Jeg har sgu spillet poker i dag

Efter en periode på et par uger uden poker på nettet, har jeg igen brugt lidt tid ved den grønne filt hos PokerStars. Pausen var tiltrængt, for jeg har simpelthen ikke har lyst til at have noget med poker at gøre. Intet. Ok, næsten intet. Jeg har da fulgt med i High Stakes Poker, og læst lidt på Pokernet. Men det er også det.

Til gengæld er det blevet til 211,50$ i dag, hvilket er helt fint, taget i betragtning, at jeg stadig roder rundt nede på 16$ bordene. Det betyder, at jeg igen er på godt 3000$. Det har jeg efterhånden prøvet en del gange, så det er ren rutine.

Jeg er også sluppet for de helt gale bad beats i dag. Om det er tegn på, at PokerStars har trykket på boomknappen, eller om det bare er stilhed før stormen, melder historien intet om. Det må tiden vise.

---

Der skal også være plads til lidt musik i dagens blog. Først i form af en fantastisk duet mellem Satchmo og Cash fra 1970. Sangen er blevet frigivet af Cash' søn, så det er et klip, der ikke tidligere har været tilgængeligt for offentligheden... Blue Yodel no. 9



Her er Armstrong netop vendt tilbage på scenen efter to års alvorlig sygdom. Han medvirker i et tv-show Johnny Cash var vært for i årene 1969-1971: "The Johnny Cash Show" optaget i det legendariske Grand Ole Opry. Her inviterede Cash musikere som Ray Charles, Stevie Wonder, The Dominoes og altså også Armstrong til en gang hyggejam. Året efter, 7. juni 1971, døde Satchmo. Så det her var en af hans sidste optrædender på tv. Men selv om han stadig var svækket af sygdom, på det tidspunkt showet blev optaget, gav han en optræden helt på niveau med, hvad man kunne forvente af en trompetist og entertainer i verdensklasse. Især når han synger med på omkvædet, kan man ikke lade være med at trække på smilebåndet.

Jeg slutter af med musikvideoen af en af mine absolut favoritsange sunget af Johnny Cash. Sangen er skrevet af Trent Reznor fra Nine Inch Nails, men det er Johnny Cash, der giver den liv og dybde. Den er som skrevet til ham. Videoen til sangen blev optaget i slutningen af 2002. Cash kone, June Cash, havde i den periode alvorlige problemer med hjertet, og stod til at skulle opereres - en operation der desværre kostede hende livet få måneder senere. Videoen viser derfor en 70-årig Cash der, alene og samtidigt stærkt svækket af en ondsindet nervesygdom, bruger sine dage på at genleve minderne fra sin ungdom. Videoen veksler mellem kornede gamle familieoptagelser og mørke stilistiske billeder fra nutidens grusomme realitet. Man får på den måde et indblik i, hvordan det for Johnny Cash måtte føles at blive gammel, svag og ensom. Ja, jeg får sgu gåsehud hver gang jeg ser videoen, og jeg håber, at jeg vil blive forskånet for en så brutal alderdom.

Fem måneder efter optagelserne døde June Cash, 73 år gammel. Hun skulle dog ikke vente længe på sin mand gennem 35 år, for blot tre måneder senere, 12. september 2003, opgav Johnny Cash kampen mod nervesygdommen. Sangen her blev derfor den sidste i en vanvittig lang række af populære hits fra en mand, der gennem hele livet åndede og levede for sin musik, sin familie og sin religion.