- Hallå, det' din pizzamand

- Øh, hej, var mit umiddelbare svar, da en mand med heftigt arabisk accent ringede til mig en tilfældig aften for ikke så længe siden.

- Du har skrevet dårligt om os, ja?, spurgte stemmen brysk og holdt en lang nok pause til, at jeg lige nåede at blive rigtig nervøs.

Forstår du, jeg er journalist, og for mange læsere, virker det som mit job at skrive dårligt om folk. Stor var derfor min lettelse, da han fik forklaret, at jeg havde anmeldt hans pizzaria rigtigt dårligt på Just-Eat, og at han gerne ville gøre skaden god igen. Han foreslog mig, at han bragte mig en pizza uden beregning på en dag, jeg selv valgte, hvis jeg til gengæld ville slette min karakter.

Problemet var opstået en aften, hvor jeg havde besluttet mig for en pizza med kødboller, løg og chili. Til min pizza skulle der være fritter. Og remoulade. Og en cola skulle jeg også have. Med andre ord: Jeg havde fået æderen på, og det kunne kun gå for langsomt med den pizza.

Desværre kom jeg til at vente i en mindre evighed, før et telefonopkald afslørede, at manden var faret vild. Da pizzaen endelig kom, havde den en temperatur, som en isbjørn ville kunne fryse ihjel af.

Men jeg havde sgu ikke regnet med, at min ynkelige klagesang ville blive hørt af pizzaejeren. Så nu har jeg trukket karakteren tilbage, og afventer resultatet i aften, hvor han gerne skulle bringe mig en ny, dampende varm pizza. Og der skal være fritter til. Og remoulade.

Så moralen på historien må være, at det kan betale sig at vise sin utilfredshed i stedet for at gøre, som vi fleste er blevet opdraget til: at acceptere stiltiende.