søndag, maj 06, 2007

Dengang vi havde et poker-boom...

Jeg læser en del blogs fra forskellige pokerspillere, både nationale og internationale. Og en af de ting, jeg har bidt mærke i de sidste par måneder, er, at en del af bloganterne (ja, det burde vi da hedde!), helt har mistet lysten til at spille poker. Mig selv inkluderet.

For mit eget vedkommende er det mere end bare det gode vejr udenfor. For selv om varmen, de letpåklædte piger, og det grønne græs lokker, kan solen jo ikke skinne hele tiden, og pigerne kan ikke være letpåklædte konstant. På et tidspunkt falder mørket på, og kulden kommer snigende. Pigerne tager lange bukser på, og græsset bliver koldt og fugtigt.

Og det er på det tidspunkt, jeg burde have lyst til et hyggeligt slag poker på nettet. Godt gemt væk, hjemme i stuen med et krus varm kaffe og med Mr. Big's one hit wonder: "to be with you" i højtalerne.

Men det har jeg ikke lyst til.

Jeg kigger lidt på 2+2. Læser et indlæg eller to på Pokernet.dk. Og når jeg er på toilettet, kigger jeg pligtskyldigt i en pokerbog. Men lige meget hjælper det. Jeg gider ikke spille spillet.

Og nu kan man vel godt spørge sig selv om jeg bare er brændt ud efter en lang periode med vigende resultater. Og det er da også et glimrende spørgsmål.

Men så kigger jeg lidt på de andre pokerbloganters skriverier, og jeg aner et mønster. De gider nemlig heller ikke rigtigt at spille poker længere.

Pokerstederne har også opdaget tendensen, ser det ud til. For nu kan man spille lotto, "sten saks papir" og lignende spil fra deres sider. Spil, der intet har med poker at gøre.

TV2 Zulu og Eurosport kan også mærke det. Deres pokerprogrammer har ikke i nærheden af samme seerskare, som de havde for bare seks-otte måneder siden.

Ja, man får helt lyst til at spørge om ikke pokerboomet er godt og vel overstået.

Men det interessante spørgsmål er vel egentlig hellere: Hvad får folk til at miste interessen for poker så hurtigt i disse dage?

Men ok, det kan da også meget vel bare være mig, der overfortolker situationen... Det har jeg en gang imellem en tendens til at gøre :-)

Ingen kommentarer: