5 ting på nettet der bare er for fede
Det hænder at man falder over nogle ting, der bare er for fede. Det sker ofte på nettet, der med sin nærmest altomfattende størrelse tillader, at man konstant overraskes.
Her er et par af de ting.
1) GOM Player
Jeg har kun haft denne videoafspiller i et par dage, men jeg er allerede solgt til stang lakrids. Tidligere brugte jeg den ellers udmærkede BS-player, men det er efterhånden blevet lidt tungt at danse med. Og så er det ikke længere gratis. Så vil man gerne undgå at betale - eller at blive software pirat, kan jeg varmt anbefale GOM player. Det er et open source program, og det har alle de funktioner, man kan ønske sig. Det har også alle de relevante codecs, så man slipper for at skulle downloade al mulig skidt og snavs. Så det er egentlig en kombo af BS Player og VLC player. Kan man forlange bedre af en gratis video player?
2) Speed Demos Archive
Der findes ikke mange ting mere fascinerende end at observere folk, der har perfektioneret sig inden for et eller andet vanskeligt. På Speed Demos har de specialiseret sig i at gennemføre gamle spil så hurtigt som muligt. Og det er altså imponerende at se Super Mario gennemført på under fem minutter, når man i tidernes morgen brugte timer på at komme gennem første verden. Det er også vildt at se Morrowin gennemført på et par minutter. Eller Fallout II på under 20 minutter... Listen bliver næsten ved i det uendelige, og der er adskillige timers solid underholdning for alle nostalgikere.
3) Mailinator
På under to sekunder (ja, sgu!) har du en ny mail-adresse, du kan sætte ind alle de steder, hvor du skal oprette dig på nettet. Du skal hverken oprette dig, eller skrive noget for at få en mail adresse. De giver den til dig automatisk. Så slipper man for spam. Og det er jo altid godt.
4) Single Click File Sharing
Af alle de hosting sider, jeg har prøvet gennem tiderne, er denne den mest langtidsholdbare. Og det er vigtigt for os bloggere. For vi vil jo gerne, at vores læsere kan vende tilbage til et gammelt indlæg og hente de filer, vi dengang uploadede. Det er sågar muligt at se uploadede videoer i stream frem for at skulle downloade dem. Det er da service. Og så er det gratis, selvfølgelig.
5) Armandos Pizzaria
Ja, ok, det er ikke ligefrem en internet ting, men de laver sgu Storkøbenhavns bedste pizzaer. De leverer blandt andet til Frederiksberg, Vanløse, Ballerup m. m. Prøv fks. deres pizza med laks (nummer 56), og du ved, hvad jeg mener. Helt ualmindelig gode pizzaer til acceptable priser - Så længe i ikke bestiller nummer 55, for den er sgu skod. Og så er det vaskeægte italienere, der laver pizzaen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar