Så kom nedturen endelig. :-(
Der er ingen vej uden om det: Livet er en dans på roser - indtil lortet visner.
For få dage siden blev min mor diagnosticeret med kræft i det ene bryst. Det betyder ikke, at hun nødvendigvis skal have det fjernet eller gå i kemoterapi. Beskeden får hun først cirka ti dage efter den operationen på tirsdag, som skal fjerne klumpen. Indtil da er der ikke andet at gøre end at gå og vente på dommen.
Dagen efter beskeden om min mor traf jeg beslutningen om at blive single igen. Jeg har gennem det sidste års tid været kæreste med en sød pige, som jeg har været rigtig glad for. Vi befinder os desværre to forskellige steder i livet, med forskellige ambitioner for parforholdet, og det har gjort det umuligt at fortsætte.
Den megen tumult i mit privatliv har selvfølgelig haft indvirkning i mit pokerspil, eller manglen på samme. For mig er poker et meget lystbetonet spil. Jeg spiller, fordi jeg syntes, det er sjovt og ikke for at tjene penge. Var det sidste min ambition, havde jeg forsøgt at gå pro for længst.
Jeg regner dog med at spille et par runder i aften. Jeg får muligvis en god kammerat på besøg, men ellers har jeg ikke nogle planer, så hvorfor ikke lade de personlige problemer ligge et par timer?
Jeg er gået i gang med at skrive en længere strategi-post om et par emner, jeg først for nyligt er begyndt at fokusere på i sngs. Det er et mindre leak i mit spil, som jeg er sikker på, rigtig mange sng-spillere har. Det fåtal der ikke har problemet, hører til i den helt fine ende af sng-skalaen, den ende jeg konstant forsøger at arbejde mig hen til. Artiklen er dog ikke færdigskrevet, og jeg er sikker på, at den ikke vil være helt det værd, jeg her ligger op til. Det er stadig ny teori for mig, så min viderebringen af det er nok ikke perfekt. Men mere om det emne næste gang. Nu venter forårssolen, en god sjat v.s.o.p. cognac fra det lille franske vineri Domaine de la Groie og et par runder sngs.