine sko i entreen.

Havde jeg blot kunne læse den efterfølgende sms på min nu smadrede Iphone, sendt som et svar på Maries sms, var alt måske endt anderledes.

"Slap af! Det var bare en joke, lol! Det er mig, Michael T. Er du i byen? ;-D"

Først næste morgen, efter at have brugt en nat på forgæves at finde Marie, gik situationens alvor op for mig. Det skete under morgennyhederne i min bil på vej hjem fra hendes forældre, der hverken kunne få fat i Marie eller vidste, hvor hun var. 

"En voldsom soloulykke i København i nat", indledte radiostemmen.

"En blå Sedan mistede i nat livet efter at være kørt ud over Langelinje Kaj. Bilen blev ført af en 22-årig kvinde, hvis identitet endnu er ukendt. Ingen andre var i bilen. Hun blev erklæret død kort efter at det lykkedes redderne at få hende op på kajen", forklarede nyhedsmanden og gik ubesværet videre til næste nyhed om et eller andet politisk drama i Rusland, helt som om intet væsentligt var hændt. Jeg var dog ulig oplæseren ikke i tvivl om kvindens identitet, og min verden styrtede  i grus.

"Ok. Hvad fanden er så meningen?", råbte mit bevidste jeg som et sidste opgivende ræsonnement i en længere og omtumlet intern monolog. Mit ubevidste jeg havde svar på rede hånd. Det pludselige ryk i højre arm var nok til at rykke bilen de få par centimeter til højre der skulle til for at ramme det bagerste venstre hjørne af en parkeret lastbil.

Samme morgen, efter en opslidende nat med fest og druk på et snusket værtshus i indre by, gik  alvoren også op for min ven Michael.

Han kunne svagt huske, at han sammen med et par gutter fra pokerklubben havde besluttet at drikke sig stive som trøst for alle at have været blevet slået ud i den månedlige pokerturnering inden pengene. En af dem, hvem huskede Michael ikke dagen efter, havde læst på nettet, at det var muligt at sende sms'er, så det så ud som om de kom fra en anden persons mobil. Det krævede blot, at man ændrede tallene i feltet, hvor afsenders telefonnummer skal stå.

Med sådan et magtfuldt legeredskab ved fingerspidserne var det jo nærmest utænkeligt for fire stive gutter ikke at finde på noget sjovt at bruge aftenen på, ville Michael et par måneder senere ræsonnere over for sin dyrt betalte psykolog, der som svar blot vil nikke stiltiende og kaste skjulte øjne til et ur på væggen.


---

Ovenstående er en enkelt af en række fiktive noveller, jeg hygger mig med at skrive i ny og næ for at holde skriveriet ved lige. Denne her har inspiration i en diskussion på hjemmesiden Pokernet.dk, hvor en gruppe unge netop nu morer sig med at udnytte et smuthul i sms-tjenesten afreesms.com der netop tillader tricks som ovenstående.