Gud er stor - eller historien om et folkedrab på en lille pige

I forgårs døde en 17-årig pige. Hendes krop kunne ikke længere holde smerten ud. Det der var tilbage af den i hvert fald. Den var nemlig blevet ganske deform af at have taget imod hundrevis af sten slynget mod hende af al kraft fra en rasende folkemænde.

Og da hun endelig udåndede, efter at hun hulkende havde bedt om nåde i tredive pinefulde minutter, jublede over hundrede mænd. Deriblandt hendes egen onkel, bror og det lokale politi.

De glædede sig over hendes død, for hun havde gjort noget ganske forfærdeligt. Noget utilgiveligt. Noget hun bestemt fortjente at dø for.

Hun havde forelsket sig i en muslimsk dreng, der ikke delte hendes forældres religion. Og de var løbet væk sammen. De vidste, at deres kærlighed aldrig kunne accepteres i den lille stærkt religiøse landsby, der ligger et sted i det nordlige Irak. Og derfor derfor var de hånd i hånd stukket af i mørkets skjul.

Derfor skulle hun stenes til døde.

Du'a Khalil Aswad, 17 år, i sine sekunders sidste øjeblik

Historien her er selvfølgelig tragisk i sig selv. Den er et kerneeksempel på, hvor langt vi mennesker stadig har tilbage at udvikle os, før vi for alvor kan kalde os selv en højtstående race.

Men der er noget ved hele denne her historie, der er langt værre, end en lille uskyldig piges brutale endeligt.

Nemlig den irakiske regering.

Det er nemlig slet ikke sikkert, at de mange gerningsmænds handlinger får konsekvenser. De begik nemlig æresdrab, og det er ikke nødvendigvis strafbart.

Det samme gør sig gældende i Pakistan, hvor stammehøvdingerne har uindskrænket magt over deres egen landsby. Det samme gør sig gældende i flere afrikanske lande, hvor steninger, hængninger m.m. er straffrit så længe det sker med landsbyens ældres velsignelse.

Og det skal vi sgu gøre noget ved. Og med "vi", mener jeg den civiliserede del af verden.

Det må sgu da være vores pligt at ophøre al internationalt samarbejde, samhandel og økonomisk bistand til lande, der ikke slår hårdt ned på æresdrab. Vi skal sanktionere landene (Pakistan, Afganistan, Uganda m.m.) og derved tvinge dem til at samarbejde om et velfungerende uddannelsesprojekt, sådan at den fattige del af befolkningen lærer at se deres handlinger i et mere civiliseret lys. Men det skal samtidig indskærpes, at æresdrab straffes på lige fod med mord - uden undtagelser. Det er i mine øjne vejen frem.

Hvis et land ikke kan straffe deres egne borgere for de mest modbydelige mord, har de ikke ret til at være en del af vores globale landsby. Så enkelt er det!

Eller så enkelt burde det være. Men det er det selvfølgelig ikke. Vi vil fortsat dyrke samhandel med Irak. Vil vil fortsat købe deres olie, og vi vil stadig invitere dem med til OL og VM i fodbold.

Men så igen. Hvem er vi til at dømme. Der er åbenbart ingen i Irak, der begræder den lille piges bortgang, så hvorfor skulle vi?

Måske fordi vi sammen kan gøre en forskel. Hvis vi altså kunne blive enige

Og hvorfor skulle vi ikke kunne det?

EDIT: Videoen af pigens brutale endeligt kan ses her: Hvorfor?

Jeg har ikke selv set mere end et sekund eller to. Jeg kunne simpelthen ikke få mig til at kigge længere på det. Jeg vil nemlig nødig have, at billederne for evigt fryser sig fast på min indre nethinde og ødelægger mit - trods alt positive - perspektiv på verden omkring mig.