Hvad sker der lige med den visionsløse trafikdebat?!

- If I had asked people what they wanted, they would have said faster horses. ― Henry Ford.


Politikerne diskuterer i disse dage på livet løs om, hvorvidt vi skal investere milliarder i infrastrukturen for at tilgodese en ventet øget trafik på vejene. Får vi ikke udvidet vejene eller indført roadpricing, ender det helt galt, bliver vi tudet ørerne fulde.

Men hvor er den fornuftige stemme i denne debat? Jeg savner i den grad politikere, der kan se ud over en fireårig valgperiode og tækkes andre end det brede flertal.

Alle forskere inden for bil-industrien peger på en kommende revolution, der vil forandre ikke bare trafikken, men hele samfundet som vi kender det. Og det er ikke noget, der sker om 50 år eller i en fjern fjern fremtid. Det sker højest sandsynligt inden OL suser hen over skærmene fra Tokyo i 2020.

Jeg taler selvfølgelig her om selvkørende biler.

Inden for et årti
Jeg husker en diskussion, jeg havde med en ven for mindre end fem år siden om netop selvkørende biler. Vi talte om sandsynligheden for at eje en bil, der kunne køre helt af sig selv, og vi talte om det, som var det noget, der hørte en science-fiction roman til. Vi var klar over, at det en dag ville komme, at alle tegnene pegede i den retning, men bare tanken om, at vi ville opleve det, inden vi blev for svækkede af alder til at sætte pris på det, lå uden for vores fatteevne.

I dag forventer selv de mest forsigtige inden for industrien, at vi har en form for selvkørende biler inden udgangen af dette årti. Optimisterne, dem der også tror på, at den første person, der når at leve i 1000 år allerede er født, gætter på, at vi har fuldt automatiserede, selvkørende biler på vejene inden 2020.

Tidligere i år lykkedes det, som eksempel på udviklingen, Mercedes at køre gennem Tyskland i en selvkørende bil ved at bruge de eksisterende systemer i bilen sammen med ny software, altså uden Googles store radarudstyr; En monumental bedrift, der overraskende ikke vakte den store interesse i medierne.



En længere version for de mere nørdede kan ses her.

Og for få dage siden meldte Nissan offentligt ud, at de inden 2020 vil være klar med deres version af en semi-selvkørende kommerciel personbil, møntet på middelklassen.



Bilen vil have features som: "automatic lane centering", "adaptive cruise control","automatic exiting for freeways", "automatic lane changes", "the ability to overtake a slow or stopped vehicle", "stop at red lights without driver involvement".

Det er især imponerende når man  tager i betragtning, at Nissan på ingen måde er i førersædet inden for den selvkørende udvikling.

Hos både Google, BMW, GM og Mercedes er man nået et godt stykke længere, og flere andre af de store aktører arbejder på livet løs bag lukkede døre.

Her er GM's seneste påhit:



Også Tesla rumsterer med planer. Den verdensberømte entrepreneur Elon Musk har lovet, at der vil komme en semi-automatisk Tesla på markedet inden for tre år.


Allerede nu er der tale om, at aktørerne bør blive enige om en fælles standard. Det er gode tegn om nogen, for man skal ikke mere end fem år tilbage, før den snak var uladsiggørlig.

Politisk kortsynethed
Men alt det her raver politikerne et vælgerbetalt stykke. Ingen steder fornemmer jeg fra politisk side en mådeholdenhed i store infrastrukturelle investeringer. Ingen steder hører jeg om den  udflytterkultur, der forventes at følge i kølvandet på de selvkørende biler.

Det kræver ikke en ekspert at forudsige, at vores forbrugsmønstre vil ændre sig, når det for eksempelt bliver muligt for et taxaselskab at have selvkørende biler parkeret rundt om i byerne.

Når det sker, bliver det både utroligt billigt og hurtigt for kunderne at få et lift til, lige hvor de har lyst. Der skal ikke betales til chauffør, bilen er elektrisk og kan selv køre ud og lade op ved en ladestation, den kan på egen hånd finde et godt strategisk sted i byen og vente til næste kunde beder om nærmeste bil. Den kan sågar køre dig uden om trafikkøer og myldretid, uden du behøver at bekymre dig om at blive snydt.

Det er også let se fordele i at gå sammen om en selvkørende bil med andre. Vi bruger alligevel kun ganske idt af vores tid i en bil, så hvis den nu selv er i stand til at køre frem og tilbage mellem familierne, hvorfor så ikke dele udgiften? Bilen vil selv kunne forudsige, hvornår familierne har brug for den, familierne vil kunne bestille og booke den over telefonen, selv hente børnene i skolen og så videre.

Der er da heller ikke megen tvivl om, at huspriserne syd for Køge vil stige den dag, turen til København kan foretages, mens man spiller online poker, laver arbejde eller ser en film og til en brøkdel af, hvad det koster at tage "tysker"-toget i dag.

Bilkøer? Ha!
Også de infrastrukturelle fordele vil være enorme. Intelligente biler vil kunne forhindre trafikpropper, simpelthen ved at forudse dem og kollektivt styre uden om flaskehalse. De har langt færre uheld, hvilket betyder færre udgifter til sygehusvæsenet og forsikringsvæsenet. Bilerne vil være billige i drift, da de fleste vil være elektriske, og med et færre antal ulykker, følger også et større antal arbejdsdage for borgerne, mindre spildtid på vejene... jeg kunne blive ved.

Men jeg stopper her, for ingen gider alligevel lytte til os "singularitets"-nørder. Så er det alligevel langt mere interessant at diskuttere roadpricing og firesporede veje gennem København. Suk...

Nej tak til rivende udvikling
Svaret på flere af problemerne med visionsløse politiker findes sikkert i vanskeligheden for os som art i at overskue vores accelererende teknologiske fremdrift. Vi kan simpelthen ikke håndgribeliggøre, at vi bliver eksponentielt klogere som art, og det sætter en stopklod for den visionære tankegang.

For hvordan overbeviser et fåtal et flertal om noget, som flertallet ikke kan se? Set på den måde er demokrati både en velsignelse og en stopklods.

Der er heldigvis lys for enden af tunellen. Som journalist tør jeg godt spå, at der om få år vil ske en eksplosion i mediernes fokus på selvkørende biler, og hvordan vi som samfund bedst kan forberede os (og om vi er for sent ude). Så samfundsdebatten skal nok komme, ligesom de selvkørende biler nok skal bringe flere af de goder, jeg nævner her og utallige unævnte.

Men fordelen ved at være visionær, ved at kunne høste de tidligt såede frugter, den er tabt: Endnu en gylden mulighed, spildt på de kortsynedes alter.

Jeg har ikke rigtigt talt om de udfodringer der bliver med at få teknologien indfaset i samfundet. Hvem er ansvarlig, hvis der sker en ulykke? Vil autoindustrien adaptere teknologien hurtigt eller vente længst muligt af frygt for at miste deres salg af den eksisterende bilpark? Vil oliegiganterne bare acceptere at miste uhyre salgssummer på grund af mindsket behov for diesel?

Disse, og mange flere spørgsmål, kan dog besvares meget simpelt med et måske. Men der er ingen tvivl om, at goderne ved selvkørende biler vil være så enorme, at de svært lader sig overskygge. Og når det er tilfældet, vil intet som regel kunne stoppe udviklingen.

Spørg bare drosche-magerne.