tirsdag, oktober 09, 2007

Tre ting på nettet der er alt for fede!

1) Musicovery:
Efter at min tidligere favorit - Pandora - lukkede for os danskere, har jeg ledt efter en god side til at høre gratis musik. Siden her er blot i sin beta fase, men allerede nu ser det utrolig lovende ud. Du kan inddele musikken i kategorier, årstal og stemninger. Så hvis du primært har lyst til at høre musik fra 50'erne med et upbeat tempo og et positivt budskab, er det kun ét sølle klik væk. Hvor fedt er det?!?

Servicen er gratis, hvis man gider finde sig i, hvad jeg tror er 64kb musik. For kun to euro om måneden kan man få musikken i cd kvali, hvilket lyder utroligt billigt. Eneste minus er manglen på playlister og volumenknap. Men det kan stadig nå at komme.

2) Jericho:
Jeg er begyndt at downloade afsnit fra tv-serien Jericho. Den handler om en lille amerikansk landsby, der overlever et landsomfattende atomangreb fra ukendt part. Vi følger derefter de forskellige personer i byen og deres kamp for overlevelse i en verden, der mere og mere begynder at ligne Mad Max II. Jeg er nået til afsnit 19, og den er stadig lige så interessant som i starten. Ofte ser man jo at tv-serier bliver stereotype og forudsigende efter et stykke tid, men det er endnu ikke sket med denne her serie.

I kan hente første afsnit her, og så kan i jo se, om det er noget for jer. Jeg er i hvert fald blevet hooked!

3) Angry Nintendo Nerd:
For mange en gammel kending. Alligevel synes jeg, at den skal fremhæves. Manden er jo alt for sjov, og mange af de spil, han harcelerer over, er jo vitterlig så ringe, at man tror det er løgn. Min favorit anmeldelse er denne her, hvor han går helt amok over nogle bibel-spil, hvor det gælder om at smide dyr i en ark, bære baby Moses og springe pizzaer i luften. God underholdning.

---
Jeg holder i øvrigt pause fra poker. Sådan er det, når man blot spiller for underholdningens skyld - Så er det afgørende, at man har det sjovt. Og pt. har mine sessions bestemt ikke været morsomme. Og selv om jeg ved, at det hele blot er varians, og ikke et tegn på at jeg spiller ringe, er det alligevel frustrerende at være vidne til. Så hellere smide kortene for en stund og koncentrere sig om andre ting.

Jeg har netop bestået en af mit livs vigtigste eksamener. Det har betydet, at jeg har fået blod på tanden til at skrive mere freelance journalistik, hvilket jeg fremover vil koncentrere mig om. Det betyder også, at poker tager en plads endnu længere tilbage i bussen.

Og så var jeg til Mermaid Bowl i Farum i lørdags. For de uindviede er Mermaid Bowl en tøset betegnelse for danmarksmesterskabet i Amerikansk Fodbold. Og jeg må indrømme, at niveauet var overraskende højt. Jeg forventede en flok drengerøve, helt uden dybere forståelse for spillet, men i stedet blev jeg vidne til en gang underholdende spil, der bestemt bestod lakmus prøven. Jeg vil anbefale alle at tage dertil næste år. Sporten fortjener bestemt lidt mere popularitet her i landet.

Ingen kommentarer: