Standing on the shoulders of giants

Jeg bliver sgu altid lidt skuffet. Ikke meget, men sådan mere lidt bitter over det. Typisk starter det sådan her:

Jeg hører en fed melodi i radioen, jeg synes er så genial, at jeg bare må eje den. Jeg anbefaler den til mine venner, og til sidst sker det uundgåelige. En eller anden påpeger, at nummeret altså ikke er original, men i stedet tyvstjålet fra en anden. Og så bliver man en gang imellem lidt flov. For det viser, at jeg ikke aner en skid om, hvad jeg går og anbefaler til Iphonen eller mp3-afspilleren.

Et godt eksempel er Nirvana med hans nummer Black Girl:



Den gik jeg længe og troede var hel unik. En dag faldt jeg tilfældigvis over en samling musik af den ansete bluesguitarist Lead Belly. Her faldt jeg specielt over et nummer med titlen "In The Pines":



Lead Belly er dog ikke den originale kunstner. Han er blot den tidligste, der indspillede den. Det siges, at sangen er en gammel indiansk sang.

Alle kender Frank Sinatras kendingsmelodi My Way, en udødelig klassiker. Sangen fik han foræret af Paul Anka efter en middag, hvor Sinatra havde sagt, at han var træt af det hele og ville stoppe med showbiz. Resten er historie, som man siger:



Her er originalmelodien, kompogneret af den, i Frankrig, populære Claude Francois:



Til sidst vil jeg slutte med en herlig sang. En eller anden burde i øvrigt lave "danske" undertekster i stil som der blev gjort med "Lysten Stiger".