Intet er umuligt for den, der bærer viljen i hjertet
Alle, der har set "Fangerne På Fortet", kender Thomas Myginds ovenstående afslutningsreplik til hudløshed. Hvad der måske kan overraske nogle er, at manden sgu har ret. Det har jeg løbende måttet erkende i takt med, at de mest utrolige historier er blevet offentliggjort på nettet. Historier om mennesker, hvis viljestyrke har båret dem frem til nogle resultater, der kan forbløffe selv den mest kyniske observatør. Om personer, der har ændret sit liv på ekstreme måder. Historier, der er med til at inspirere og motivere almindelige mennesker som mig til at forfølge egne drømme og mål.
Når jeg ser mig selv i spejlet, er det tydeligt, at jeg vejer mindst ti kilo for meget. Jeg mangler stadig at færdiggøre mit speciale, og dermed min uddannelse. Og jeg står måske snart over for at skulle flytte til et andet sted i landet. Alle tre ting kræver et overskud og en viljestyrke, jeg godt kan tvivle på, at jeg er i besiddelse af.
Men efter at have været vidne til to specielle menneskers fantastiske forandring, har jeg fundet ny motivation til at overkomme den nagende tvivl på, om jeg er i stand til at overkomme mine kommende udfordringer.
Derfor:
Mød David Smith.
Billedet er taget i 2003, og han vejede på det tidspunkt over 310 kilo. Han var så overvægtig, at det var en direkte trussel mod hans helbred. Men en tilfældig morgen vågnede han med en ny ambition i livet. Han havde besluttet sig for at smide alle overflødige kilo, og det skulle foregå uden operative indgreb.
Mød David Smith tre år senere.
På mindre end tre år smed han mere end 200 kilo udelukkende ved naturlig træning og diæt. Ingen indgreb i mavesækken, ingen kunstige slankekure. Kun hård daglig motion, og sund kost.
Han fik dog et nyt problem. Det hurtige og ekstreme vægttab havde ikke givet huden tid til at følge med resten af kroppen. Resultatet blev over ti kilo overflødig hud, der hang om kroppen som groteske guirlander.
For at slippe af med huden, måtte David gennemgå en række dyre kosmetiske operationer. Heldigvis fik han hjælp fra kirurger, læger og almindelige beundrere, der alle enten tilbød deres ekspertise gratis, eller donerede penge til operationerne. Resultatet er slående:
Du kan læse mere om hans utrolige forvandlig her: Billeder og video af David Smith.
Mød John Stone.
De to personer på billedet oven over er taget med fem måneders mellemrum. Det er i sig selv ikke utroligt. Det er til gengæld utroligt, at det er samme mand på begge sider af billedet.
På mindre end fem måneder gennemgik John nemlig en forvandling, der på mange måder trodser enhver forestilling om, hvad er er fysisk muligt. Hård målrettet træning, streng minutiøs planlagt diæt og en viljestyrke, der kunne gøre selv kaptajn Ahab misundelig, har været hovedingredienserne i forvandlingsakten. John fører stadig en grundig dagbog på nettet, hvor vi dagligt kan finde billeder og reporter fra hans konstante søgen efter den perfekte krop. Den kan du finde her: John Stone Fitness. Personligt mener jeg selv, at han burde været stoppet efter syv måneder, men det er selvfølgelig en smagssag.
Du kan se en streamet video, hvor de daglige billeder bliver vist som en film her.
David og John har mere end blot et ekstremt vægttab til fælles. De er nemlig begge blevet en daglig inspiration for tusinder af mennesker, som mig, der trænger til daglige påmindelser om, hvad viljestyrke alene kan udrette.
Mange har med garanti hørt om enten David Smith eller John Stone. De er efterhånden ganske kendte på nettet. Men kan jeg være med til at inspirere bare en enkelt læser med denne post, har det været besværet værd.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar