lørdag, juli 07, 2012

Bør man torturere ekstremister?


Mød Khalid Shaikh Muhammed/Mukhtar al-Baluchi, også kaldet "The Brain", Hjernen. Et stygt barn har mange sære navne, og ham her flere end jeg orker at remse op.
Mandens navn og mange aliaser er fremmed for de fleste, et navn som kunne tilhøre pizzamanden eller taxachaufføren, men Hjernen er bagmanden til stort set alle større terrorangreb, som er udført i de sidste to årtier.
Han stod bag planlægningen af 9/11, han orkestrerede bomben under World Trade Center i 1993, han var i Nairobi samme dag den Amerikanske ambassade blev sønderbombet, han var i telefonisk kontakt tre timer forinden med den selvmordsbomber, som den 11. april 2002 bombede en synagoge i Tunesien. Han var den selvsamme mand som i 2002 - og foran snurrende kamera, blæste hjernen ud på den amerikanske Wall Street journalist Daniel Pearl. Han var manden, der hyrede en ung muslim, som den 22. december 2001 forsøgte at sprænge en bombe gemt i sålen på en sko ombord et fly. 

I dag er hans navn US9KU-010024DP. Navnet blev sikkert givet til ham af en computer i det berygtede amerikanske torturfængsel Guantanamo, hvor han i øjebelikket opholder sig - på ubestemt tid.

Tidligere i år udgav Wikileaks en række hemmelige dokumenter med data på fangerne i Guantanamo. Validiteten af dokumenterne er god, men tag oplysningerne med det forbehold, at kilden ikke er identificeret. De stammer højest sandsynligt fra ex-soldaten Bradley Manning, ham der blev idømt en streng fængselsstraf i USA for at lække millioner af klassificerede dokumenter til Wikileaks.

I GTMO-papirerne, som dokumenterne bliver kaldt, bliver fangernes liv udredt i stor detalje. Vi kan for eksempel læse, at Hjernen havde sin tidligere opvækst i et rigmandskvarter i Kuwait, og at han allerede blev involveret i Jihand som 11-årig gennem et familiemedlem.  Som 16-årig blev han medlem af Det Muslimske Broderskab.
Vi kan også læse, hvordan han gik på et college i North Carolina, USA og senere uddannede sig som ingeniør på et amerikansk universitet. Senere arbejdede han for flere internationale virksomheder i højt respekterede stillinger.

Mere interessant er læsningen dog om, hvilke terrorist-operationer Hjernen planlagde i det skjulte sammen med sin kumpan Osama Bin Laden.

Miltbrand
Vi starter i den milde ende af terrorist-skalaen. "The Brain" eksperimenterede med miltbrand på hunde i et forsøg på at inficere vesten. Det foregik længe i et hemmeligt laboratorium i Kandahar, den næststørste by i Afghanistan, men efter at Al Qaida (ifølge fangedokumentet og nyt for mig) havde forladt Afghanistan, forsøgte han at oprette et lignende laboratorium i Pakistan, lige syd for grænsen til Afghanistan. Historien melder ikke om, hvor langt han nåede med eksperimenterne.

Bojinka-planen
Planen her er nok mere et komplot og gik blandt andet ud på at kapre 12 fly på samme tid og styrte dem i Stillehavet. Til formålet havde han hyret flere af bagmændene fra World Trade Center i 1993, og de havde skaffet finansiel opbakning gennem en nu død muslimsk leder, Abdullah Azzam.
Ud over de 12 nedstyrtede fly var det også planen at tage livet af ingen ringere end pave John Paul d. II og den daværende amerikanske præsident Bill Clinton. Det skulle ske under deres respektive besøg til Filippinerne. 

Panama-kanalen
Ja, heller ikke den livsvigtige handelskanal var hellig for terroristerne. Hjernen sørgede i 2001 for at sende en underordnet til Panama for at se, om det var muligt at sænke amerikanske skibe i sejlrenden med bomber. Det var det åbenbart ikke.

Sega-bomber
Kreativiteten fejlede bestemt intet hos folkene omkring Hjernen. Der var blandt andet planer om at bruge en ung 19-årig Al-Qaida sympatisør til at bygge små fjernstyrede bomber ind i spil til konsollen Sega. Det er før 2008 det her, skal i lige huske. Den plan lykkedes heller ikke, for i 2008 kom det frem, at teenageren sidder og rådner op i Guantanamo.

Der Endlösung
Intet mindre end en nuklear helvedesstorm blev planlagt. Ifølge Hjernen er Al-Qaida i besiddelse af en uranium til konstruktionen af atombombe, som måske - måske ikke, allerede er bygget og nu befinder sig et sted i Europa.

Bomben var planlagt til at blive udløst, såfremt Osama Bin Laden blev dræbt. Det skete som bekendt ikke, så den del af planen havde intet hold på sig. Men bare tanken om at de skulle sidde med beriget plutonium er skræmmende.


 Mange flere mere eller mindre skøre påfund er blevet planlagt af den i sandhed skræmmende hjerne bag Al-Qaida og hans underordnede.
Måske ligeså skræmmende er det faktum, at ingen af de ovenstående informationer var kommet for dagens lys uden brugen af tortur - eller hvad amerikanerne forsøger at udvande med formuleringer som "water-boarding" og "sleep deprevation methods".

Det er let at sidde her i trygge Danmark og fordømme brugen af tortur, men når man så læser, hvilke ting der kommer for dagens lys ved brug af den, så er det svært for mig at være alt for hellig.
Ja, jeg fordømmer skam og nødvendigheden af så stygge metoder, men stod valget mellem at holde den kollektive vestlige ære i behold og redde London eller København for en atombombe, ja så ville det ikke tage mig mange sekunder at finde boltsaksen frem.

2 kommentarer:

MikeTyson sagde ...

Svaret er NEJ.

Rimelig skræmmende læsning du her lægger for dagen. Måske mere skræmmende end du selv aner.

I din jagt på at ”redde” hele verden med din sprit nye boltsaks, får du med et pennestrøg gjort både vores retssikkerhed og menneskerettighederne til en lille ..”Måske” ting.

Vores samfund MÅ og SKAL altid bygger på retssikkerhed. Ligegyldigt hvad man er anklaget for, så skal retssikkerheden og menneskerettighederne opretholdes.

Hvordan man selv ville opføre sig i almindelig affekt, eller måske endda hvisket i øret den helt rette ”vi kan redde verden” historie af sine overordnede, skal ALDRIG kunne have lov til at ændre på vores retssikkerhedsprincip.

Vi mennesker kan få os selv til at begå de mest grusomme ting, hvis blot vi ”tror” nok på at vi kan ”redde verden”.

Hvornår vil du stoppe med torturen? Hvem skal udvælges? Hvilken tortur er OK? Hvad med alt det fiktive vrøvl dit tortur offer fabler op om .. blot for at få smerten til at stoppe?

Den amerikanske militær top har erkendt og prøver nu, at få politikerner til at forstå budskabet. Information givet under totur er for dem UBRUGELIG information. (og ulovligt at bruge i en retssag) – Det er så ubrugeligt, at det nu er skrevet tydeligt ind i ”The US Army Training Manual”

Khalid er sikkert dybt skyldig og syg i hovedet, men det er op til en DOMMER at afgøre.

Fakta: Vi ved at Khalid blev waterboardet 183 gange. Vi ved også at det tog 2,5 min før han brød helt sammen og indrømmet en hullens lang liste af terrorisme, hvor af en del nu er undersøgt til bunds og verificeret som FALSKE indrømmelser. Vi ved også at Khalid selv har erkendt at meget af information var forkert og at f.eks. uskyldige mennesker blev navngivet.

Om det var ubehagelighederne ved selve torturen eller om det var nyheden om at hans 2 børn på 6 & 8 år også skulle være blevet torturet, som fik ham til at skrive under på den lange liste, ved vi til gengæld ikke.

For en tilhænger af ”tortur i nødstilfælde” er der altid tale om et yderst ”specielt” tilfælde. Et perfekt ”tikkende bombe” scenario. Hvor man ved at man sidder overfor præcis den korrekte person, som formodes at have præcis de korrekte oplysninger som igen med 100% sikkerhed kan aflede en kommende katastrofe. Samt at kun tortur vil kunne frembringe netop disse korrekte oplysninger.

Problemet er selvfølgelig at i virkelighedens verden er dette ALDRIG tilfældet.

I stedet har det vist sig at tortur i stedet giver øjeblikkelig adgang til en uendelig mængede af FALSKE oplysninger. Kun fantasien kan sætte en grænse for hvilke indrømmelser man kan opnå. (Selv hekse kan ”afsløres” via denne simple metode)

Pas på med at tro på historien om at netop tortur, kan ”redde” vores verden fra noget ”ondt”.

P:S Men ellers dejligt du er tilbage, selvom du er blevet en smule rabiat på dine gamle dage – Plz get well! :-)

Gambler_dk sagde ...

Hej MikeTyson!

Tak for dit lange og konstruktive svar.

Jeg er enig i, at tortur er en krænkelse for både retssikkerheden og menneskerettighederne, men der er undtagelser til alle regler.

Verden er mere kompleks end at kunne tillade sig at sætte tingene op i sort og hvidt.

At bruge tortur som USA gør det i deres internationale fængsler bør til alle tider fordømmes, men stod der en person med viden, som kunne redde tilpas mange menneskeliv, så er civilisationens konventionelle regler midlertidigt sat ud af spil - til gavn for det fælles gode.

Tilbage er blot at håbe, at et sådant tilfælde aldrig finder sted, og at det ikke skaber præcedens.