På dødsdruk i Lemvig og en personlig betragtning
Jeg er just hjemkommet fra en weekend i selskab med venner, alkohol og damer. Og poker. For jeg er jo trods alt en pokerblogger...
På et mørkt værtshus i Lemvig fik jeg nemlig tilbudet om at spille lidt poker med de lokale hajer. De sad og spillede i et hjørne, rundt om et typisk pub-bord med grøn filt henover. Blinderne var 10/25 kr., så det flugtede meget godt, hvad jeg er vant til på nettet. Det sjove ved det her er, at de købte ind for max 4-500 kroner!
Så hele bordet sad mere eller mindre shortstacked fra starten af. Det vidnede om en komplet mangel på pokerkundskaber, så jeg købte straks ind for 2000 kr. Det gloede de meget på og mente var helt sindssygt. Jeg mente derimod, at det var dem, der var sindssyge, men ok.
Jeg endte med at tabe ~1500 kr. efter at have været i plus hele aftenen. Men et misset flushdraw og et suckout bragte aftenen i minus. Det var nu ikke så galt, for jeg var glad for mit spil den aften. Jeg brugte min større stack til at skubbe rundt med de andre, og de vidste, at de ofte ville risikere hele deres stack, hvis de raisede.
Resten af turen fortaber sig i tågerne, men sådan skal det også være, når otte gutter sætter sig for at drikke Lemvig under bordet. Jeg spillede dog et par sng's med dem om lørdagen og vandt omkring 500 kr. Så turen kostede mig 1000 kr. i pokerpenge. Det er ca. 175$, og dem overfører jeg fra PokerStars til min bankkonto en af de nærmeste dage.
På grund af den hårde weekend, er det i dag derfor ikke blevet til meget poker. Jeg tog et par sessions, men da jeg kun spiller seks borde af gangen, er det ikke mange penge jeg sætter i omløb. 42$ blev det til i dag, og min konto hos PokerStars lyder på 3282,73$. For april måned har jeg derfor tjent 460,50$. Ikke så skidt når man tager i betragtning, at det er på blot 66 sng's, hvoraf 29 af dem er på 16$ niveauet.
Det er faktisk noget, jeg har tænkt meget over her på det sidste. Jeg får jo slet ikke spillet de volumener, der er afgørende for at kunne tjene gode penge. Jeg ser gode sng'ere som Dokkedal, BigJoe og Reikan spille mere end 1700 sng's om måneden, og når jeg derefter tjekker Sharkscope, kan jeg se, at det tager mig et halvt år, hvad de opnår på 30 dage.
Det er også derfor mine nedture ser så voldsomme ud. Jeg bruger jo et par uger på at spille samme antal, Asger Dokkedal bruger to dage på, og derfor strækker en dårlig stribe sig over flere dage eller uger.
Løsningen er selvfølgelig at spille flere borde af gangen, men det kræver, at jeg køber nyt hardware, da jeg mindst skal bruge to store fladskærme. Jeg ved heller ikke om jeg har lyst til at spille 15-20 borde af gangen. Det kunne være sjovt at prøve, men om jeg ville kunne hive et plus ud på lang sigt er et andet spørgsmål. Jeg tror det, men jeg ved det ikke med sikkerhed.
Så tilbage er altså at oppe antallet af daglige sessions til det dobbelte. Men det ville kræve en dobbelt så stor indsats og et dobbelt antal timer. Og det gider jeg sgu heller ikke. Det er jo trods alt blot en hobby, og intet andet.
Så jeg vil fortsætte mine daglige 12-32 sng'er, og jeg vil fortsætte med at forbande riverkortene, PokerStars og mine uduelige modstandere. Jeg har jo intet andet valg. :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar