Hvem myrdede Megan?

Dette blogindlæg skulle egentlig handle om, hvor grotesk og afskyelig jeg finder omstændighederne omkring Megan Meiers selvmord. Men efter lidt betænkningstid, skiftede jeg mening.

De fleste kender vel efterhånden historien om 13-årige Megan Meier, der sidste år, på tragisk vis, begik selvmord efter at være blevet afvist af en dreng på MySpace.

Det viste sig, at det var Megans tidligere bedste venindes mor, der havde lavet en grum spøg, hvor hun udgav sig for en 16-årig fyr over for Megan som hævn for et skænderi Megan havde haft med hendes datter. En spøg, der nu længe har haft kandidatur til mord. Skulle du være hægtet helt af vognen, kan historien læses her: Megan Meier - Et tragisk selvmord. Er du den mere travle type, kan du læse en kort synopse på Ekstra Bladet. Historien er i sig selv bemærkelsesværdig. Men trods forargelsen mange føler, besvarer det ikke det væsentlige spørgsmål i hele misæren:

Hvem myrdede Megan?

Det er spørgsmålet, der forbliver hængende uafklaret i luften. På trods af at Lori Drew blev frikendt af retten, mener størstedelen af de amerikanske avislæsere, at hun myrdede Megan via ondskabsfuld psykisk terror.

Jeg er ikke enig.

Men først vil jeg gerne fastslå, at jeg ikke har andet end afsky og fordømmelse over for Lori Drews handlinger, der symboliserer meget af, hvad jeg ikke kan lide ved USA: Selvretfærdighed grænsende til det intolerante; Afsky for dem, der er svagere end dig selv, samt en pegefingermentalitet, hvor alle er hurtige til at kaste om sig med skyld og ansvar. Efter at have læst Lori Drews vanvittige blogindlæg her: Megan Had it Coming, er jeg mere tøvende ved at give efter for fristelsen til at give hende skylden for Megans død.

Og jeg er ærlig talt ved at være træt af at høre alle de her sindssyge teenagehistorier, hvor der sker noget tragisk, hvilket fører til, at der straks skal peges fingre af, hvem man nu mener bærer ansvaret for de tragiske hændelser. Vi ser det ofte ske når teenagepiger begår selvmord, og vi ser det altid ske, når jævnaldrende drenge render rundt og plaffer skoleelver ned. Så skal der peges fingre. Og nu ser vi det altså med Lori Drew, hvis tur det er til at stå mål for samfundets had og fordømmelse. Så tillad mig at slå fast:

Lori Drew slog ikke Megan ihjel.

Hun var blot en katalysator. Årsagen til Megans pludselige selvmord skyldes andre grunde. Grunde man skal kigge dybere i for helt at forstå, hvordan det hænger sammen.

Da jeg var dreng, var der et konstant forventningspres. Man skulle gerne have de fedeste Star Wars figurer. Man skulle helst kunne læse i tredje klasse. Man var nødt til at have en bestemt frisure, og der skulle gerne være råd til et par seje Levis bukser og sko af mærket Converse. Ellers var man ude af kliken. Og var man ikke med i kliken, kunne man godt vinke farvel til de lækre kærester, vilde drukture og generelt dårlige karakterer.

I dag er det meget værre. Er man ikke med på nyeste mode, og lever man ikke op til de skønhedsidealer, man ser i reklamerne, sidestilles man med de tabere man ser på Oprah, Jerry Springer og Ricki Lake. Dem vi alle griner og væmmes over. De udstødte. Dem på samfundets bund.

Konsekvenserne er også blevet mere omfattende. Ikke nok med, at du skal finde dig i at sidde alene i skolens kantine, eller udholde sporadisk mobning fra andre elever, så skal du også frygte at blive gjort til grin via mobilkameraer, internet og MSN. Der er ingen fristeder for de udstødte. I gamle dage kunne de mobbede gemme sig hjemme på værelset. Nu kan de gemme sig på værelset, mens millioner af jævnaldrene griner over de pinlige billeder fra skolens brusekabine, der er lagt anonymt ud på nettet. De unge har ingen steder at gemme sig længere. Og presset er enormt. Stort nok til at det er lettere at hænge sig i sit klædeskab end at blive konfronteret med en hel verdens afsky og latterliggørelse (verden er lille, når man er teenager)

Så i stedet for at pege fingre af Lori Drew, var det måske bedre at se nærmere på, hvad årsagen til Megans selvmord skyldes. I bund og grund er Lori Drew lige så skyldig i mord, som manden der solgte Pekka-Eric Auvinen de våben, der blev brugt til at dræbe syv elever i Finland.

De skyldige kan måske i stedet findes et helt andet sted. Et sted meget nærmere på Megan. Et sted der nu huser de efterladte til den forfærdelige tragedie.

Nej, Lori Drew dræbte ikke Megan Meier. Megans forældre dræbte Megan Meier.

Godt nok har de amerikanske medier travlt med at koge ben på den bizarre historie om vendindens psykopatiske mor. Mange aviser har så travlt med at skrive fordømmende overskrifter, at de helt overser den enorme mangel på empati, den døde piges forældre udviste overfor deres datter.

Havde den pige haft et par opmærksomme forældre, ville hun stadig være i live. Det var Megans forældres manglende interesse i deres datters dagligdag, der til sidst skubbede den lille tykke pige over kanten og ind i et klædeskab med en nøkke om halsen.

Mere eller mindre. Hvis altså man accepterer, at det i bund og grund er forældrenes ansvar, når noget går galt med deres børn. Den teori tror jeg nu ikke på.

Når alt kommer til alt, er Megans forældre også et produkt af vores samtid. De har også haft forældre. Forældre, der sikkert har svigtet dem i samme grad som de har svigtet deres datter. De har også gået i skole. De har måske endda selv været ofre for mobning. Eller måske har de mobbet piger som Megan, da de selv var børn. Måske har de ikke haft mulighed for at lære ved eksempel, hvad det vil sige at være en god forælder. Så måske dræbte Megans forældre alligevel ikke Megan Meier.

Måske er det i virkelighedens samfundets skyld?

Måske er det samfundet, med dets totale mangel på tolerance for dem der skiller sig ud, der i sidste ende dræbte Megan. Måske var det også samfundet, der slog syv elever og en rektor ihjel i Finland.

Samfundet styrer jo alt omkring os. Det styrer lovene, de uskrevne regler, forventningspressets tyngde, forældrenes uddannelsesniveau osv...

Samfundet er det bindeled, hvorved vi alle hænger fast. I mere eller mindre grad. For er du ikke surret godt fast til samfundets kollektivitet, hænger du blot ved. Og det gør dig sårbar og skrøbelig. Og mister du først dit tag i samfundets lian af regler, forventninger, uskrevne regler og krav til væremåde, vil du uvægerligt falde dybt.

Er du heldig vil der være nogle til at gribe dig. Det vil ofte være dyrt uddannede psykiatere, terapister og psykologer, for hvem etiketter er Gud. Neurose, Stress, Depression, Angst, Psykose, Traume... Diagnoserne står klar til at blive stemplet som årsagen til dit manglende mentale tag i samfundet.

Og stigmatiseringen forstærker angsten for at skille sig ud. Frygten for at være anderledes, udstødt, forstærker frygten for ikke at høre til. Det giver neuroser, stress, depressioner, angst, psykoser og traumer at leve et liv på kanten af samfundets brede fundament.

Men på trods af at samfundet i dag er en nådeløs smeltedigel, der kræver, at alle hører til, kan vi næppe bebrejde samfundet for Megans død.

Samfundet er trods alt blot en totalsum på en masse små ting. Vi bidrager alle til samfundet, og at påstå at samfundet er roden til alt ondt er lidt ligesom at sige, at det er indvandrenes skyld, at man selv er arbejdsløs. Eller at det er mediernes skyld, at der findes et Dansk Folkeparti.

Men hvem dræbte så Megan?

Svaret er ubehageligt simpelt: Megan dræbte Megan.

Der var ingen andre til at smide løkken om hendes hals. Der var ingen til at skubbe stolen væk under hende. Og der var ingen til at lytte, når hun ikke længere kunne tie stille. I bund og grund er Megan død på grund af Megan. Så simpelt kan det koges ned.

Og så må man kigge på de mange faktorer, der bidrog til den endelige konklusion. Man må finde et sted at kanalisere magtesløsheden og vreden hen. Og det er det, der sker i øjeblikket, hvor hele verden ser Lori Drew som en psykopatisk morder.

Jeg ser hende mere som et biprodukt af samfundet. Lige som Megan også blot er et biprodukt. Lige som hendes forældre blot er biprodukter. Ligesom Pekka-Eric Auvinen er et biprodukt.

Megan dræbte Megan. Alle andre er blot statister og burde udelukkende fungere som en ubehagelig påmindelse om, at konsekvenserne ved ikke at høre til i samfundet er nådesløse.

Og vi er alle biprodukter. Alle og en.

Så måske skal Megans morder til dels findes i vores eget spejlbillede.

Måske skal vi alle tage ansvar og sige: "Jeg dræbte Megan".

Eller måske kan vi blot starte med at tænke mere over, hvordan vi selv konstant bidrager til skabelsen af samfundets biprodukter. Med tiden vil det måske gøre en forskel.

Eller måske vil det ikke.

Måske er Megans død i virkeligheden et sundhedstegn. Et tegn på, at det går fremad i et rivende tempo. Måske var Megan blot et unødvendigt biprodukt fanget i slipstrømmen af menneskehedens ubønhørlige stræben efter singularitet.