Ny afstemning - Og lidt om politik
Sidste afstemning viste, at lidt over halvdelen (53%) af mine læsere (af dem der gad at stemme) er vindende pokerspillere... Eller patologiske løgnere. Og det er ganske som forventet, taget i betragtning at min blog jo primært omhandler poker og er skrevet til pokerspillere. blot 37% er tabende spillere, hvilket overraskede mig en lille smule.
Næste afstemning er lidt mere afslørende. Nu spørger jeg nemlig til jeres ærlighed over for fædrelandet. De fleste pokergevinster er skattepligtige. Men man er selv ansvarlig for at oplyse, hvor meget man har vundet i poker. Derfor er spørgsmålet nu, om i betaler skat af jeres gevinster. Der er tre svarmuligheder: JA (med ærlighed kommer man...), NEJ (Det opdager de alligevel aldrig) og IKKE NØDVENDIGT (jeg spiller på et skattefrit site, eller også vinder jeg ikke nok i poker til at jeg skal betale skat). Igen skal det understreges, at afstemningen er komplet anonym, og at ikke engang jeg kan se, hvem der stemmer.
Mit gæt er, at langt de fleste ikke betaler skat af deres gevinster. Flest vil stemme på sidste kategori, mens de færreste stemmer ja.
Og så lidt om politik. De er nemlig lidt fjollede ude på venstrefløjen. Villy Søvndal (SF) brokker sig over, at vi ikke skal afholde folkeafstemning over den nye Lissabon-traktat. Han siger, at det er at bryde med en lang tradition, når vi ikke alle skal til stemmeurnerne.
Og så er det jeg siger: "Og hvad så?!?". Vi skal sgu da ikke holde folkeafstemninger om alt muligt, blot fordi det er en tradition. Og så er traditioner i øvrigt til for at blive brudt.
Forstå mig ret. Jeg stemmer ikke på Venstre eller de Konservative. Jeg stemmer heller ikke på Søvndal for den sags skyld. Jeg stemmer på De Radikale, og når de dummer sig, på Socialdemokraterne.
Men at have en folkeafstemning om en traktat, der ikke afgiver suverænitet er fuldstændigt til grin. Her går vi hver fjerde år og stemmer på, hvem der skal være Statsminister, og så tør vi ikke lade de partier, der ryger i regering træffe vores beslutninger? Hvad er det for en omgang vattet hø?
Jeg er altså imod en ny folkeafstemning, og jeg mener ærlig talt, at det burde alle intelligente væsener være. De ressourcer og penge en ny afstemning kræver kan vi så sende som en folkegave til de fattige i Afrika. Der giver de mere mening og giver et gladere budskab. Der er sgu en årsag til, at jeg ikke stemmer SF, og den beviser Villy gang på gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar