onsdag, januar 16, 2008

Jagten på den gyldne pokergral

"Kan man leve af at spille poker?", spørger folk mig ofte med øjne så store som tekopper efter jeg har fortalt dem, jeg spiller poker og tjener penge på det.

Svaret er en kende simpelt: Nej, det kan man ikke.

Man kan lige så lidt leve af at spille poker, som man kan leve af at køre speedway eller skrive bøger. Det er ikke noget MAN kan. Det er noget nogle få helt specielle og dedikerede mennesker kan. Og her i Danmark kan man tælle ægte levevejs pokerspillere på een hånd.

Alligevel er der en generel opfattelse af, at man kan leve af skidtet. I mine øjne er det en lidt naiv, omend romantisk, tankegang, der tit får et smil frem på mine læber. For man kan sgu ikke leve af at spille poker. Ikke i længden. Og slet ikke gennem hele livet.

"Jamen, jeg tjener da allerede lidt på poker, og hvis bare jeg havde en større rulle, ville jeg kunne tjene nok til at leve af det", hører jeg tit og ofte. Det svar kommer primært fra folk, der ikke helt forstår, hvor ond og brutal variansen kan være i spillet, hvor stor en selvdisciplin, det kræver at grinde syv timer hver eneste dag, eller hvor mange penge man rent faktisk skal hive hjem for at kunne kalde poker for sit kald i livet.

Det er lidt ligesom de mange fnisende teenagepiger, der naivt stiller op til konkurrencer som Top Model, Vild Med Dans og X-faktor. Godt 99% af dem har ikke en jordisk chance for at blive udvalgt, men alligevel står de tålmodigt og venter i køen med øjne så store som tekopper.

At være vindende pokerspiller i en begrænset periode kan på ingen måde garantere dig en stabil indkomst, du kan leve af. Ikke nok med at du bliver nødt til at hente et overskud hjem fra pokeren hver måned, bliver du også nødt til at hive penge ud til eget forbrug. Du bliver sågar nødt til at have et overskud stort nok til, at du kan spare op til alderdommen. Og det er der ikke mange, der er i stand til. Og jeg tager hatten af for dem, det lykkedes for. Heldigvis behøver jeg ikke frygte for slidgigt i albuen, for der er langt mellem snapsene, som man så populært siger.

Til gengæld er der mange, der kan højne deres levestandard via pokeren. De kan supplere deres normale indkomst med deres gevinster, og de kan købe ting og sager, de ellers ikke har råd til. Helt ligesom at mange af de håbefulde fnisende teenagere sikkert ville kunne tjene lidt ekstra som syngende tjenere i restauranten under Det Ny Teater.

Men derfra og så til at kunne leve af det, der er ligegodt langt.

"Jamen, kan du selv leve af at spille poker? Du har trods alt tjent penge på det i et par år nu," er der måske nogle, der kan formaste sig til at spørge mig.

Aldrig, er det korte svar. Jeg har hverken disciplinen, evnerne eller lysten til at være en slave af det grønne filt. Jeg ville brænde ud i løbet af to til fire uger. Jeg ville blive så træt af spillet, at jeg aldrig ville vende seriøst tilbage til det igen. Og det tror jeg gælder for 95% af alle danske pokerspillere.

Men for at få det bekræftet har jeg lavet en ny afstemning. Denne gang skal i vurdere om i selv tror i har, hvad der skal til for at kunne leve af kortspillet, vi alle elsker på et eller andet plan. Og vær nu ærlige. Det kommer man trods alt længst med... Og så slipper man for at få øjne så store som te-kopper.

Afslutningsvis vil jeg lige tilføje et link til en af de mange håbefulde personer, der forsøger at udleve drømmen om at kunne leve af spillet. Han hedder Laust, er dansker, og arbejder på "Pokerkontoret". Og så har han tilmeldt sig en eller anden skør konkurrence om at vinde 100.000$ til den med flest hits til sin blog... eller noget i den stil. Jeg linker til bloggen, ikke fordi han måske kan tjene penge på det, men fordi han har lagt en håndfuld fine kommenterede videoer af sit spil ud på siden. Og det er jo altid værd et kig. Læs mere om Laut her: Skøre Hunds Poker blog - eller eventyret om den hellige pokergral.

---
Fik også spillet en smule poker i dag. Jeg er helt nede og grinde 16$ sng's hos PokerStars. Det skyldes primært, at jeg tager det roligt i en tid med en del arbejde IRL, men også at jeg afprøver en ny spillestil i det tidlige spil. Derfor blev det blot til to gange 15 sng's i dag, og det indbragte 80$ til kontoen, hvilket giver en ROI på ca. 16%. Det på trods af, at jeg blot fik AA 2 gange ud af lidt over 1000 hænder, og at jeg tabte nær halvdelen af alle mine top 5% hænder (TT+, AK, AKs), så jeg er godt tilfreds med mit pushbot spil for tiden.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Det er vel ikke svære end at leve af at være skuespiller eller atlet.