The Epitome of American Evolution

Min engelske titel skal ses som en hyldest til, hvad jeg er sikker på er højdepunktet, zenit, i amerikansk kultur. Her tænker jeg selvfølgelig på Major League Eating (MJE) og dets professionelle udøvere.

For de HELT fattesvage er MJE et amerikansk show helliget en søgen på svaret om, hvem der kan æde mest af alt muligt. Vi snakker hele kalkuner, friturestegte kyllingevinger, litervis af tranebærsovs, spande af hotdogs, meterlange salamiruller og så videre.

Deres mission er lige så simpel som den er ren i hjertet:

The mission of Major League Eating is to maintain a safe environment for all events, while also seeking to create a dynamic and enjoyable fan experience.

Et sikkert miljø for verdens hurtigspisere er hermed blevet skabt, hvilket jeg finder personligt betryggende at vide. Det er også betryggende at vide, at USA nu har nået et punkt i deres kollektive udvikling, hvor landet har en seerbase stor nok til at understøtte et program udelukkende dedikeret konkurrencespisningens ædle kunst.

For de få, der endnu ikke har set MJE i live action, kan i klikke på billedet nederst i dagens blog-indlæg, hvor hele 40 minutters rendyrket underholdning venter.

Men før i kaster jer over retterne (ok, ok...), synes jeg lige, jeg bør sætte scenen for jer.

Inden for nutidens konkurrencespisning findes to sande helte: Joey Chestnut og Takeru Kobayashi. De har begge holdt verdensrekorden inden for ædedolkenes topdisciplin: Hotdogs. På kortere tid end det i gennemsnit tager en kvinde at få orgasme, når disse to atleter at æde over 60 hotdogs!

Og til de få, der ikke ved, hvor lang tid det i gennemsnit tager at give en kvinde orgasme, er svaret - som så meget andet her i livet - 12 minutter. Hverken mere eller mindre.

Før i tiden kæmpede disse to mastodonter (det er Kobayashi til højre og Chestnut til venstre) indbyrdes om at stå øverst på skamlen ved diverse spisekonkurrencer rundt om i verden. Alle andre udøvere var blot statister. Men en skade i kæben har holdt Kobayashi fra truget i den seneste tid. Han har derfor ikke været i stand til at nå tidligere tiders ekstravagant høje antal hotdogs, hamburgers eller kyllingelår.

Men før den næsten invaliderende kæbeskade, var den indbyrdes konkurrence nærmest umenneskelig hård. Åd Kobayashi 58 Bratwurst pølser overgik Chestnut ham kort efter med 66 hotdogs. Den ene dag ville Chestnut nedsvælge 59 peanut butter sandwiches, og næste dag ville Kobayashi æde 57 (8.02 kilo) kohjerner. Konkurrencen var benhård og gennemsyret af fighterhjerte, ukuelighed og enormt elastiske maver... indtil skaden altså.

Men nu er professionel konkurrencespisning igen røget i rampelyset. En ny mester har indtaget scenen!

En sand ædedolk af Obelix'ske proportioner. En innovateur inden for pizzaspisning. En kreateur af nye teknikker inden for kalkunspisning. Et ubeskreven blad, der allerede har overrasket en hel verden af konkurrencespisere: Pat Bertoletti!

Ikke nok med at han kan spise flere pizzaer end Amin Jensen på Atkins diæt. Han er også dybsindig som en Kirkegaard på svampe. Hans motto er: "børn er vores fremtid", hvilket alene er nok til at sætte mig i en komalignende trance af ren reflekteren og eftertænksomhed...

Som lovet, mine damer og herrer, præsenterer jeg jer nu for Major League Eating - "Thanksgiving Edition": Afsnittet, hvor Kobayashi, Chestnut og ikke mindst Pat Bertoletti mødes i en dyst af episke proportioner. Filmet i det glitrende neonskær fra kasinoerne i USA's epicenter for ludomani, escortpiger, store forretningskonventioner, og nu altså professionel konkurrencespisning, Las Vegas: "The Strip".


Velbekomme...

For dem, der bare ikke kan få nok af Major Leauge Eating, er der endnu 40 minutters rendyrket amerikansk underholdning her. Det er selve premiereafsnittet af, hvad der helt sikkert bliver kommende årtiers mest omtalte sport. Læg i øvrigt mærke til, hvor lidt producerne af showet gør for at iscenesætte udøverne. Her udstilles de ikke som stereotyper, der er ingen falsk rivalisering, ingen kunstig bad guy/good guy opbygning... Min liste af superlativer til sporten kunne øvrigt fortsætte i det uendelige, og min brug af sarkasme i dette indlæg er nærmest ikke-eksisterende.

PS. Skulle ovenstående have givet mod til at prøve kræfter mod eliten, kan du tilmelde dig her: The International Federation of Competitive Eating. Jeg støtter gerne op om initiativet og donerer et par strækbukser, to brugte steak knive og en slidt kogebog fra Lademann Forlag til ham eller hende, der føler de har, hvad der kræves for at blive vaskeægte konkurrencespiser.