Scientology - Kult eller vor frelse?
Inspireret af Tom Cruises takketale efter at han vandt en af Scientologys højeste ordener, Freedom Medal of Valor, vil jeg nu fokusere lidt på hvad det hele går ud på.
Det er nemlig lidt af en løjerlig størrelse, Scientology, og for rigtig at forstå hvad det hele drejer sig om, skal vi godt 75 millioner år tilbage i tiden. Vi skal tilbage til Xenu og hans grusomme terror-regime.
Xenu var hersker over den Galaktiske Konfederation (GK), der herskede over intet mindre end 26 stjerner og 76 planeter inklusiv vores egen jord. Men ulig FN, var GK en slemmer organisation, der havde en nærmest nazistisk tilgang til deres problem med overbefolkning. 178 milliarder menneskelignende væsener var fordelt på de 76 planeter, og det er i sagens natur alt for mange. Det siger sig selv. Derfor ønskede Xenu at skaffe sig af med en del af dem. For ikke nok med at de var for mange, så var de også en trussel mod hans herredømme. Derfor bedøvede han et par milliarder "mennesker" ved at give dem alkohol under dække af, at de var til torskegilde, og sendte derefter hele rovet til jorden (Der egentlig hedder Teegeeack) i DC9 lignende raketdrevne flyvemaskiner. Vel ankommet på jorden smed han et par hydrogenbomber i en flok vulkaner og skovlede derefter alle de bedøvede torskegildedeltagere op langs vulkanerne, der kort efter sprang til atomer.
Det udslettede deres kroppe, men deres sjæle forblev intakte. Men den smarte Xenu havde forudset løjerne, og havde anbragt store støvsugere over vulkanerne for at fange de flyvske sjæle. Og smart som han nu var, tvang han dem til at se film i ikke mindre end 36 dage i streg. Hvilken film de så, melder historien ikke noget om... Jeg gætter på Nord & Syd.
Mens de så den spændende serie, blev alle Thetanerne (det hedder de) indplanteret med forskellig misledende data, der senere skabte grobund for verdens mange forfejlede religioner... Heldigvis blev Xenu væltet af hans ulydige undersåtter, og de låste ham inde i en vulkan, hvor han bor den dag i dag.
Nuvel, nok forhistorie.
Scientology er nemlig langt mere end et eventyr om en ond atombombeslyngende hersker, en modig bande frihedskæmpere samt en skare af indoktrinerede slaver, alle forfattet af en amerikansk science-fiction-forfatter. Det er nemlig også en billiardindustri med ca 30.000 lydige tilbedere. Det er en sekt med strikse normer, høje krav, og en evig hunger efter selvudvikling via dyre kurser og seminarer. Og det er i det hele taget lidt af et mysterie.
Men Scientology er også en rigtig god ting. Scientology sætter nemlig tingene lidt i relief for os andre.
Er man i stand til at overbevise folk om ovenstående fabeleventyr, beviser det, at man kan overbevise folk om alt. Simpelthen alt. Og hvis folk er så lette at overbevise om al muligt fjollet, er det også nærliggende at tro, at de kan overbevises til andre fjollede ting.
Og vi behøver ikke kigge længere end til biblen for at finde en historie, der er mindst lige så idiotisk.
En af de mest berømte begivenheder i Det Gamle Testamente er historien om syndfloden og Noahs Ark. Her forventes det, at vi tror på, at... Nej vent. Jeg vil hellere lade jer høre historien fra komikeren Joe Rogan. Han fortæller nemlig historien meget bedre end jeg selv er i stand til:
De to ting kombineret (sammen med talrige andre underlige religiøse myter) fortæller mig en enkelt vital ting: Folk hopper på hvad som helst, så hvordan i alverden kan jeg vide, hvad er sandt, og hvad er forkert i den moderne verdens virvar af religioner?
Derfor vælger jeg, som omtalt i en tidligere blog, ikke at tro på en skid af det hele. Det er mere fornuftigt, og jeg venter derfor tålmodigt til en eller anden gud forbarmer sig over os og nedstiger fra himmelen, gerne midt på banen mens VM i fodbold afgøres, og giver os et endegyldigt bevis på sin eksistens.
Nuvel, tilbage til Scientology. Jeg er nemlig slet ikke færdig med at snakke om dem. De har nemlig så meget snavs på samvittigheden, at det kræver mindst to blog-indlæg at give et reelt billede af deres virke. Derfor fortsætter analysen i mit næste indlæg om et par dage, hvor jeg også vil komme lidt ind på, hvorfor jeg mener, at Scientology måske slet ikke er så slem, som medierne gør dem til.
Imens kan i nyde følgende dokumentar fra BBC, der ret flot beskriver Scientology i en nøddeskal:
Indtil da: Må Thetanerne være med dig!
2 kommentarer:
Meget uhyggeligt at se Tom hele tiden sidde med tomme øjne og gå fra grine til alvor i split sekunder .. Han taler i 8 min om absolut INGENTING konkret! .. Og så kommer han med nogle utroligt farlige metaforer .. om folk som ikke tror på scientology = "Either get these spectators in to the arena og out og the playing field" .. Sådanne løse opfordringer kan let tolkes som license-to-kill for en below IQ scintology tilhænger. Meget rystende!
OG BBC programmet er sgu flot lavet .. synd at værten går amok til sidst, men man er jo kun et menneske.
Han er en dygtig journalist, men nogle gange føler jeg at journalister mangler evnen til at kommunikere frem for at insistere .. ingen tvivl om at en Kurt Strand havde fået Tommyboy til at kommunikere og så havde han været SOLGT .. i stedet får han lov til de provokerne enetaler.
Jeg har efterhånden selv arbejdet med nogle stykker (jer journalister :-) og kendetegnet for 75% af dem .. er at de ofte har et meget hidsigt temperament og skider på andres mening, hvis ikke det følger deres redaktionel vinkel. Jeg siger ikke vores BBC ven er således .. Men temperamentet fik de dog hevet frem. ;-)
God artikel - Glæder mig til del 2!
P:S Her er hvad der VIRKELIG skete på Noahs Ark = http://politiken.dk/wm/article454982.ece
Hej Mike
De venner jeg har inden for journalistfaget bærer mere præg af en interesse for andres meninger frem for en stræben efter at få sine egne følelser og meninger frem. Men ok, mine venner er også af en yngre årgang, og dermed er de ikke nået at blive kyniske og forskruede med alderen.
Jeg har kun al respekt for journalisten i BBC dokumentaren. Han vælger trods alt at vise sit hysteriske anfald frem for at begrave det i redigeringsrummet.
PS. Wulff Morgenthaler er en af mine absolut ynglingstegneseriestriber på nettet. http://www.xkcd.com/ er også rigtig god.
Send en kommentar