Et eventyr fra svundne tider

Jeg sad i dag og kiggede skulende ud af mit vindue, hvor vinden ruskede ubarmhjertigt i træerne. Det mindede mig pludselig om et gammelt eventyr, jeg skrev for mange år siden. Det er komponeret efter samme formel som de traditionelle gammeldags eventyr, vi alle er blevet underholdt af i vores barndom.

Jeg synes historien er rigtig sød, og selv om den er skrevet for mange år siden, holder den stadig. Så hvorfor ikke dele den med mine læsere, tænkte jeg.

Der er en dybereliggende morale i historien, men som i alle gode eventyr, er det op til den enkelte læser at fortolke, som de selv lyster.

Så uden yderligere omsvøb, præsenterer jeg jer for historien om

HUSET

De første stråler fra en gryende sol trængte yndefuldt gennem de mange brune løvblade, der dækkede over en lille skov. Den før så dunkle skovbund ville, som altid, når solen skinnede, flamme op i varme gyldenbrune farver. Små spirende planter ville genforenes med den lyksalige lysegrønne farve, de blev født med. Gråspurve ville stikke i kor og synge en melodi, der hører hjemme hos moder natur og vor herre i himlen. Stolte trækroner ville fyldes med liv fra mangen en rede - Og dunede stæreunger ville nysgerrigt kigge ned på legesyge kaninun­ger, der tumlede under dem.

Og midt i al denne idyl, i en lille rund lysning, ville et gammelt, faldefærdigt hus reserveret betragte naturens prægtige værk. Afskallet rød maling hang i flager på dets ydervægge, og bygningen skabte en hæslig kontrast til det vidunderlige skue i skoven. Rustdækkede søm og skruer kiggede frem gennem sprukne brædder. Nej, intet kunne skjule, at huset længe havde stået tomt og forladt.

Fra husets dunkle indre kunnen man ofte høre en skærende gråd. Og vinden bragte lyden langt væk. Selv de selvoptagede åkander i skovsøen ved siden af, følte medlidenhed, og de krympede sig hver gang huset udsendte sine sorger:

”Ak, de dage hvor glæden så let kunne findes
er i dag og i morgen blot at mindes
og de lykkelige tider med sjov og spas
findes ej her til morgendags”

Ingen kunne dog gøre meget for at lindre sorgen. Og ingen forsøgte heller på det.

I starten havde en kærlig og omsorgsfuld kaninfamilie hjulpet med at passe den lille forhave. De havde spist ukrud­tet, og en gammel halvdøv spætte havde kæmpet ihærdigt med at holde mider og insekter borte fra trævæggene. Men nu var der ingen til at passe det ensomme hus.

Den hjertelige kaninfamilie havde ikke kunne holde klagesangene ud og var flyttet. Selv den halvdøve spætte var til sidst fløjet bort. Nu stod huset alene og græd over fortidens glædestunder, og selve skovens ånd sukkede med. Ja selv de tålmodige træer havde rykket sig væk, og en bred lysning lå nu rundt om det ensomme hus.

Ofte huskede det tilbage på svundne tider. Engang bragte en prægtig rød farve en smuk kontrast til skovens herlige grønne idyl. Og en familie havde sandelig boet der!

En familie, som måske af herkomst var fattig, men af kærlighed og glæder rige. Dengang behøvedes ingen kaniner eller spætter til at holde liv i huset. Dens klagemål var forstummet. I stedet kunne skovens dyr hver morgen vågne til en lykkefyldt sang:

”Ah, med herlige stunder, liv og glæde
og dejlige morgener så kønne og spæde
kan det ikke undgås så sirligt at fryde
når man hører latter så rigeligt flyde”

Sangens budskab var så herlig, og husets glæde så smittende, at alle dyrene fyldtes med en ren og uplettet glæde. Og alle havde de lært sangen, og stemte nu kor. Ja, selv den ellers så olme ræv kunne smile og tænke: ”Må dagen i dag være dagen, hvor vi alle lever for evigt”. Og sådan ville den traske videre uden at ænse dens morgenmad sidde få meter væk, nippende på mælkebøtter og skarntids­ler med hjertet fuld af sang.

Til disse sange stemte ingen falsk, thi hjertet rummer kun alt for rigeligt den melodi, som skabes af ren lykke.

Dengang var tiden en anden, og dagene varede længere. Fuglene sang solen op, og frø­erne kvækkede den ned. Og i tiden imellem hørtes ofte latter bag de røde vægge. Tit ville glad barneleg aftvinge høje, tilfredse knirk fra husets blankpolerede gulve.

Desværre var minderne det eneste, der nu var tilbage af fordums glæde. År ud og år ind kunne klagesangen høres, mens huset langsomt henfaldt i ruiner.

Men pludselig en dag, en klar og frisk sommermorgen, kunne lyden af latter høres runge i skoven. Det gamle hus' hørelse var ikke længere, hvad den havde været, men latter hørte det i sandhed. Barnelatter endda!

Lyden steg i styrke i takt med, at sekunderne gik. Huset spidsede nysgerrigt ører. Det var lang tid siden, det havde hørt menneskestemmer, så forventningen steg, jo nærmere stemmerne kom lysningen.

Og dér, pludselig, som trold af æske, trådte en lille rødmosset pige og en lidt større, dreng med fregner frem fra træernes svalende skygge. De trådte tøvende ind i solens varme favntag.

Der stod de i en rum tid. I udkanten af lysningen betragtede de huset med store, nysgerrige øjne.

Væggene knirkede sagte, som huset stod dér med rank ryg, og taget frigjorde sig stolt af mange års støv. Den lille pige stod med skørt og fletninger og drengen med korte benklæder og blå bluse. Og huset strålede nu af forventning.

Endelig kunne latteren igen flyde fra væggene, tænkte huset. Endelig kunne gulvene knirke så frydefuldt... Og endelig kunne huset synge sin fordums glædessang.

Den dag, huset inderst inde havde håbet på, var nu endelig blevet virkelighed!

Af alle kræfter tvang huset hængslerne på sin hoveddør fri fra års rust. Med et pust åbnede hoveddøren. Gråden lurede bag de nedtrukne gardiner. Aldrig havde huset troet, at den atter skulle byde nogen indenfor. Og pludselig kom gråden. Små runde tårer trillede ned af de støvede ruder og dryppede sagte på ukrudtet i forhaven. Men gråden kom ikke fra sorg, men glæde. Med sine sidste kræfter tvang den vinduerne åbne, så varm luft kunne strømme ind og varme de kolde og ensomme vægge.

Og nu brød huset ud i glædessang:

”Velkommen kære gæster
Velkommen til jeres leg og fester
Ej havde jeg håbet, at jeg igen skulle blive beboet
Nej det havde jeg lige godt aldrig troet”

Og træerne, der i lange tider havde kedet sig, stemte i med deres brusende raslen. Og snart lød også fuglenes kor. Ja, hele skoven festede, thi i dag var dagen, hvor alle igen skulle leve for evigt!

Alt imens stod de to små børn frosne til jorden. Den varme sol havde varmet deres kinder, og en sund rød kulør havde bredt sig. Men selv ikke den herlige varme kunne lindre den isnende kulde, som havde grebet børnene. Pigen knugede hårdt drengens hånd. Da døren sprang op, havde et spagt skrig undsluppet hendes læber. Slagne af skræk, havde de set på, mens vinduerne slog op med et brag. Skoven brød pludselig ud med sang fra fugle og frøer. Med gru hørte de lyde, de aldrig havde hørt før.

Efter et stykke tid forplantede rædslen sig til deres ben, og de satte skrækslagne i løb. Hurtigt svandt deres skrig mellem de tykke stammer, og til sidst var de borte.

En dyb stilhed lagde sig over skoven. En sky faldt for solen, og farven på den skallede røde maling svandt bort, og blev i stedet grå og triste. En stille dråbe ramte taget, og kort efter fulgte adskillige andre.

Regnen begyndte at sile ned, og huset magtede ikke at lukke døren og vinduerne. Dens før så ranke ryg var faldet ned. Væggene stod knirkende og skæve på den våde grund. Kun de rustne søm holdt huset oppe.

Fugle lettede og fløj væk bag trækronerne. Frøen hoppede tilbage til søen. OG lige så stille hørtes en så grådkvalt hulken fra huset. Lyden blev båret af vinden, og helt ned til søen, hvor de selvoptagne åkander flød. Frøerne græd af medlidenhed og alle huskede de klagesangen, som alt for længe havde lydt. Snart begyndte de kvækkende at synge den sørgelige vise:

”Ak, de dage hvor glæden så let kunne findes
er i dag og i morgen blot at mindes
og de lykkelige tider med sjov og spas
findes ej her til morgendags”

Langsomt stemte åkanderne i. Inden længe raslede træerne og fuglene bøjede deres hoveder. Alle følte stor medlidenhed med huset, thi i årevis havde de været vidne til dens dybe ensomhed. Alle havde de håbet, at lykken ville komme det stakkels hus til undsætning.

Til sidst stemte også huset grådkvalt i sang. I den silende regn sang både dyr, træer, planter og hus minderne frem. Alle var samlet om en fælles sorg, men ingen følte så dybt et savn, som det gamle hus, hvis stemme nu kun svagt kunne anes i koret.

Og ved sidste strofe deltog selv de mørke skyer, for et klart lyn svang sig mægtigt over himmelvævet.

Om det var af ren forskrækkelse, eller om det var af sorg, vidste ingen. Men efter lynet havde oplyst den mørke himmel faldt huset sammen. En bunke gamle brædder lå i stedet hulter til bulter midt i lysningen. Huset, der altid havde stået på samme plads, var nu væk. Blot en sørgelig bunke træ, en håndfuld rustne søm og skæve skruer var tilbage.

I lang tid lå husets rester alene i skovens åbning. Dagene gik på hæld, regnen holdt op, kom igen og svandt atter. Nattens sørgesjal hang længe over skoven og forsvandt for den grynende morgen.

Tiden gik og mos og ukrudt lagde sig på resterne af det lille hus. Til sidst glemte dyrene og træerne, ja selv den gamle tudse i søen, alt om det ensomme. Dens sørgelige klagesange blev til en fortælling, som stæremødre kunne underholde fugleungerne med. Og snart tumlede kaninbørn igen legende rundt i skovbrynet, helt uden at ænse den gamle mosbegroede høj, som engang rummede så megen latter og glæde.