Dengang vi lod terningerne bestemme

Vinter, 1995.

Jeg burde have vidst bedre. Jeg burde fra starten af have holdt min kæft. Og jeg skulle aldrig have postuleret, at det var uden underbukser.

Alligevel står jeg der. Ude foran opgangen til min kammerats lejlighed, splitternøgen og med en lille forfrossen tissemand, der intet hellere vil end at kravle op til sædcellerne i pungen, så de kollektivt kan skamme sig over, hvad de snart skal være vidne til.

Toget mod Høje Taastrup har netop forladt Glostrup Station, og det er nu det skal ske. En ydmygende tur rundt om bygningen, lige forbi togstationen, hvor alle pendlerne meget snart har travlt med at komme hjem til fredagslikket og Eleva2ren med Michael Meyerheim. På altanen over mig står syv stive gutter og griner og peger fingre af mig. De er alle taknemmelig over, at det ikke blev dem, der skulle tage turen.

Men jeg har intet valg. Terningen viste nemlig seks, og så var det løb kørt.

For mindre end to timer siden, introducerede jeg mine sjællandske venner for et nyt spil, jeg havde lært efter et besøg i Horsens: "Terningmand", kaldte mine jyske venner spillet.

Kækt havde jeg forklaret gutterne i Glostrup om reglerne til spillet, der blev opfundet efter et par af mine jyske kammerater havde læst Terningemanden af Luke Reinhart. Og inspireret ud over alle grænser, havde de startet en "terningemand" klub, hvor kravet var, at fuldgyldige medlemmer skulle have en terning tatoveret på kroppen. Jeg var blot prøvemedlem.

Reglerne til spillet er simple:

En gruppe mennesker sætter sig om et bord med et par kasser øl og flasker med sprut.
Den der starter, slår med en terning, og antallet af øjne bestemmer graden af, hvad du snart skal gamble om at lave.
Man skal hele tiden overgå hinanden.

Mine venners øjne var store som te-kopper, og spændingen voksede i takt med, at jeg forklarede dem reglerne. Ikke mange minutter gik, før vi alle sad samlet om bordet og kastede første terning.

Som den verdensmand, jeg følte jeg var, startede jeg spillet. Jeg slog en firer.

- Er mit næste slag en etter, toer eller treer bunder jeg en øl, udtalte jeg selvsikkert og slog prompte en etter. Alligevel var jeg tilfreds. Jeg havde lagt en høj underlægger, og det var nu de andres opgave at overgå mig, skulle de slå det samme.

Jørgen var næste mand med terningen, og skæbnen ville, at han også slog en firer.

Efter lidt betænkningstid, var han klar:

- Slår jeg en etter, drikker jeg en øl med et cigaretskod i. Det var vi hurtige til at acceptere, og nervøst slog han en toer.

Og sådan blev det ved i en rum tid. Den ene ulækre øl efter den anden blev bundet. Det ene glas efter det andet med sprut og madvarer blev hældt i svælget. Og hurtigt var promillerne steget nok til, at vi blev overmodige. Og pludselig skete, hvad jeg inderst inde havde frygtet hele aftenen.

Robert slår en sekser, og udtaler med sløret stemme:

- Slår jeg en sekser, løber jeg ned i kiosken i mine boxer shorts. Det var enten det, eller også skulle han til at spille om at drikke en øl med pis i... mindst en hel øl. Man kan sige, at vi næsten var tvunget til at tage spillet til næste level.

Hans nervøsitet var tydelig, og pludslig gik det op for de andre, hvad det egentlig var, de havde indledt sig på. Nu var det en styrke i mod. Hvem bakker først ud? Hvem giver op? Hvem er kyllingen?

Robert slog en toer og kunne ånde lettet op. Det kunne Jørgen ikke, for han slog kort efter en sekser og måtte smide bukserne, så han kunne smutte ned på parkeringspladsen og lave armbøjninger.

Og kort efter befinder jeg mig altså, hvor min historie startede. Med bar røv, unaturlig lille tissemand og flot rød farve i kinderne... Og et lille minut senere finder jeg mig selv i en sidste slutspurt forbi et par hundrede måbende tilskuere med småbørn, indkøbsposer og røde forfrosne næser. Oppe fra altanen lyder en nærmest konstant euforisk latter, og mine forfrosne fødder føles som var de på nippet til at splintre i tusinde små ildelugtende stykker.

Det var første gang, vi spillede Terningemand. Og desværre blev det til noget af en tradition, de næste par år. Ingen ville bakke ud. Og vi lavede de skøreste ting. Jeg fik spist en håndfuld potteplantejord. Jeg måtte igen ud på en nøgen løbetur. Jeg fik lagt mig under et fadølsanlæg, der skænkede små grå på et diskotek i Rønne. Jeg måtte slikke en halv meter gulv. Jeg var tæt på at måtte spørge en nabo om han havde et kondom og en datter, jeg kunne bruge det på. Jeg fik lov til at se en kammerat blive filmet mens han nøgen simulerede sex med udstødningsrøret på en taxa. Jeg kunne grine af Jørgen, der en lørdag nat måtte rende rundt om et springvand i boxer shorts til et halvt hundrede bar-gæsters store fornøjelse og tilråb. Jeg var vidne til en fyr, der fik bareret al sit hår på venstre side af hovedet. Og jeg hørte om en fyr i Jylland, der slog op med sin kæreste, fordi han havde slået to seksere i træk. Og meget, meget mere.

Til sidst blev vi heldigvis trætte af spillet. Eller også blev vi bare for voksne til at gide udsætte os for alle de ting.

Eller også blev vi alle - på et ubevidst plan- samtidig enige om at kalde det uafgjort.